Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Skærtorsdag, 02.04.2015
Predigt zu Mattæus 26:17-30, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Et rejsemåltid er os slet ikke fremmed, – vi har både fast food og kaffe-to-go og ved alt om det hastige måltid på vej og i opbrud.
Men rejsemåltidet inden, vi faktisk skal af sted på rejse, har lidt andre toner. Det er i en stemning af opbrud, rastløst, uroligt, men det er også dvælen ved afskeden og en næring til vejen forude, foran os.
Rejsemåltidet spiste det jødiske folk med opskrift fra Gud selv: Tag et fejlfrit lam! Ingen discount her, kun prima råvarer. Stryg lammets blod på dørens overligger, og dødens engel vil gå forbi! ”Forbigang” hedder ”pesha” på hebraisk, deraf kommer vores nordiske: ”Påske”. Anderledes end andre landes: ”Ostern” eller ”Easter”, der minder om opstandelsen med hentydning til solopgangen i øst. Længere sydpå i Italien og Spanien hedder det igen ”Pasqua”.
Endelig sagde Gud, at efter dette rejsemåltid i al hast, skal I vandre ud af Ægypten og slaveriet, vandre som frie mennesker imod det nye liv, forude.
Det er til minde om den udgang, at Jesus og disciplene spiser den aften. Lige indtil Jesus tager brødet og vinen efter måltidet og gør alting nyt. Og med til bords, da han gør det, sidder Judas, der forrådte ham.
Forræderi er et gammelt ord, sjældent efterhånden fordi ingen bryder sig om at kalde det ved navn. Det indebærer at være forrådt eller at have forrådt. At have udleveret en anden til dem, der vil det værste. Eller dem, der ikke skulle vide. Det første, der ryger, er tilliden, hvis den har været der. Det næste er respekten. Det er svært at respektere et menneske, der har forrådt. Men den, der bliver forrådt, mister også noget af sig selv, for sært nok går det ud over selvtilliden at blive forrådt; – noget af skylden tager man på sig selv. Der er skam i at blive forrådt, - underligt, men sandt.
Nu er det trods alt ikke hver dag, vi forråder hinanden til døden, som Judas gør det. Vi er ikke midt i noget oprør, har ingen, der vil arrestere, klynge op eller kaste bort. Men forræderiet kender vi. Vi kender til at blive udleveret og selv at have udleveret i hverdagen.
Hjerteveen, når det sker, er til at tage og føle på. Mobberi er et lille eksempel fra hverdagen. Mobning er kunsten at forråde, at udlevere og sætte udenfor. Det kan både børn og voksne.
Judas går, han har et job, der skal passes, men først tager han del i sidste del af måltidet. Her er ingen skandale, ingen smækken med døren, intet højrøstet skænderi, bare en konstatering, og så en ensom mand, der går derfra, parat til at gøre sit beskidte job.
Judas er ensom – ud over det sædvanlige, hans fødselsdag står til glemsel, som en uønsket begivenhed. Igen en konstatering, for Judas kan ikke bære sit forræderi, han hænger sig. Man kunne måske fristes til at tro, at det er Judas, der er forrådt. At han ikke kan bære sin skam ved at være udpeget som gerningsmand, at Jesus skammer ham væk. Vi har lært at tage sympati for gerningsmænd, .... Gad vide, hvorfra vi har lært det? Instinktivt vil vi gerne beskytte Judas mod konsekvensen af det, han gør.
Men det er tid at lytte os ind i, hvad det er, der sker ved bordet. Det er på høje tid, fordi vi selv sidder med derhjemme eller i kantinen, morgen, middag og aften, sidder vi med. Måske er det derfor, så mange vælger at spise alene, på farten?
Jesus siger, at én af dem vil forråde ham, – og alle føler sig truffet og spørger, om det skulle være dem? Når Jesus siger, hvad der skal ske, har de for længst vænnet sig til, at det stemmer. Claivoyant, synsk, guddommeligt klarsyn – kald det, hvad du vil. Man stiller ikke spørgsmålstegn ved det, når man møder det.
Måske kender disciplene bare sig selv og ved, at enhver af dem, i et presset øjeblik, i svaghedens time, ikke med garanti er til at stole på. De stoler ikke helt på sig selv. Ligner de én, du kender?
De føler sig altså flere om det, Judas ender med at gøre. Skæbnetunge ord om, at det var bedre slet ikke at være født, falder. Det lyder måske som en som, en forbandelse i vore øren. Det siger alt om vores begreb om retfærdighed, men ikke et ord om, hvad der faktisk foregår.
