Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Langfredag, 03.04.2015
Predigt zu Markus 15:20-40, verfasst von Anders Kjærsig
Langfredagsstemninger
Døden, den har jeg truffet som dreng.
Men kun som stilhed af nogen, som jeg holdt af.
Døden – den er mig altid nær.
Men vi fører ingen samtaler med hinanden,
hverken ved dagslys eller når stjernerne går i flok.
Vi ved det kun begge to, at den anden er der.
Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok.
Morten Nielsens digt konstaterer blot køligt, klart og uden omsvøb, at døden er et vilkår, vi ikke kan komme uden om. Her er ingen spørgsmål, ingen længselsfulde råb eller suk. Indtil videre skubber han den fra sig: Vi mødes nok.
Med udgangspunkt i Nielsens digt kunne man jo spørge: Hvordan skal man egentlig nærme sig korsfæstelsen uden, at det ender i enten dogmatik eller banal tale? Spørgsmålet er væsentligt. Kristus blev korsfæstet, men opstod tre dage efter, for ikke at døden skal være det sidste i den menneskelige tilværelse – men hvad vil det sige? Hvordan forstår vi de ord, og hvilken betydning har det for et menneske? Hvordan kan man tale om korsfæstelsen, så det giver mening?
Lad mig i det følgende udmale to forskellige stemningsbilleder, der mere eller mindre udtalt trækker på langfredagsbegivenheden. Stemningsbillederne har jeg hentet i litteraturen; ikke mindst hos to forfattere for hvem angsten, ensomheden, døden og smerten er væsentlige i deres produktion.
Først den moderne lyriker Søren Ulrik Thomsen; derefter symbolisten Johannes Jørgensen.
Søren Ulrik Thomsen
Bliv hos os, når dagen hælder,
du kære Fader og Gud!
Bliv hos os, når mørket vælder
af nattens sluser ud!
Ordene er fra første vers af Ingemanns aftensalme ”Bliv hos os” og står som indledning til Søren Ulrik Thomsens første digtsamling fra 1981 City Slang. Ingemanns ord giver kort og præcist udtryk for det, der er på spil i digtsamlingen. Ensomheden, fraværet, angsten, mørket og døden er de stemninger, som digtene trækker på og prøver at skrive sig ud af. De søger efter de ord, der kan være med os og beskytte os, når mørket vælder af nattens sluser ud og døden omkranser os, og prøver på at tilintetgøre os.
Man mærker langfredag i flere af digtene. Mørket har magten; det strækker sine arme ind i byens gader, ja helt ind i kroppen og lægger alt øde og tomt. I digtet ”Henover himlen” bevæger man sig tilbage fra livet og lyset mod den død, der uundgåeligt indtræffer. Gradvist mærker man kroppen og dagene sejle af sted og forsvinde i tomrummet. Digtet lyder således:
Henover himlen sejler mit øje henover øjet sejler mit lys henover lyset sejler min blæst henover blæsten sejler min hånd henover hånden sejler min hud henover huden sejler min puls henover pulsen sejler mit blod henover blodet sejler min dag og min nat henover dagen og natten sejler mine år henover årene sejler min død.
Det lys, øjet ser på himlen, følger det hele vejen ned i kroppen og mørket, fra det globale til det lokale. Det er livets kors for ethvert menneske, at døden venter forude og årene går, og pludselig er det hele forbi. Det er den indsigt, digtet giver udtryk for: På den ene side erfarer man døden helt ind i kroppen; på den anden side erindrer man sig det lys, der stråler fra himlen.
I denne spænding mellem lys og mørke, mellem dag og nat, mellem himmel og jord mellem liv og død mærker man evangeliet. Det fastholder den lidende Kristus på korset, men vel og mærke med lyset fra påskemorgen i erindringen. Vi er altså ikke alene, ikke engang i døden får vi lov til at være os selv. Kristus er gået forud for os og har tændt et lys, så mørket og tilintetgørelsen må vige.
Det er den grundfortælling, som Thomsens digte trækker på. Skønt livet sejler mod døden, og Thomsens digte fastholder os i døden, er døden ikke det sidste. Der er noget, som er større og stærkere.
I et andet digt uden titel mærker man indirekte, at det er det kristne lys, der tænkes på. Det ses ikke blot på himlen, men rammer jorden og tager bolig i den menneskelige verden:
Mørket blæser fra et hul i himlen
mørket farer sammen
lyset stråler fra en sprække under armen
lyset styrter ned i jorden.
