Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
24. søndag efter trinitatis, 18.11.2007
Predigt zu Mattæus 8:18-26, verfasst von Eva Meile
Under på under. Det kunne være evangeliets overskrift i dag, og det kunne være kristendommens overskrift i det hele tag
Nu først dagens evangelium: En fortælling om en underfuld helbredelse omkranset af en fortælling om en endnu mere underfuld dødeopvækkelse. Dog, fortælling er så meget sagt. Fortællingen om kvinden med de abnorme blødninger indskrænker sig til et øjebliksbillede af hendes forsigtige tilnærmelse til Jesus - hun berører blot kvasten på hans kappe - og en lige så kort beskrivelse af Jesu reaktion: han vender sig mod hende og siger: Vær frimodig, din tro har frelst dig. Og fra det øjeblik var kvinden frelst, står der. Fem-seks linjer - så er den historie fortalt - historien om et menneske, der på et sekund mirakuløst får et nyt liv forærende.
Lige så kortfattet berettes der om den døde pige, der bliver kaldt til live af Jesus. Hendes far beder Jesus komme og lægge sin hånd på pigen - så vil hun leve, siger han. Lige så enfoldigt og tillidsfuldt som kvinden med blødningerne. Jesus går med ham, jager den jamrende skare i huset bort med ordene: Gå væk, pigen er ikke død, hun sover. Og så tager han hendes hånd, og hun lever.
Under på under. Fortalt, som om underet var den selvfølgeligste ting af verden. Og det er jo det eneste, det ikke er. Underet er af en anden verden. I vores verden er det ikke underet, men lovmæssigheden og nødvendigheden, der råder. Dødens ubønhørlige lov er hos os det selvfølgeligste af alt. Derfor græd den døde piges familie og venner med rette. De vidste, at hun var død, og at intet i verden, i vores verden, kunne kalde hende tilbage til livet. Når man er død, er man død. Sådan er det med nødvendighed. Så man kan ikke fortænke dem i, at de lo bittert, da Jesus sagde: Hun er ikke død, hun sover kun.
Sover. Sikke noget sentimentalt snak, har de tænkt. "Døden er jo kun et blund, som vi fra søvnen kende", siger salmedigteren. Og det kan en digter sige, fordi hans sprog er et sprog af en anden verden end nødvendighedens, det er poesiens sprog. Og poesien er i slægt med eventyret, med det univers, hvor alt kan tænkes, og hvor man tør bruge de mest dristige bille.
Men i virkeligheden, I denne verdens virkelighed, er ordene om døden som en søvn en kliché. Den, der har stået ved et elsket menneskes dødsleje, ved alt for godt, at her er der ingen vej tilbage, her vågner den døde ikke op, frisk fra et vederkvægende blund. Her stivner den kære krop, opløses og gemmes i den sorte jord. Og hvad skal vi - her i verden - sige til en kvinde - der opfører sig så overtroisk og primitivt som den syge kvinde i evangeliet. Hende, der tænkte: Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg rask. Nej, tænker vi: Så let går det ikke. Det var ikke så dårligt, om det gjorde! Om troen virkelig kunne kurere alle vore sygdomme. Så ville kirkerne ikke være så tomme, som de fleste af dem er!
Jamen - hvis undere ikke finder sted i vores verden, hvad skal vi så med disse beretninger? Beretninger fra vores religions barndom, den gang, da man helt anderledes uforbeholdent end i dag godtog det magiske, det mirakuløse?
Ja, hvad skal vi med dem? Vi skal høre om det univers, hvor underet virkelig har hjemme. Hvor det ikke er nødvendigheden, der hersker, men Gud. Evangeliet i dag er et billede af Guds virkelighed. Og dér er der vendt op og ned på alt, hvad vi anser for naturligt og uomgængeligt.
Når Jesus siger om den døde pige: Hun er ikke død, hun sover, så taler han sandt. Fordi han taler ud fra Guds virkelighed. Pigen er ikke død for Gud, han kan, hvad øjeblik det skal være, tage hende i hånden, rejse hende op, tale til hende og få hendes svar. Han kan vække hende af døde så let, som vi i vores verden vækker en sovende. For Gud er intet umuligt, derfor er underet hans domæne. Ja Gud selv er lig med under, lig med nødvendighedens død, lig med det helt nyes, det helt uventedes, det utænkeliges fødsel.
Og når Jesus siger til den syge kvinde, der rører ved hans kappe: Din tro har frelst dig - ja, så er det, fordi han ser, hvad mennesker ikke ser. De - eller vi - ser måske bare en lidt overspændt godtroende kone, men Jesus ser et menneske, der har sat foden på hellig jord. Som har forladt nødvendighedens verden og har begivet sig ind i Guds. Hun er ikke i tvivl om, at der hvor Gud er, der er også underet.
Hvis ikke det var sådan, var ordet Gud meningsløst. Også for os. Hvad er ellers meningen med vores trosbekendelse? Vi tror på syndernes forladelse, siger vi. Jamen hvis vi mener det, betyder det, at vi tror på det største af alle undere: At et menneske, som har vendt ryggen til Gud og utaknemmeligt har taget hans gaver: naturens skønhed, andre menneskers kærlighed og godhed som en selvfølge - at et sådant menneske, som måske er dig eller mig, bliver taget til nåde af Gud i samme øjeblik, som et suk af anger, hørligt eller ikke hørligt, slipper ud af hjertets sprække. At den, der har overtrådt alle Guds bud, blot kan sige "Forbarm dig!", og så forbarmer Gud sig, lukker ham eller hende ind i sit kærlighedsrige - det er under på under.
Og vi siger: Vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Vi gentager m.a.o. den bekendelse, som faderen til den døde pige i evangeliet aflagde: Når du lægger din hånd på hende, så vil hun leve. Når du, Gud, lægger din hånd på os - som du gør ved dåben - mens præsten med sin håndspålæggelse blot udfører sin embedspligt - så vil vi leve, i liv og død vil vi leve. Her på jorden vil vi leve i troen på at høre hjemme ikke kun i nødvendighedens verden, men også i den verden, hvor undere sker, hvor alt kan ske, hvor forvandling er mulig, selv i den forfærdeligste livssituation, fordi du, Gud, kan forvandle og forny alt og alle, hvor og når du vil.
Og i døden vil vi leve, fordi din vilje og kraft til forvandling ingen grænse kender. Selv kan vi ikke undslippe døden, men du kan forvandle vor død til en søvn, og vor søvn til evigt liv.
Hvilken frihed, der ligger i den tro. Eller med det ord, som anvendes i evangeliet i dag: Hvilken frelse! Amen.