Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. påskedag, 06.04.2015
Predigt zu Lukas 24:13-35, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Hvor gik Kristus hen, da han gik ud af graven? Det er faktisk et spørgsmål, man godt kunne sætte sig ned og overveje. Hvor gik Kristus hen, da han gik ud af graven?
For hvor blev den opstandne dog af?
Det nye testamente har forskellige og til tider både kortfattede og modstridende opfattelser af hvor den opstandne blev af. Paulus finder ham i første omgang i mødet med de utallige andre. Så det er altså i mødet, at den opstandne er, ifølge Paulus.
Og således finder vi også beretningerne hos Johannes og i dag hos Lukas. Der kan disciplene heller ikke finde Kristus, før end at han møder dem. Hos Lukas og Emmaus-beretningen til i dag skal de endog helt ind i brydelse af brødet – altså nadveren – før end at de kan finde og møde Kristus. De møder Kristus i nadveren, og derved er Lukasevangelisten lige på dette sted helt i tråd med Paulus.
Så hvor gik Kristus hen, da han gik ud af graven?
Ja, senere i beretningerne farer han til himmels. Og fantasifulde er de skildringer af den himmelfarne Kristus, der tegner ham farende op i skyen så kun fødderne er synlige. Her er der i hvert fald ingen tvivl om, hvor Kristus gik hen, da han opstod. Han fòr til himmels.
Men så kommer problemet: Hvordan kan vi så møde ham i nadveren, hvis han sidder et sted i himlen, hvor der så end er? Hvis den opstandne helt konkret sidder et sted i verdensrummet, hvordan kommer han så ned i nadverens brød og vin, som vi jo netop hører om til i dag er mødestedet for den opstandne og os, og som også Paulus regner for mødestedet?
Hvordan sker det?
Tilbage i 1520’erne havde Luther en række debatter med andre teologer, der hævdede, at Kristus ikke kunne være i brødet og i vinen, når han nu var i himlen. Der kunne ikke være ”både-og”. Enten skulle han være det ene sted, eller også skulle han være det andet sted.
Mod dette postulat sagde Luther, at hvis det var tilfældet – at Kristus sad i sin himmel og ikke var i brødet og vinen - så var han en sølle frelser, for da ville han sidder der som ”en stork i en rede” uden at gøre gavn på jorden.
Fordi for Luther var der ingen tvivl om, hvor Kristus gik hen, da han gik ud af graven. Han gik så at sige over i brødet og i vinen. Hans krop er nu brødet og vinen på alterbordet, og her møder vi den opstandne, som det også sker for de to disciplene, vi hører om til i dag.
Derfor var det Luther om at gøre at kunne forene den opstandne krop med brødet og vinen. Kristus opstod og opstår i nadverens brød og vin, og her møder vi ham.
Det betyder også at hele den debat vi har ført her til lands i år – om Kristus er fysisk opstanden – ville Luther (og Paulus med) kun have hovedrysten til overs for. De ville sige, at Kristus er virkelig opstanden, og altså ikke opstanden blot i vore hoveder, men at opstandelsen slet ikke, hvis man skal være i de bibelske skrifter, kan omtales som ”fysisk”, men sandelig nok som virkelig. Hverken Luther - eller Paulus med ham - vil kunne se hvorledes en fysisk krop kan være i brødet og vinen.
Opstandelsen er virkelighed. Opstandelsen finder sted uafhængig af os. Men hvordan møder vi den opstandne, som jo netop er hele hensigten? Mødet med den opstandne er hele det nye testamentes fokus.
Mødet finder sted i nadverens brød og vin. Det er det, Paulus siger, og det er det, evangeliet til i dag så tydeligt peger på. Mødet finder sted i brødet og vinen, som er udtryk for Guds kærlighedsmåltid med os. Vi møder her den opstandne som brød og vin, og mødes af hans kærlighed til os, som da skal udmønte sig til kærligheden til hinanden – den kærlighed, der tør at elske – der vover at elske – fordi den elsker ud af syndernes forladelse.
Så hvor gik Kristus hen, da han gik ud af graven?
Han gik ind i dåb og nadver, hvor vi kan møde ham håndfast og begribeligt. Kristus svæver ikke rundt i verdensrummet, eller sidder fast dèr som en stork i en rede. Kristus er tilstede i dåben og i nadveren som en virksom kærlighed, der er lyslevende tilstede for dig og for mig.
Da Kristus gik ud af graven, forsvandt han ikke blot, men blev i allerhøjeste grad tilstede i den kirke, der bærer hans navn. Og hver gang vi døber et barn eller bryder brødet, som det sker i dagens evangelium, så erfarer vi tydeligt hans nærvær. Et nærvær af tilgivende overskud.
For Kristus blev ved opstandelsen ikke en svævende ånd eller en utrolig historie, vi skal leve på. Kristus blev nærværende i det han selv havde indstiftet: dåb og nadver. Vi har Kristus lyslevende hos os i det han selv har skænket.
Da Kristus gik ud af graven, gik han ud for din skyld. Derfor forsvandt han ikke væk til et andet sted. Han blev hos os, som disciplene også siger det til i dag: bliv hos os! Og det var hvad han gjorde. Kristus blev hos os, for at forny os og give os mod på både livet og døden.
For Herren er virkelig opstået, og har mødt disciplene, og senere endnu så også mødt dig og mig. Vi er også mødt af den opstandne, da han gik ud af graven. For da Kristus opstod, gik han ikke bort. Han gik til dig. Amen.