Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
5. søndag efter trinitatis, 05.07.2015
Predigt zu Luks 5:1-11 , verfasst von Eva Tøjner Götke
Det med at disciplene bliver kaldet til at fange mennesker – eller blive ’menneskefiskere’ som der står hos Matthæus og Markus har altid, efter min mening, fremmalet et negativt syn på mission.
Billedet fremstiller mission som et slags bondefangeri.
Som om man lokker folk i fælden og strammer garnet omkring dem, når de endelig er blevet døbt og kristnet, som var de fisk i et net: indelukkethed, ufrihed, massekultur.
Jeg synes det er et problematisk billede, fordi det jo har været sådan til tider i missionens historie, at det gjaldt om at vinde folk til sig, kristne dem, fange så mange mennesker som muligt – lokke dem med sygehuse og skoler og rent vand.
Men i virkeligheden handler missionærernes historie jo om enkeltmennesker, der oprigtigt af hjertet forlod deres hjemland i Europa – for at drage f.eks. til Afrika eller Asien og gøre en forskel, gøre godt, hjælpe dér hvor der er fattigdom og sygdom og undertrykkelse.
Men billedet med at fange mennesker er blevet belastet.
For der gives så mange eksempler på, at religion udarter til undertrykkelse og ufred.
Der har været mange overgreb i religionernes navn.
Ikke kun i kristendommens historie, men indenfor alle religioner.
Når religion bliver til et spørgsmål om at fange mennesker, få flest tilhængere, udrydde de andre og indenfor egne rækker stramme garnet og stille uhyrlige krav til hvad rettroenhed er – så er religion ikke længere af det gode, til det gode, men kilde til ufred og krig mennesker imellem: imellem folkeslag, imellem naboer, imellem familiemedlemmer.
Billedet med at fange mennesker er belastet - så belastet at vi i dag, i tolerancens navn, nærmest ikke tør vedkende os vores kristentro.
Hver er salig i sin tro, siger vi – og taler så ikke mere om det – om det at tro.
Tro er det største tabu i Danmark.
Vi tror vi er så frie og tolerante, men vi lever med et stort tabu – vores tro.
Det har betydet at vi har mistet sproget for det, mistet ordene og måske endda mistet øre for det.
Denne såkaldte tolerance vidner måske også om, at vi ikke selv kender forskellen.
At vi ikke selv kan se, hvilken forskel den kristne tro – eller det at tro - gør for os.
Det hjælper evangelieberetningerne os til at se.
Den forskel kunne Peter i dagens evangelium i hvert fald se.
Før var han fisker.
Nu skulle han have med mennesker at gøre.
Det er vel i bund og grund det, billedet af menneskerfiskeren henviser til. Og ikke alt det andet som vi hører og lægger i det.
Fra nu af skal du noget andet end at komme hjem efter en lang nat med tomme garn, siger Jesus til ham.
Det er den nye virkelighed der gives Peter.
Det meningsløse skal erstattes med noget meningsfuldt.
Du skal være noget for andre mennesker. Fange mennesker.
Det belastede billede henviser til denne forandring i hans liv.
Fra at være fisker i Genesareth Sø til at slippe garnene og lægge sit liv i Vorherres hånd, leve på hans ord, handle på hans ord, prædike på hans ord, give det ord videre, som han selv har fået givet.
Efter en lang nat på søen uden af have fanget den mindste fisk – det kan jo ske – alt imens han sammen med de andre er ved at rense garnene – til ingen verdens nytte – kalder Jesus på ham og beordrer ham ud på dybet igen.
Det er selvfølgelig meningsløst. Der er jo ingen fisk.
Men Peter siger de vigtige ord: ”På dit ord vil jeg kaste garnene!”
Underforstået: når du siger det, - på dit ansvar – jeg selv kan ikke se nogen mening i det.
Og garnene fyldes af fisk så de er ved sprænges. Og vennerne kommer ham til hjælp og de tømmer nettene sammen.
