Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
6. søndag efter trinitatis, 12.07.2015
Predigt zu Mattæus 5:20-26, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Inden man træder ind i vores kirkerum, kommer man igennem våbenhuset. Det hedder et våbenhus, fordi man i gamle dage skulle lægge sine våben fra sig her, Guds hus er helligt, så her skal der være fred og at man derfor ikke må have våben, knive eller værktøj med ind.
I dag bruger vi våbenhuset til lige at få rette lidt på håret, så vi ser anstændige og pæne ud inden vi går ind i kirken, og vi tænker ikke over våbenhuset, som et sted, hvor vi skal lægge noget fra os. Vi har jo heller ingen synlige, fysiske våben, som vi skal af med, men måske kunne det være en overvejelse værd, hvad vi burde lægge fra os i våbenhuset: Alt det ikke-synlige, særlige karaktertræk eller følelser som vrede, jalousi, misundelse, begærlighed, had og smålighed, det går vi alle rundt med i større eller mindre omfang, men som bør vi lægge fra os inden vi går ind i kirken.
Men ikke bare det, der kommer fra os, også alt det de andre kan have mod os: forhold som ikke er i balance og vatter – ting der er gået skævt mellem os, selv om vi måske synes vi har al ret og rimelighed på vores side.
Det Jesus siger i teksten til i dag kunne tyde på, at Han mener noget i den retning. I hvert fald siger Han: ”Når du bringer din gave til alteret, og der kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret, og gå først hen og forlig dig med din broder, så kan du komme og bringe din gave.”
Gaven vi bringer er jo os selv, vores opmærksomhed, vores lovsang, vores tak og vores åbenhed over for Guds kærlighed, Ordet og sakramenterne og Hans velsignelse. Som mønten bærer statsmagtens symboler og derfor skal gives tilbage til staten til skat og afgifter og daglige fornødenheder, så bærer vi Guds billede, og derfor skal vi give os selv – det er vores gave til Gud: os selv.
Men jeg er bange for, at hvis vi efterlevede Jesu ord fra dagens evangelium, hvis vi kun kom i kirken, når vi har fred med andre og de har fred med os, så ville der ofte ikke blive nogen Gudstjeneste. Nej, for følelser, dem kan man jo ikke bare sådan lige kaste af sig. Følelserne er der, og jo mere jeg forsøger at undertrykke dem, jo stærkere bliver de som regel. Så det er ikke nemt.
Man siger jo, at vi ikke skal lade solen gå ned over vores vrede. Men hvad gør jeg, hvis solen i betænkelig grad nærmer sig horisonten, og jeg stadig er vred, bitter, skuffet, fornærmet og sur? Jeg kan være så vred, at det synes lettere at standse solen end at komme af med min vrede. Ja, man kan være så vred, at det føles som om vreden kan standse solen i sin nedgang.
Sådan kan livet være indimellem. At vi er vrede, også når solen er gået ned. Og vreden, den kan være svær at lægge fra sig som et andet våben i våbenhuset. Ikke desto mindre så siger Jesus: Du skal. Du skal tilgive. Du må ikke være vred. Ja, bare du siger ”tåbe” til din bror, søster, nabo, kollega eller den tilfældige i trafikken, så er du skyldig til Helvedes ild.
Jesu befalinger er ikke overkommelige. Han er ikke sådan at blive færdig med og få fred for. Ingen kan efterleve Jesu befalinger til fulde. Om vi så var nok så fromme og havde nok så store intentioner og idealer, så ville vi aldrig kunne leve op til bjergprædikenens krav.
Vi kan måske nok lægge våben fra os i våbenhuset, men vreden, hævntørsten og retfærdighedskravet, det bærer vi alt sammen ofte i hjertet med ind hos hinanden og ind i kirkerummet. Ganske enkelt fordi vi ikke magter sådan bare lige at slippe følelser.
Det er altså et paradoks som ordene af Jesus i dag sætter os i. På den ene side en befaling om, at jeg ikke må være vred på mine medmennesker. På den anden side en erkendelse af, at jeg indimellem faktisk er vred. Og jeg kan ikke placere min vrede i våbenhuset. Min broder, som jeg er vred på, kan jeg heller ikke placere i våbenhuset. Der er nemlig ingen bænke i våbenhuset som er reserveret til dem, vi helst vil være foruden.
Men det bedste, man kan gøre, er måske også, om jeg tager den, jeg er vred på, med ind i kirken, om ikke fysisk, så i mit sind og mine tanker. Hvis jeg tager den, jeg er vred på, med til Gudstjenesten og i mit sind sætter mig ved siden af ham og hende, og vender mig mod alteret, så kan der ske noget, både med min vrede og med mig.
Når vi sidder i kirken, så ser vi op imod et kors. Et kors som har 2 bjælker. Og tværbjælken, den vil rumme mere end mig. Den vil også rumme ham, jeg er vred på. Hvis vi ser på tværbjælken så holdes vi fast på, at kristentroen handler om andet end Gud og mig. Den handler fuldt ud lige så meget om de andre, mine medmennesker. Også ham jeg er vred på. Tværbjælken på korset rækker ud og vil rumme alle. Den vil rumme både mig, der er vred, selv om jeg ikke må være det, og ham som jeg er vred på.
Og i det øjeblik jeg ser på den tværbjælke, så sker der noget med min vrede. Det er ikke sikkert at vreden går over, men min vrede bliver mindet om, at den må finde sig i, at Guds tilgivelse også gælder ham, jeg er vred på. Når vi lytter til evangeliet om syndernes forladelse, og forestiller os, at den som vi ikke kan tilgive sidder ved siden af og hører det samme som os, så kastes der et nyt lys ind over vreden. For så mindes vi om, at det at være retfærdiggjort; det er ikke noget vi selv kan gøre. Vi bliver netop retfærdiggjort af nåde ved Jesus Kristus.
Retfærdigheden, det er Guds gave til os mennesker, til ethvert menneske. Ingen er retfærdige. Men vi gøres retfærdige, af nåde!
Derfor tror jeg heller ikke vi skal lade noget som helst blive i våbenhuset, bortset måske fra paraplyen, men derimod tage det hele med i kirke: vreden, hævntørsten og hvad der ellers fylder os. Tage det med til Gudstjenesten og i kirken, hvor nåden og sandheden mødes, der, hvor alt bliver set i lyset af Gud, eller måske kan vi sige: med Guds øjne. Øjne der ser, dømmer og tilgiver.
Den nåde sætter os frie. Ikke frie til hvad som helst. Men frie til at gå hjem og møde vores næste, for vi skal stadig mødes med vedkommende og forsøge at komme til rette. Måske møder vi stadig vores medmenneske med vores vrede, men vi møder vedkommende som én, der er under den samme nåde som os selv. I glæden friheden og fællesskabet i Guds tilgivelse. Amen.