Fordi Jesus ikke går og ikke sender Judas fra bordet, men opretholder fællesskabet på trods, er der noget helt andet på færde. Judas går med mad i maven, – rejsekost. En åndelig madpakke af de usædvanlige. En bro over forræderi, svigt og gerningsmandens ensomhed, en bro tværs over afgrunden, – også den afgrund, Judas faldt i.
Ensom er manden, der går ud, gudsforladt er han vel i sin bitre følelse af, - tja, hvem ved det? Der er mange tænkelige motiver fra det gemene, at manden er jaloux eller skuffet, til at han er i færd med at fremtvinge et bevis for, at Jesus virkelig er Messias, Guds søn, ved at tvinge ham ud i handling. Midt i det hele synes det at være en del af planen, og altså også at være Guds mening, og vi begriber nærmest ikke et suk.
Synes det dig fjernt og lidt som handlingen i en film, er det forståeligt. Hvem tåler at være i Judas’ sted? – eller noget andet sted i den beretning for den sags skyld? Men vi er der allerede.
Vi vil ikke være gerningsmænd, men ser os mere som ofre for de andres ugerninger; – og lige nu for min ugerning ved at stå her på den autoritære prædikestol og ovenfra og ned meddele, at det er sådan. Her går du og jeg og gør vores bedste, og rammes alt for ofte af andres hensynsløse tramp og tummel over verden. Og så skal vi her høre på, at vi er gerningsmænd, forrædere, og modtage syndernes forladelse. Og er det måske ikke det, nadveren handler om med dens blod og kød og ned på knæ?
Nej, - kun så længe vi holder fast i vores egen forestilling om retfærdighed, øje for øje og tand for tand, hævn, gengæld, fortrydelse.
Det er vores eget system. Vores egen forestilling om, at regnskabet skal passe.
Gud gør noget andet. Det sidste offer er bragt, og det er ikke endnu et blodigt offer til en grusom, hævngerrig Gud. Det er Gud selv, der går ind i livet, ind i mørket og mødet med ondskab og nedrighed. Han møder det ikke med hævn og straf og gengæld, men med - ... kærlighed. Og undskyld, for jeg havde egentligt ikke tænkt mig at nævne ordet i denne prædiken, det bliver så tyndslidt. Der er bare kun det ord, der dækker. Tilgivelse handler lige præcis om ikke at hævne, om ikke at kræve gengæld, men i stedet stille sig selv i vejen for konsekvenserne af det onde. Tilgivelse er at bygge bro til det nye land på den anden side og at insistere på fællesskabet.
Og ja, vist er der ting, der ikke sådan lader sig tilgive. Der er ituslået liv og forkrøblede mennesker. Her er fem og syv ikke lige, for Gud kan godt se forskel på godt og ondt.
Gud kan som den eneste forny det brudte liv, genrejse ofrene og derfor er tilgivelsen Guds under, når det sker, at nyt liv, nyt fællesskab bryder frem. Derfor er brødet og vinen også et tegn på, at vi stadig er på vej, - det er et måltid på vejen til fuldendelsen. Det er et kærlighedstegn, en hengivelse mellem Gud og os. Vi får hans kraft, hans opgave, hans løfte om, at liv skal heles og fuldendes. Vi går som nye derfra, som nye – og forhåbentligt kærligere - gerningsmænd og gerningskvinder. Vi sendes ud for at bygge broer, og for at afbøde konsekvenserne af ondskab og forræderi i hverdagen lige midt i livet.
Judas, den forræder har lært os noget: At livet er skrøbeligt, og at det skal værnes, hegnes, elskes og ikke udleveres og ikke kastes bort.
Judas går med mad i maven – rejsekost. En åndelig madpakke af de usædvanlige. En bro over forræderi, svigt og gerningsmandens ensomhed, en bro tværs over afgrunden – også den Judas faldt i.
Ensom er Judas, gudsforladt og fortabt måske endda, da han gjorde ende på miseren. Helt derud, hvor vore øjne ikke længere ser den døde i mørket, helt derud gik Jesus og hentede Judas og alle os andre fortabte. Det er det, korset i morgen, Langfredag, handler om. Det giver ingen mening at kalde Jesus frelser, og så samtidigt insistere på stadig selv at ville gøre arbejdet, at ville være eller blive god nok, retfærdiggjort af egen fortræffelighed. Det giver derimod mening, at Gud selv gik derud for at indhente og oprejse det ituslåede, ofrene og for at sætte grænsepæl for alt andet end kærligheden. Den flyder til gengæld frit her i brød og vin. Amen.