Det er selvfølgelig noget af et under.
Et under kan ikke forklares, men det forklarer derimod noget for én.
Peter forstår sig selv og sit liv i lyset af dette under.
Hans første udbryd er en frygt for det store.
Han erkender sin lidenhed og uformåenhed og utilstrækkelighed – Det her kan jeg ikke være med til. Gå bort fra mig, Herre, jeg er en syndig mand!
Og det er i kontrasten til denne selverkendelse- dette mindreværd - at Jesus siger ordene: ”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker” – Underforstået: jeg kan bruge sådan én som dig.
Jeg giver dig del i min myndighed, jeg giver dig mit ord, det skal du tage til dig, leve på, leve af – på mit ord skal du gøre det, leve, elske, selvom du ikke forstår noget som helst.
Det er noget af en kaldelse!
Peter får et nyt liv foræret.
Underet kan ingen forklare, men det har forklaret ham noget om at være menneske og leve på Herrens ord.
Det er evangeliets ord til enhver af os i dag.
Og det ord gør en forskel.
Det gør en forskel om vi tror – på hans ord – kaster al frygt fra os og tror – eller om vi bliver ved med at røgte de tomme garn.
Der er forskel på at leve i verden med al dens meningsløshed, hver dag være vidne til denne meningsløse lidelse, til fattigdommens net om den tredje verden og til rigdommens tomhed i vor verden.
- Der er forskel på at leve i denne verden, med al dens fallit og spildte liv og nyttesløse arbejde, - og på at leve på Hans ord, kaste garnene ud på hans ord – hengive sig til livet og til andre mennesker på hans ord.
Forstå sig selv på hans ord, som tilgivet, selvom vi allesammen er syndere og meler vores egen kage og vil tage æren selv for alting.
Der er forskel på at leve med sig selv og sit liv – på hans ord – og lægge vores liv i Guds hånd, i en glad og frimodig tiltro til det gode,
til at der findes en kærlighed, der kan rumme al den meningsløse falskhed og uærlighed, som vi formår at lægge for dagen – og forvandle den til noget godt,
befri os fra det net, frygtens net, mindreværdets net, der lægger bånd på os,
befri os fra dødens garn, fra det net, som vi som fisk filtres ind i og som gør os handlingslammede,
gør os til massemennesker, der undskylder vores manglende engagement med at det gør de andre heller ikke.
Vi kan ikke selv gøre denne forskel i vores liv.
Vi kan ikke befri os selv fra alt det rod vores liv har del i.
Vi bliver nødt til at få det forklaret.
Nogen må redde os, hjælpe os. Befri os fra al den her meningsløshed.
Nogen må rive os op fra dybet.
Gud satte sin søn til at gøre det.
Til at være menneskefisker.
Og ingen kan næppe beskylde ham for at have gjort det for sin egen skyld, for at få flest mulige tilhængere og tilbedere.
Han gjorde det alene af kærlighed. Til mennesket.
For vores friheds skyld.
Og vi har fået så meget frihed, at vi glemmer alt om det, der er gået forud og bilder os ind at vi skylder os selv alt det, der er af godt her i verden.
Peter var engang en ydmyg fisker fra Genesareth Sø – og paradoksalt nok, og med garanti mod hans vilje er symbolet på ham i dag en stor prangende kirke i Rom, der bærer hans navn, og som skinner af guld og lugter af røgelse.
Det er faren ved religioner.
Det begynder i ydmyghed, i en personligt erfaret frihed og lyst til at bruge denne frihed til gavn for andre – og det kan ende i den rene selvforherligelse.
Må evangeliets ord kalde os alle til at fange mennesker – ikke for vores egen selvbekræftelses skyld – men for – oprigtigt af hjertet at dele livet og give videre af den glæde, som vi selv har erfaret ved at have fået lov til at kaste garnene ud på hans ord. Amen.