Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. Søndag efter trinitatis, 28.06.2015
At møde sit menneske i øjenhøjde
Predigt zu Lukas 6:36-42, verfasst von Anders Kjærsig
”Det gælder om at møde sit medmenneske i øjenhøjde – også når det ligger ned”. Sådan sagde Kirkens Korshærs afgåede chef, Bjarne Lenau Henriksen, for et par år siden i et interview, da han blev spurgt om sit menneskesyn. Det lød i kortform: ”Det gælder om at møde sit medmenneske i øjenhøjde – også når det ligger ned”.
Da filminstruktøren, Per Fly, læste interviewet, tog han kontakt til Bjarne Lenau Henriksen for at tale med ham om betydningen af dette menneskesyn. Det blev siden til filmen ”Bænken”, der sætter fokus på den rige verdens sociale problemer og mennesker på bunden af samfundet.
Fly skildrer i filmen en forhutlet og alkoholiseret bums, der lever på gaden og sover på bænke. Der af titlen: ”Bænken”. Hovedpersonen bliver i filmen betragtet som bundet af samfundet og bliver også behandlet sådan. Ingen ser på ham i samme højde, som han befinder sig. Og det er Flys budskab.
Når en præst og korshærschef kan tale om mødet med medmennesket i øjenhøjde, og en filminstruktør kan lave en film, der udspiller samme tematik, er det ikke ord og temaer, der er grebet ud af den blå luft. Det er ord, der har baggrund i det menneskesyn, der kommer til udtryk i kristendommen. Ikke sandt?
Man kunne også stille spørgsmålet: Hvad er barmhjertighed? Er barmhjertighed ikke at se sit medmenneske i øjenhøjde – også når det lider og man knap gider trække på smilebåndet? Og hvad hvis det er den lidende, der viser barmhjertighed? Hvordan forstår vi det?
Jeg kommer i denne sammenhæng til at tænke på Dostojevskijs gigantiske roman Idioten. Den handler om den blåøjede fyrst Mysjkin, der slår sig ned i St. Petersborg, hvor selve handlingen udspiller sig.
Dostojevskijs skildrer Mysjkin som et menneske med et helt igennem godt, retfærdigt og smukt sind. Han er en Kristus skikkelse og står som en kontrast til alle de øvrige personer, der findes i romanen. Der er ingen egoistisk bagtanke gemt i Mysjkins handlinger og tale. Han er barmhjertig over for de, han ikke burde vise barmhjertighed. Han møder sine medmennesker med barnets tillid, tilgiver enhver krænkelse og undskylder enhver svaghed. I sin grænseløse kærlighed til det andet menneske kan han derfor kun opfattes som en idiot. Deraf titlen.
”Det gælder om at møde sit medmenneske i øjenhøjde – også når det ligger ned” for nu at gentage Henriksens ord. Idioten lægger ned op til flere gange i romanen, alt i mens han lige så mange gange rejser andre op, så de kan komme videre. Også mens han selv sidder fast.
Nogle ligger ned for at rejse andre. Andre står op for at sparke på de, der ligger ned. Logikken kan somme tider være både mærkelig og kynisk.
Goya har et billede med titlen ”Henrettelsen”. Det er malet under den spanske borgerkrig. Det forestiller en mand, der står op af en klippe eller et bjerg, så han ikke har en chance for at flygte. Han er en fjende og en sabotør. Foran ham står der fire soldater med løftet og ladte geværer klar til at affyre de dræbende skud.
Billedet er et eksistentielt billede, der uden omsvøb skildrer den menneskelige gru. Her betyder et liv intet. Vi ser beslutsomheden i soldaternes ansigter, den måde de holder geværet på og de sammenknebne øjne, som fokuserer mod den rædselsslagene mands hjerte. Der er ingen nåde eller barmhjertighed i deres blikke. De gør blot det arbejde, de er sat til at udføre.
Mandens ansigt svarer til Edvard Munchs billede: ”Skriget”. Det er tømt for alle de nuancer som et ansigt normalt indeholder. Det udtrykker kun angst. Det er angstens eget udtryk: gru, ensomhed, udelukkelse, fremmedhed, mørke og død.
Jesus tilgav sine bødler deres handlinger: thi de ved ikke, hvad de gør. Soldaterne ved, hvad de gør, men den henrettede: hvad gør han? Tilgiver han og beder for dem, der skyder ham? Er det Guds plan med menneskene? Er der slet ingen barmhjertighed i dette billede? Er det den rene kynisme, som blot fremstilles uden indpakning og uden omsvøb? Her ved man, hvem de gode og de onde er. Der gode holder geværerne. Men er den henrettede da gennemført ond? Vi ved det ikke. Billedet siger intet om det. Og alligevel: ”Det gælder om at møde sit medmenneske i øjenhøjde også selvom det ligger ned”. Men hvem bestemmer, hvem der ligger ned og står op?
De, der deler andre folk ind i gode og onde mennesker, regner som regel altid sig selv for de gode. Det samme gælder dem, der deler ind efter princippet de rigtige og forkerte, de regner sig selv blandt de rigtige. Og det kunne også siges for begrebsparret kloge og dumme og for idioter og ikke-idioter. Selv for dem, der ligger ned og står op kan begrebsparret anvendes. Den, der ligger ned, sparker sjældent til den, der står op.
Det er sjælden den onde eller den forkerte, idioten, ham der ligger ned eller den dumme og blinde, som laver skellet mellem gode og onde og rigtige og forkerte og kloge og dumme, idioter og ikke-idioter, den faldne og den oprejste. Det er svært at se splinten i sit eget øje. På nær lige århusianerne.
En historie lyder således: Hvad er forskellen på en århushistorie og en molbohistorie, spurgte molboen århusianeren, der selvtilfreds svarede - de første er virkelige. Men det er en undtagelse.
”Det gælder om at møde sit medmenneske i øjenhøjde – også når det ligger ned”. Det kunne være opskriften i kortform på, hvad kristendom grundlæggende går ud på. Jesus lægger sig ned for at rejse andre op. Det ligger i selv spændingen mellem korsfæstelse og opstandelse. Jesus blev ophøjet på et kors.
Det skal vi lære af. Vi skal ikke gøre det Jesus gjorde, men vi skal bøje os dybt, så vi kan se vore medmennesker fra det perspektiv, hvor man ligger ned.
Amen.