Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter trinitatis, 21.06.2015
Predigt zu Lukas 15:1-10, verfasst von Niels Henrik Arendt
Hvorfor forlader hyrden de 99 får og går ud efter den ene, han har mistet? Det gør han, fordi dette får er blevet borte. Og det menneske, der har mistet orienteringen i livet og slet ikke kan finde ud af det, skal vide, at Gud er det nær - lige netop hvor det befinder sig. Mellem Gud og de råd- og vej-vilde består der et særligt fællesskab. Ude i vildnisset færdes Gud utrætteligt, fortæller Jesus, fordi han vil være Gud for dem, der har mest brug for ham.
Sådan tænkte man ikke på Jesu tid. Måske gør vi det heller ikke i dag. Men dengang var man i hvert fald ikke bleg for at sige lige ud, at det var kun de fromme, der kunne vove at tænke på at nærme sig Gud. De måtte adskille sig fra andre mennesker i opførsel eller væsen. Når de talte til Gud og om Gud, måtte det ske med ærefrygt, for Gud var helt anderledes end mennesker, især anderledes end almindelige mennesker. Engang ved tidernes ende skulle de hellige spise sammen med den hellige, og mens de ventede på det, passede de på ikke at spise sammen med de mindre hellige. Der kunne jo ikke også være fællesskab til den side, hvis de engang skulle nyde fællesskab med Gud.
Jesus var ikke så omhyggelig i sit valg af spisefæller. Han spiste sammen med dem, der befandt sig længst borte fra Gud, dem hvis forhold til Gud var mere end tvivlsomt, snart tiltrukket snart frastødt, men i hvert fald uden den mindste antydning af hellighed i folks omdømme. Ham om det, kunne man selvfølgelig sige. Men Jesus lod skinne igennem, at ved sådanne lejligheder var det Gud, der var i færd med at spise med dem, han havde udvalgt. Folk, der havde regnet sig for Guds nærmeste, fik at vide, at Gud færdedes blandt dem, de mente befandt sig i den yderste kreds.
Når Jesus, foranlediget af de toneangivendes vrede, så giver sig til at tale om Gud, gør han det samme i ord, som han allerede har gjort i handling. Han fortæller om Gud i lignelser, dvs. han sammenligner Gud med almindelige jævne mennesker. Sommetider sammenligner han ham godt nok også med en konge eller stor herre, men så er det næsten altid en konge, der bærer sig højst ukongeligt ad - eller kongeligt på en helt uventet måde.
Tiest sammenligner Jesus Gud med jævne folk - som i lignelserne om hyrden eller lignelsen om den tabte drakme, hvor hovedpersonen er husmor. Vi forbinder noget idyllisk-romantisk med en hyrde, men blandt folk på Jesu tid blev det betragtet som et snavset, simpelt stykke arbejde at passe dyr, ja, syndigt i mange af de frommes øjne. Det må have forekommet dem usigeligt plumpt, grænsende til det blasfemiske, når Jesus talte om Gud på den måde. Men en ting stod klart for dem: det var ikke for at gøre nar, Jesus mente det alvorligt. Det var hans mening, at Gud ikke var den ophøjede, som man dårligt kunne driste sig til at komme nær, men at Gud uden hensyn til sin egen hellighed havde nærmet sig til menneskene, og at Han ikke havde udvalgt sig dem, der i det mindste stod Ham nærmest, men dem, som vandrede i den yderste kreds. Jesus slog hul i Guds hellighed, sådan som man hidtil havde opfattet den.
Det er også tilfældet, når Jesus lignelsen om den tabte drakme afbilder Gud i skikkelse af en kone. Når det drejede sig om Gud, stod kvinderne ganske afgjort i anden række. Det huslige arbejde og nabo-kone-kaffen som billede på Guds forhold til mennesker - det var chokerende. Men Jesus gik endda et skridt videre: han fortalte ikke blot, at i vores ganske almindelige hverdag følger Gud os (og derfor kan begivenheder fra den samme hverdag også bruges som billeder på Gud), han sagde, at Gud følger efter mennesket helt derud, hvor livet går i stykker for det. Gud er ikke bare uden for inderkredsen, han er langt, langt borte fra en urørligheds-himmel, uden for de yderste cirkler, ude i ødemarken, hvor fællesskab, helhed, indforståethed, tryghed ikke findes, hvor alle veje er vildveje.
Derude findes Gud ikke, sagde de fromme, for det er fortabelsens øde. Jo, siger Jesus - for derude har mennesker mere brug for Gud end noget andet sted, så derude er han - sådan er Gud, rede til at samle op, hvad der er tabt, rede til at hele, hvad der er gået i stykker. Derude, på det mindst hellige af alle steder, bliver et fællesskab til, fællesskabet mellem det fortabte menneske og den Gud, der har slået hul på sin egen hellighed, er vandret ud af den, for ikke at være borte fra dem, som har brug for ham.
Sådan går Gud med os ud af kirken. Som Jesus opsøgte de udstødtes huse og tog Gud med sig derind, sådan går han med mennesker i dag på deres veje, også dem, som man måske skulle tro var fjernest for ham. Ikke for at godkende alle menneskelige vildveje, men for ikke at slippe de mennesker. Og selvom vi måske bilder os ind, at vi er på rette vej, hører til de vellykkedes, succes-riges, stærkes kreds, så ender vi også derude, hvor livet enten går i stykker for, og vi hverken ved ud eller ind - eller hvor vi slår det i stykker for andre. Det sidste er måske det mest almindelige.
Der findes for os alle en ødemark, hvor alle veje er vildveje, der ingen steder før hen. Vi forsøger os måske ad selvhævdelsens vej - eller vi lægger os selv for had og regner det for fuldstændig ligegyldigt, om vi bærer os ad på den ene eller den anden måde. Eller vi gør, hvad man gør, lever så ordinært som muligt - og erfarer alligevel, at ægte fællesskab findes ikke i den fælles jagt på ting. Det hele går op i beregning, også vores forhold til andre. Ødemarken kan brede sig selv ind over de nærmeste forhold mellem mennesker, mellem ægtefæller eller forældre og børn. Måske synes det os, at netop sådan er vores liv, måske har vi endnu ikke opdaget, hvor meget vi er gået ved siden af det, som var meningen med os.
Men nu siger Jesus altså, at på menneskets vildveje færdes Gud, at derude leder han efter os. Han holder sig ikke for hellig, han holder sig ikke for ophøjet. Ørkenen, stedet hvor alt fællesskab er brudt, hvor tryghed, helhed og mening er blevet borte, bliver det hellige sted, fordi Gud vil møde os dér.
Gud er helt anderledes, sagde de toneangivende på Jesu tid - men den måde, de tænkte om Gud på, var måske alligevel ikke så anderledes endda, den passede alt for godt til deres egen inddeling af menneskene. Gud er virkelig anderledes, end folk troede, ja, bestemt også anderledes end de troede, som Jesus færdedes mest iblandt. Han er der, hvor man ikke venter det, hele tiden.
Han kan blive borte for os, men vi kan ikke blive borte for Ham, for når vi er borte fra det, der var livets mening, så er vi dog, hvor han søger os. Hvorfor forlader hyrden de 99 får og går ud efter den ene, han har mistet? Det gør han, fordi dette får er blevet borte. Og det menneske, der har mistet orienteringen i livet og hverken kan finde ud eller ind, skal vide, at Gud er det nær - lige netop hvor det befinder sig. Jeg tror, det netop er vores situation nu. Og derfor er dette et saligt budskab. Hvad kan os komme til for nød, når Herren er vor hyrde? Amen.