Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Mariæ Bebudelse, 22.03.2015
Predigt zu Lukas 1:26-38, verfasst von Michael Brautsch
Hvordan har Jesus været som barn og ung mand? Vi ved det ikke, og dog tror vi så meget, at Han har været fuldkommen menneske ligesom Han er fuldkommen Gud, og som menneskebarn har Han naturligvis spurgt og fundet på, og nysgerrigt hørt på hvad Hans mor kunne fortælle. Måske har hun fortalt om dengang hun fik besøg af ærkeenglen Gabriel. Og med en blanding af fryd og mærkelig genkendelighed har Han lyttet til beretningen om dengang….
Dengang Hans mor blev fyldt med Helligånd og Den lagde kimen til Kristus, lagde frøet til Ham, Jesus Kristus, og Hans mor var udvalgt blandt alle jordens kvinder til at være et Guds tempel, til at være det menneske der skulle føde Guds Søn. Han har siddet ved hendes fødder, og hun har set Ham i øjnene og fortalt Ham, at hun var SÅ bange, men at englen havde sagt: ”Frygt ikke!” Og Jesus har leet og afbrudt sin mors fortælling. ”Naturligvis skulle du ikke være bange, mor, det var jo bare et sendebud fra Gud, og så kom jeg jo..!”
Og Maria har fortalt Ham, at dengang Han blev født i stalden, da havde engle også besøgt hyrderne på marken, og sagt: ”Frygt ikke!”, men det er lettere sagt end gjort, når nu Gud viser sig blandt mennesker. Og drengen Jesus har glædet sig i fryd og stolthed over sin mor, for naturligvis skulle det være hende og ikke nogen som helst andre der skulle være Hans mor.
”Og hvad skete der så?” – har Han videre spurgt. Og hun har fortalt Ham, at da det åbenbart ikke kunne være anderledes, at det således var bestemt at det netop var hende og ikke nogen som helst andre der skulle overøses med denne velsignelse, så havde hun bøjet hovedet over for englen og Helligånden, og sagt: ”Ske Din vilje, Gud.”
Og drengen Jesus har sikkert tænkt, at det var det helt rigtige svar, og at man jo slet ikke skulle tiltale Gud på nogen som helst anden måde, når Han beder en om et stykke arbejde. ”Ske Din vilje”. Og som voksen har Han sammen med disciplene iagttaget, hvorledes de skriftkloge og skinhellige anråber Gud og praler af alle deres gode gerninger. ”Lær os at bede rigtigt til Gud” har disciplene så sagt til Ham, og mon ikke Han har tænkt på sin mor, der med bøjet hoved og armene bredt ud foran Guds sendebud blot kunne fremstamme: ”Ske Din vilje”.
”Således skal I bede for jer selv”, sagde Jesus, og lærte os Fadervor-bønnen. ”Ske Din vilje, som i himlen således også på jorden.”
Forholdet mellem Gud og menneske er mange steder i Bibelen fremstillet som forholdet mellem en brudgom og en brud. Når vi mødes ved et kirkebryllup, understreger vi vores tro på, at vi står for Guds ansigt og beder Ham velsigne os, i hverdagen som på festdage. Og hvad der kan siges om to menneskers venskab og kærlighed, gælder også Guds velsignelse.
Når Gud i velsignelsen lader Sit ansigt lyse over os, tvinger Han sig ikke ind i vores liv, men er nær og taler gode ord. Han maser ikke på for at få plads i vores hjerte, men løfter Sit ansigt og venter på, at vi skal rette ryggen og møde Hans blik. Han elsker os under alle forhold, for vi er Hans børn, skabt i Hans billede. Han løfter Sit ansigt mod os, og forsøger ganske forsigtigt at lokke det bedste, vi kan give hinanden, frem fra os. Det er den kærlighed fra Gud, vi skal leve af, og det er i Hans velsignelse, vi skal se og bruge hinanden som velsignede af Gud.
