Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Palmesøndag, 29.03.2015
Predigt zu Mattæus 21:1-9, verfasst von Margrete Dahlerup Koch
”Din konge kommer sagtmodig ridende på et æsel”. Det er profeten Zakarias’ ord. Og der ligger store og stærke og mærkelige fortællinger gemt under dem. Æselridt er ikke for hvem som helst.
Det første æsel, der dukker op i bibelhistorien, er Abrahams. Han, der er rig på kameler, køer og får, har også et æsel. Et æsel, som bliver trukket af stalden den rædselsfulde dag, hvor Abraham får besked af Gud på at ofre sin søn Isak. Den eneste søn, Abraham har tilbage, efter at han selv har fordrevet sin ældste søn, Ismael.
Æslet bliver sadlet og bærer Abraham og offerbrændet, han har kløvet, til Morija bjerg, hvor drengen skal ofres. Et langt, forfærdeligt ridt på det have været. Æsler går ikke hurtigt, så Abraham har haft godt tid til at tænke undervejs på det vanvittige, der skal ske: Ofringen af den søn, han elsker. Og faderen skal selv føre kniven.
I sidste øjeblik afværger en Guds engel offerhandlingen. Et vædderlam lader livet i stedet for Isak. Og Abraham går fra Morija bjerg med både sit levende barn og Guds velsignelse.
At ride døden, offerdøden i møde på et æsel. Det er den ene bibelhistorie, man kan have i baghovedet i dag Palmesøndag.
Den anden handler om at ride sejren i møde på et æsel. Da den ældgamle kong David en sidste gang træder i karakter og afgør striden om, hvem der skal være konge efter ham, sker det ved, at han befaler, at sønnen Salomo skal sættes op på Davids æsel og føres i triumftog, mens folk skal råbe: ”Kong Salomo leve”. En ung mand på et æsel. En Davidssøn. En konge, der kommer. Det er den anden bibelhistorie, der skal klinge med i dag.
Offerdød og kongeværdighed. Begge dele skal æslet minde mennesker om. Det sidste, kongeværdigheden, er de helt med på, dem der jubler og vifter med palmegrenene dér ved indfaldsvejen til Jerusalem. ”Se, din konge kommer til dig”, sagde Zakarias i sin profeti. Og det er det, de ser. Klart og tydeligt ser de ham. Kongen. Messias. Den længeventede. Derfor vifter de med palmegrene, sejrsymbolet, og synger ”Hosianna”, ”Gud frelser”. Derfor kalder de den unge mand på æslet for Davids søn, - for han kommer, som den gamle Davids søn, Salomo kom i sin tid: På æslet.
De kan se Palmesøndag. For det kan man, når man er glad. Glæden giver os øjne at se med. Glæden giver os klarsyn. For glæden får os til at tro det bedste. Glæden får os til at se mere, end øjnene ser. Det ved forældre, der ser deres barn for første gang. 53 cm, 3500 g., en fladtrykt næse. Nej, man ser meget mere end det. Man ser en ny verden. Man ser håb, drømme, ængstelse og frygt. Men først og fremmest ser man, at lige nu er det eneste, der er vigtigt, at livet er godt. Svært, trættende, kæmpestort og samtidig egentlig helt enkelt og ligetil. Men først og sidst: Godt.
Glæden gør seende. Og omvendt gør skuffelsen blind. ”Hvad så jeg dog i hende?” spørger skuffelsen. ”Hvad så vi dog i ham?” råber skuffelsen på fredag, når glæden er forduftet og ham på æslet skal hænges op på korset. Ofres, som Isak ikke blev det. For æselridt og offerdød hører også sammen. Det er det, der bliver synligt om nogle dage.
Kong Salomo red på sin fars æsel ind i byen. Den by, hvor Salomo byggede det store, smukke tempel, hele folkets stolthed. Det tempel, som denne nye Davidssøn på æslet nu rider ind og begår hærværk imod. For aldrig så snart er Jesus kommet ind bag Jerusalems bymur, før han går i gang med at vælte de handlendes boder i templet og råbe op om, at templet og de offergaver, som sælges dér, er fuldstændig ligegyldige og latterlige. Templet – det sted, hvor menneske skal søge hen for at møde Gud – ”det tempel”, siger Jesus, ”er mig”. ”For Gud og jeg”, siger han, ”er ét”. Gud vil barmhjertighed mellem mennesker og ikke ofre. Derfor skal det gamle, Salomos tempel, rives ned. Og et nyt bygges op. Et tempel, som ikke er lavet af sten, men af levende mennesker, der er samlet om dét ene: At Jesus er Kristus, Guds sande billede.
Det er det billede, som på fredag bliver smadret. ”Se, dette menneske”, siger Pilatus og viser det torturerede og mishandlede vrag af en mand frem for masserne. ”Korsfæst ham, fjern ham fra vores øjne”, råber de til svar. Og denne gang lægger ingen engel sig imellem som på Morija bjerg. Denne gang dør sønnen. Den søn, som er faderens enbårne, eneste. Eller sagt med den gamle, gamle salmes ord, som vi hørte før fra alteret: ”Han, der var Guds lige”. Det er ham, der giver afkald på den guddommelige værdighed og blev et menneske. Blev vores ligemand. Fordi det er det, kærligheden vil: Være den elskede lige så nær som sig selv – elske sin næste som sig selv.
Som en Isak og en Salomo kommer Jesus ridende på æslet. Det æsel, som både bærer til døden og til sejren. For vejen til sejren går gennem døden. Kun den, der har gået hele turen gennem alt det ondeste, kan overvinde det. Kun den, der bliver og tager kampen op, kan vinde.
Det er det, vi igennem denne uge skal forberedes på. Så vi på søndag kan se, at glæden ser ret. At Palmesøndags æselrytter er den opstandne. Ham, hvis liv viste sig bæredygtigt. Det liv, hvor afhængigheden af Gud og opmærksomheden på næsten fyldte det hele; det liv, som gav alt – gav sig selv – det var det liv, Gud vedkendte sig og kaldte for sit. Det var det liv, som selv ikke døden kan knække, Gud kommer til os med, døber os til og rækker os. Stædigt og stadigt.
For – lige til sidst: Der er jo to æsler Palmesøndag. Jesus giver disciplene besked på at komme med både et æsel og dets føl. Det har givet anledning til mange spekulationer. Manden kan jo ikke ride på dem begge to på én gang, eller hvad? Hvad skal han med føllet? Tja, måske er det lille æselføl billedet på det nye. Det liv, som nu skal begynde. Det liv, som er vores, der blive rakt os i dåben. Føllet – de små – det nye. Alt det, som får liv ud af hans liv. Han, som red til livet gennem døden, for at vi kan følge efter. Amen.