Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter trinitatis, 07.06.2015
Predigt zu Lukas 16:19-31, verfasst von Peter Fischer Møller
Vi har lige holdt vores årlige seminar for præster i Roskilde Stift. Godt halvdelen af stiftets præster, 150 i alt har været samlede i 2 døgn og lyttet til gode foredrag og deltaget i spændende teologiske og kirkelige drøftelser – og så har vi festet. Vi klædte os måske ikke i purpur, men i hvert fald i mange forskellige slags fint linned. Vi fik god mad og herlige vine og dansede lanciers og til mere moderne toner til den lyse morgen.
Og her ugen efter skal vi så i gang med historien om den rige mand og Lazarus. Stærk kost for sarte sjæle.
En historie om at se og overse, om uretfærdighed og konsekvens – og om et evangelium, der heldigvis rækker længere og dybere, end vi fatter
Vi har gennem det sidste halve år fejret jul og påske og pinse. Vi har været tilskuere og tilhørere. Vi har fulgt Jesus rundt i det hellige land. Vi har hørt hele hans historie fra krybbe til kors. Vi har fulgt med i disciplenes skam over at have svigtet ham og sorg over at have mistet ham, og deres undren over hvad det egentlig var der skete påskemorgen med den tomme grav og opstandelsesbudskabet. Vi har set hans fodaftryk på Oliebjerget den dag han for til himmels. Og vi har hørt om hvordan han derefter kom til verden på en ny måde, hvordan Helligånden kom over disciplene, så de fik mod og evner og kræfter til at bære inspirationen fra det Jesus havde sagt og gjort ud i verden. Og det gjorde de. Historien er gået fra mund til øre, fra bedstemor til barnebarn ud over hele jorden, så den også er nået til os her på Göttinger Predigten.
Vi har siddet på skolebænken i et halvt års tid fra advent til trinitatis og læst og lyttet. Nu skifter billedet. Nu retter Jesus sommersolen som en projektør mod os. Fra og med i dag og indtil vi til advent igen begynder at tælle ned til jul, er det os og vores liv med hinanden, der er i centrum.
Er kristendommen bare en del af vores tradition? Er kirkerne mest smukke kulturmindesmærker? Er Bibelen kun en bog, som får lov at ligge og samle støv på bogreolen? Eller er der stadig liv i foretagendet?
Har Jesu historie gjort indtryk på os? Provokerer hans fortællinger os stadig? Betyder det noget for os, at Jesus døde og opstod? Puster hans ånd stadig nyt liv i os?
De spørgsmål vil følge os i kirkerne verden over de næste 6 måneder, gennem trinitatistiden. Trinitatistidens farve er grøn. Grøn er håbets farve, for Gud lever i det håb, at evangeliet kan nå ind på livet af os, kan tænde kærligheden i vores hjerter og give os mod og kræfter til at tage fat.
Og grøn er vækstens farve. Meningen er, at historierne her skal få os til at vokse som mennesker, til at modnes og bære frugt til gavn og glæde for andre.
Derfor lægges der ingen fingre imellem i dag. Den gammeltestamentlige læsning var krystalklar: det der kræves af os som mennesker er social anstændighed. Det er ikke faste og andre fromhedsøvelser, det handler om, men det at kæmpe imod ondskab og undertrykkelse, at dele sit brød med den sultne og give den hjemløse husly.
Enkelt at forstå, men svært at efterleve.
Og oven i får vi så historien om den rige mand og Lazarus.
Den rige mand har mere end rigeligt, han spejler sig i de andres beundrende blikke. Den fattige mangler det hele. Ingen ser ham undtagen hundene, der kommer for at slikke hans sår.
Sådan var denne verdens gode så uretfærdigt fordelt på Jesu tid. Hvordan ser det ud i dag? Der er desværre stadig millioner af mennesker, der går i hundene, mens vi andre har meget mere end til dagen og vejen. Og oven i står vi nu overfor en menneskeskabt global opvarmning, som i første omgang særligt rammer verdens fattigste.
Uretfærdigheden får i Jesu fortælling endnu en drejning. For oven i den afgrundsdybe sociale ulighed kommer det, at den rige mand overhovedet ikke lægger mærke til den fattige. Hvordan kunne han dog være så blind, spørger vi? Samtidig med at vi i morgenavisen blader hurtigt forbi notitsen om at endnu et skib med bådflygtninge er gået ned på Middelhavet og endnu nogle hundrede ulykkelige mennesker er druknede – for at nå hen til siden med jubilæer og runde fødselsdage.
Der er meget der ligner noget vi kun alt for godt genkender.
Men midt i det sker der noget overraskende. I vores verden er det de indflydelsesrige, trendsætterne og provokatørerne, der har et navn. Det er dem, man kan læse om i avisen, dem der skrives nekrologer om, når de dør.