Jeg tror Maria har fortalt lille Jesus om mødet med englen (hvordan man nu end fortæller om et sådant møde, for hvordan ser en engel ud?). Og jeg tror Jesus har glædet sig. Glædet sig over sin mor og i Helligånden glædet sig over sin Himmelske Fader. Som når alle andre børn spørger hvordan deres forældre mødtes, og hvad der videre skete da de tog imod hinanden og blev som ægtefolk. For Maria møder Gud som en brud der modtager sin brudgom.
At gifte sig er at modtage hinanden. Gud modtager i os, som hos Maria, et ufuldkomment og søgende menneske. Han skænker os glæder og hjælper med at bære vores byrder. At modtage os. Han elsker os ved at tage imod os. Og vi er derfor i kærlighedens navn skyldige at tage imod Ham, for af Hans vilje er alting skabt.
Kærligheden i et ægteskab beder vi om må række ”indtil døden skiller os ad.” Kærligheden fra Gud er også en modtagelse, men her rækker kærligheden endnu længere. I livet, gennem døden og om på den anden side hjemme hos Gud. Og at tro på det, at leve sit liv på den tro, det er ikke let og uforpligtende, for hvis det var uforpligtende, var det ikke tro.
Der er grund til at huske på Maria, for med billedet af hende (denne unge kvinde der ifølge gammel kirketro ikke fødte med smerte, men først blev den givet ved korsets fod, da hun så sin søn korsfæstet og døende) med billedet af hende følger der nærvær, indlevelse og beundrende blikke. Tankerne søger hende. Hvad tænkte hun om det hele? Hvilken smerte var det hun skulle bære? Hvilken magtesløshed har hun ikke følt? Skal vi nå hende, må vi forsøge med indlevelsens kunst.
Hun er jo forholdsvis nem at identificere sig med, fordi hun er et menneske. Et menneske som du og jeg, der så ganske vist får en ekstraordinær opgave og en særlige byrde og velsignelse. Hende tør vi godt træde nærmere. Hendes skræk, frygt, forfærdelse og fortvivlelse kender vi mennesker godt. Desuden rummer hun hele Jesus-historien. Hun havde rummet Ham som den første fra fødsel til død. Hun havde skullet leve med det hele, og derfor vendte de første troende sig mod hende for at se, hvordan hun havde gjort det.
På en måde var hun den første kristne. Som den første overhovedet tog hun imod Ham, ved at åbne sig for Helligånden, ganske som du og jeg kan gøre det. Maria er måske ikke så langt væk som vi til tider tror. Så med rette har hun været udsat for beundring, og alle slags mennesker har i hundredvis af år set hen til hende som en troshelt, og som en kanal gennem hvem man måske kunne komme tættere på Gud. Ikke nødvendigvis som en helgen som man er nødsaget til tale gennem for at nå Gud, men som et forbillede man kan tage ved lære af.
Hun har formidlet livet, sandheden og friheden, og fået den troende til at se det samme i Jesus. Maria er en del af troens persongalleri, lige så vigtig som disciple og apostle. Hun er menneske som os, og samtidig besidder hun noget ganske særligt. Når man ser ikonernes Maria, er hun næsten altid fremstillet med et hengivent blik på Jesus, nogle følsomme hænder, en fin gestikuleren, og hendes beundring smitter af på den, der iagttager ikonen.
Maria kan først og fremmest lære os, at vende os mod Gud og stille os til rådighed for Hans vilje. Og samtidig kan vi af hende lære beundringens kunst. For vi må ikke glemme at beundre hinanden. Det er den enkleste måde at blive menneske på. Det er vigtigt at vi giver hinanden mod til at være til, og til at tro på sandhed og frihed i en verden hvor der er så meget som tvinger vore tanker ind i mørket. Når vi ser hinanden i beundring, som skabte i Guds billede, så ser vi også Guds kærlighed og godhed i hinandens øjne og hænder.
Maria lærer os virkelig, at der hele tiden kan fødes sandhed på jorden – når bare man tør beundre og elske, og når man blot tør lade Gud råde og ikke stædigt følger sin egen og denne verdens dagsorden. Hun er det menneske som gør det klart, at Gud og mennesker virkelig KAN se øje til øje og at vi ikke er opgivet, men elsket. Amen.