Så langt Søren Ulrik Thomsen
Johannes Jørgensen
Den, som drager Sværdet, skal ved Sværet dø.
Tomt er Bethlehem – og Stjærnen slukt.
Der er ikke meget håb i disse ord. Lyset er også forsvundet og forstummet. Ordene er af den danske lyriker Johannes Jørgensen, som i flere af sine digte beskæftiger sig med døden og mørket. Specielt i det senere forfatterskab fra 40´erne. Det gælder bl.a. for digtene ”Den Længste Nat” og ”Nu er det store Mørke kommet”.
Langfredagsstemningen er i disse digte bundet til erfaringen af verdenskrigene og af den ondskab, der vil tilintetgøre det levende. I første vers fra det sidste digt står der:
Nu er det store Mørke kommet,
som dækker hele Jorden Rund –
et Hav af Nat foruden Bund.
Nu er det store Mørke kommet.
Billedet med nattens hav, der ikke har nogen bund, er grusomt. Det efterlader os i en verden, hvor lyset og livet er slukket. Her er menneskene overladt til sig selv og til deres tilfældige beslutninger. I modsætning til Søren Ulrik Thomsen, der erindrer sig lyset midt i mørket og døden, er Johannes Jørgensens digte det rene fravær af lys og liv. Digtene erindrer stort set intet, de beder og bønfalder og kræver og forlanger. De tror ikke på et lys og et liv – derfor skriger de efter det. Man mærker smerten og fraværet i et digt med titlen ”Langfredag”:
Herre, de siger, Du for os er død,
at i dit navn er Frelse fra al Nød –
ser Du da ej, o Gud, at jorden brænder,
at Døden pløjer Verden med sin Plov –
den verden, Du har skabt saa rig og fager –
at Klinten kvæler Hveden paa Din Ager,
og Lysets Rige bliver Mørkets Rov?
Ser Du da ej vor Kval, som aldrig ender?
Ak, sover Du som Du i Skibet sov?
Herre, staa op og vis Dig i Din Vælde!
Lød der en Røst fra Evighedens Fjælde?
»I har korsfæstet begge mine Hænder« …
Skriget og desillusionen træder tydeligt frem. Jorden brænder, og døden pløjer verden med sin plov - lysets rige bliver mørkets rov. Der er intet håb og ingen forventning og drømme om, at tingenes tilstand kan blive bedre. End ikke Gud kan gøre noget. Ham har menneskene jo bundet hænderne på, så han ikke kan hjælpe.
Styrken i digtet ligger i kontrasten mellem de menneskelige beskyldninger og så Kristi svar. Og beskyldningerne er mange. Digtet bruger det personlige stedord – Du – op til syv gange. Syv gange går menneskene i rette med Kristus: ser Du da ej, sover Du, står Du ikke op, lyder det i en blanding af forurettelse og fortvivlelse.
I modsætning til Thomsen, der erindrer sig lyset, er Jørgensens digt en bøn om, at Gud må være der, selvom man ingen steder kan finde ham, og han ikke er i stand til at røre sig. Svaret fra evighedens fjelde er nemlig dobbelt. At svaret kommer fra det fjerne, "I har korsfæstet begge mine Hænder”, … er trods alt et svar og en stemme, der midt i mørket, lyder bekendt og beskyttende.
Det er ligesom barnet, der græder og råber efter sin far, og faderen langt borte svarer. Skønt barnet ikke kan høre, hvad faderen siger, kan det høre hans stemme. Det er nok. Bare stemmen og prosodien lader en varme strømme igennem rummet, uanset hvor harsk og barsk ordene nu er. Var der ingen, som svarede barnet, gik det til grunde på kort tid.
Dette gælder også for Jørgensens digt. Guds stemme lyder midt i angsten og tomrummet. Der, hvor Kristus selv er allermest alene, kommer han menneskene til undsætning. Korset er dødens stemme, men selve ytringen er livets og opstandelsens stemme, og peger således frem mod påskemorgen.
Lad os slutte med Grundtvig. Skønt han er opstandelsens digter, så kan han også fastholde os i døden og i smerten. Og det kan han, fordi han kendte smerten og døden og ved, at der er områder af livet, man ikke magter selv:
Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
ræk mig hånd, når øjet brister!
sig: Vi går til Paradis.
Amen