Men når Jesus fortæller historier er det andre folk, der fremhæves, andre hvis navne og skæbner huskes. I historien her er den rige ganske anonym, men den fattige har et navn: Lazarus. Det kan godt være, at han er overset af mennesker, men han er set af Gud, og nu også af os.
Det var den første del af historien.
I den anden del viser Jesus os den omvendte verden.
Nu efter døden er rollerne byttet om. Den fattige Lazarus, der døde i vejstøvet, får hæderspladsen hos stamfar Abraham. Mens den rige får lov til på sin egen krop at mærke, hvad han ikke havde blik for mens han levede: hvordan det er at tørste og mangle.
Ganske retfærdigt kan man sige, selvom det virker ret chokerende på os, der nok har lettest ved at genkende os selv i den rige mand.
Så kan han vel lære det, kunne man tænke. Men det er tilsyneladende ikke så let. Også efter døden tænker den anonyme rige mand stadig kun på sig selv og sin egen familie nærmest. Det højeste han kan svinge sig op til er at tænke om Lazarus som en slags lakaj, han kan sende i byen efter vand. Han er ikke blevet meget klogere.
Til gengæld skulle vi gerne blive klogere. Ja, mere end det.
Jesus giver os med fortællingen her et ordentligt skub bagi. Han siger: Åben øjnene! Sådan ser verden ud. Der er mange, der har det elendigt, der er store uretfærdigheder, som vi må se at få gjort noget ved. Jesus zoomer ind på en af denne verdens underprivilegerede og oversete og siger: her har I Lazarus. Navnet Lazarus betyder "Gud hjælper", og historien her viser, hvordan Gud har blik for ham og tager hånd om ham. Men ude i hverdagen, siger Jesus, er det altså ved hjælp af jeres hænder Gud vil hjælpe manden. Se nu at komme i gang.
Det kan være svært at bevare optimismen og troen på en bedre verden. Det er meget lettere at sige: hvad kan lille jeg dog gøre overfor alle de sygdomme og ulykker og krige og uretfærdigheder, der dagligt strømmer ind til os gennem fjernsynsskærmene.
Men det er netop for ikke at synke hen i den slags modløshed og kynisme, for ikke bare at lade stå til og nøjes med at rave til sig selv og sine egne, at vi samles her til gudstjeneste.
For at blive mindet om at livet ikke er vores ejendom, men Guds, at Gud ikke kun har skabt os, men hvert eneste menneske på jorden, at hvert eneste menneske er hans, uerstatteligt og højt elsket. Den rige mand tænkte i første omgang kun på sig selv og derefter lidt på sine kødelige brødre. Når vi samles til gudstjeneste får vi at vide, at vi alle sammen er medlemmer af samme familie, at vi er hinandens brødre og søstre, at vi har ansvar for hinandens liv og velfærd.
Og så er der en sidste, vigtig pointe, vi skal have med.
Jesu fortælling er jo noget af en gyser for de af os, der har lidt svært ved at få gjort alvor af det med at dele med dem, der har for lidt. Hvad hvis vi ligner den rige mand mere end godt er? Hvad hvis vi kan genkende lidt for meget af hans selvoptagethed og uopmærksomhed fra os selv? Er vi så fortabte? Ender vi så som tørstende stakler i dødsriget?
Det var jo sådan man skræmte folk i gamle dage, med trusler om hvor galt det ville gå dem i evigheden.
Vi kan se det rundt om på kalkmalerierne i vores kirker.
Men jeg er overbevist om, at det ikke en den slags navlebeskuende bekymringer, Jesus vil have sat gang i, ligesom han ikke vil berolige denne verdens undertrykte og nødlidende ved at udstede veksler på evigheden.
Nej, han fortæller ikke historien for at vi skal gyse eller glæde os over os selv, men for at vi skal få øje på de andre.
Faktisk endte han med selv at give sit liv for at få de selvoptagne disciple og alle os andre til at fatte, at Gud virkelig er den ubegribeligt kærlige far, han havde fortalt om i sine lignelser, at vi er set og elsket af Gud - på trods - hver eneste af os, og at vi med det glædelige budskab i ryggen slet ikke behøver bekymre os for, hvordan vi skal blive til noget i andre menneskers eller i Guds øjne, men kan rette opmærksomheden mod noget meget mere spændende og perspektivrigt, nemlig det skaberværk Gud har betroet os ansvaret for og de mennesker vi har fået til opgave at leve sammen med.
Jesus vil med historien om den rige mand og Lazarus tænde vores engagement. Han vil have os ud af lænestolen. Han venter sig noget af os.
Gud lader sin sommersol lyse over os, projektøren er drejet mod os og mod Lazarus. Han er derude, og han har brug for din indsats! Det er bare om at komme i gang. Amen.