Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
10. søndag efter trinitatis, 09.08.2015
Shalom
Predigt zu Lukas 19:41-48, verfasst von Anders Kjærsig
Det følgende er en meditation over en enkelt sætning fra teksten. Den lyder:
Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred.
En meditation vil sige, at hvert væsentligt ord i sætningen udfoldes og indsættes i et nyt sammenhæng. Det første ord i sætningen er Vidste eller vide, og det sidste er ordet fred. Sætter vi dem sammen, betyder de noget i retningen af: At vide noget om at få fred. Det kunne måske være overskriften på meditationen: At vide noget om at få fred. Vi starter med begyndelsen.
Vidste…
At vide er ikke det samme som at tro. Vi sondrer som regel mellem tro og viden.
Naturvidenskaberne fortæller os, hvordan verden er skruet sammen ved at måle og veje den på alle mulige tænkelige måder. Vi måler os i penge, i tyngdeloven, i materiel bagage. Vi måler os i verdens indretning, i livskvalitet og dagligdags bekymringer. Her er verden vores – vores målbare verden.
Kirken og teologien fortæller os derimod, hvordan vi skal forholde os til denne verden, hvilken status vi har, og hvordan vi bør betragte hinanden. Fra et kirkeligt perspektiv måler vi os ikke med denne verden, fordi vi ved, at kærlighed, barmhjertighed og glæde ikke kommer fra os selv eller fra verden som sådan. Kærlighed skænkes os, og det er mere end det, der kan måles og vejes.
Naturvidenskaben og teologien er altså ved første øjekast to forskellige sprog og to forskellige betragtninger af virkeligheden og verden: Viden og tro.
Men ved nærmere overvejelser holder denne sondring ikke. Mange af de hypoteser videnskaben bygger på, viser sig nemlig at være uholdbare – de troede, at deres viden var sand og rigtig, men ved nærmere eftersyn holdt den ikke, og de må, som man siger: Tro om igen. Videnskaben bygger med andre ord sin viden på tro. Spørg blot meteorologerne. Vejrudsigten er et herligt miskmask af tro og viden. Viden indeholder tro.
Modsat indeholder ens tro også en viden. Vi ved fra studier af bibelen og kirkehistorien, hvordan den kristne tro er formet, og hvilket gudsbegreb den indeholder. Det har vi studeret gennem kirkens ritualer, Bibelen og bekendelserne. Vi kender ikke Gud, men vi ved noget om Gud, fordi vi kan læse skrifterne. På den måde ved man altså noget om begrebet tro. Troen hænger ikke ureflekteret i luften.
Tro og viden indgår altså i hinanden som to sider af samme mønt. Vi tror på vor viden, og vi ved noget om vor tro. Sådan henvender Jesus sig til os: Du får noget at vide om mig, så du har noget at tro på.
Vidste blot også du …
Sætningen er holdt i anden person ental. Den er henvendt til det enkelte menneske, skønt den handler om Jerusalem. De evangeliske fortællinger er ofte skrevet som personlige henvendelser. Der tales enten til Peter eller Johannes eller forbryderen på korset. Der tales til kvinden, som blev grebet i hor. Der tales til Judas, som forrådte. Der tales til et du, til dig og mig som enkelt individer. Det kristne Gudsforhold er et personligt forhold, som ikke kræver en tredje eller fjerde instans. Derfor er velsignelsen henvendt til et du: Herren velsigne dig og bevare dig. Og det har vi behov for.
Gud ved nemlig mere om mig end jeg ved om mig selv. Så personligt er det. Han er min fader og jeg er hans barn. Fader vor, du som er i himlene, helliget blive dit navn, komme dit rige. Sådan beder vi. Det er relationen: Jeg-du og ham-mig. Vi beder ikke: Komme hans rige og ske dens vilje. Gør vi det, har vi gjort kirken til en røverkule og ikke et bedehus. Vi henvender os personligt til Gud ligesom Jesus henvender sig personligt til os.
Vidste blot også du på denne dag …
Det er dagen i dag, der tænkes på. Det gør der ofte. Øjeblikket, nuet, dagen i dag, timens oprindelse er alle typiske evangeliske ord. Det siger noget om, hvor vigtig livet er. Det er nu, det gælder. Bruger man ikke tiden, mens tid er, så misbruger man ikke blot tiden, men fortaber livet, taber det ud af hænde. Tiden går og æder alle øjeblikke op. Hvad der er sket, kommer aldrig tilbage. De spildte sekunder, de spildte bedrifter, alt det, man ikke fik gjort, mens tid var til det, og alt det, man gjorde, men gerne ville ændre, men ikke kunne, fordi tiden var gået.
Derfor henvender Jesus sig personligt til os, og gør det altid lige nu og her.
Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener …
En tjener er mere end sin herre. At tjene er nemlig at sætte sig selv til side for et andet menneskes ve og vel. Tjeneren er på den måde en opofrende figur. Vi kender ham fra utallige sammenhænge. Den diskrete og allestedsnærværende tjener, som ingen lægger mærke til, men som holder øje med os alle for at varte os op.
Jean-Paul Sartre hadede tjenerren og alt det tjenerfiguren gav udtryk for. En tjener er indbegrebet af ideen om dusinmennesket, der lever anonymt i en fremmedgjort verden.
I kristendommen er Jesus tjeneren. Den lidende tjener, der dør på et kors og opstår tre dage efter, for ikke at døden skal være det sidste i den menneskelige eksistens. Gud som tjener. Det er stærke sager. Den almægtige og store Gud, der viser sig som den lille og arbejdsomme tjener. Det virker absurd og selvmodsigende. Men er det ikke. Jesus tjener og viser os som sådan, hvad Guds rige går ud på: At vi skal tjene hinanden, så livet lykkes for os alle. Derfor henvender Jesus sig til os som tjener.
Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred …
Fred er et stærk ord. Shalom hedder det på hebraisk. Fred være med dig, fred i sindet og i kroppen, fred med dit medmenneske, fred med din Gud. Det er den fred, som skænkes os i velsignelsen: Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. Fred er det sidste ord, præsten siger i gudstjenesten.
Fred er det, vi ønsker, vores børn må få. Fred ønsker vi for de døende og døde. Fred giver vi hinanden. Ikke ved at lade hinanden være i fred, men ved at skænke hinanden freden. Fred er en detronisering af alle bekymringer. Fred er at lægge det fra sig, som ikke giver fred. Det er for en stund at kunne leve som markens liljer og himlens fugle. Fred ser vi i det lille barns øjne. Fred til at leve dagen i dag, som en gave, der skænkes os i hvert åndedrag.
Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred …
Det eneste, der mangler, er et amen. Amen betyder færdig, slut, punktum. Men amen sætter ingen grænser. Det er blot en erkendelse af, at Guds ord er uransagelige. Vi er nødt til at stoppe, for han stopper ikke. Hans fred indeholder mere, end det sproget kan rumme. Amen.
Det følgende er en meditation over en enkelt sætning fra teksten. Den lyder:
Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred.
En meditation vil sige, at hvert væsentligt ord i sætningen udfoldes og indsættes i et nyt sammenhæng. Det første ord i sætningen er Vidste eller vide, og det sidste er ordet fred. Sætter vi dem sammen, betyder de noget i retningen af: At vide noget om at få fred. Det kunne måske være overskriften på meditationen: At vide noget om at få fred. Vi starter med begyndelsen.
Vidste…
At vide er ikke det samme som at tro. Vi sondrer som regel mellem tro og viden.
Naturvidenskaberne fortæller os, hvordan verden er skruet sammen ved at måle og veje den på alle mulige tænkelige måder. Vi måler os i penge, i tyngdeloven, i materiel bagage. Vi måler os i verdens indretning, i livskvalitet og dagligdags bekymringer. Her er verden vores – vores målbare verden.
Kirken og teologien fortæller os derimod, hvordan vi skal forholde os til denne verden, hvilken status vi har, og hvordan vi bør betragte hinanden. Fra et kirkeligt perspektiv måler vi os ikke med denne verden, fordi vi ved, at kærlighed, barmhjertighed og glæde ikke kommer fra os selv eller fra verden som sådan. Kærlighed skænkes os, og det er mere end det, der kan måles og vejes.
Naturvidenskaben og teologien er altså ved første øjekast to forskellige sprog og to forskellige betragtninger af virkeligheden og verden: Viden og tro.
Men ved nærmere overvejelser holder denne sondring ikke. Mange af de hypoteser videnskaben bygger på, viser sig nemlig at være uholdbare – de troede, at deres viden var sand og rigtig, men ved nærmere eftersyn holdt den ikke, og de må, som man siger: Tro om igen. Videnskaben bygger med andre ord sin viden på tro. Spørg blot meteorologerne. Vejrudsigten er et herligt miskmask af tro og viden. Viden indeholder tro.
Modsat indeholder ens tro også en viden. Vi ved fra studier af bibelen og kirkehistorien, hvordan den kristne tro er formet, og hvilket gudsbegreb den indeholder. Det har vi studeret gennem kirkens ritualer, Bibelen og bekendelserne. Vi kender ikke Gud, men vi ved noget om Gud, fordi vi kan læse skrifterne. På den måde ved man altså noget om begrebet tro. Troen hænger ikke ureflekteret i luften.
Tro og viden indgår altså i hinanden som to sider af samme mønt. Vi tror på vor viden, og vi ved noget om vor tro. Sådan henvender Jesus sig til os: Du får noget at vide om mig, så du har noget at tro på.
Vidste blot også du …
Sætningen er holdt i anden person ental. Den er henvendt til det enkelte menneske, skønt den handler om Jerusalem. De evangeliske fortællinger er ofte skrevet som personlige henvendelser. Der tales enten til Peter eller Johannes eller forbryderen på korset. Der tales til kvinden, som blev grebet i hor. Der tales til Judas, som forrådte. Der tales til et du, til dig og mig som enkelt individer. Det kristne Gudsforhold er et personligt forhold, som ikke kræver en tredje eller fjerde instans. Derfor er velsignelsen henvendt til et du: Herren velsigne dig og bevare dig. Og det har vi behov for.
Gud ved nemlig mere om mig end jeg ved om mig selv. Så personligt er det. Han er min fader og jeg er hans barn. Fader vor, du som er i himlene, helliget blive dit navn, komme dit rige. Sådan beder vi. Det er relationen: Jeg-du og ham-mig. Vi beder ikke: Komme hans rige og ske dens vilje. Gør vi det, har vi gjort kirken til en røverkule og ikke et bedehus. Vi henvender os personligt til Gud ligesom Jesus henvender sig personligt til os.
Vidste blot også du på denne dag …
Det er dagen i dag, der tænkes på. Det gør der ofte. Øjeblikket, nuet, dagen i dag, timens oprindelse er alle typiske evangeliske ord. Det siger noget om, hvor vigtig livet er. Det er nu, det gælder. Bruger man ikke tiden, mens tid er, så misbruger man ikke blot tiden, men fortaber livet, taber det ud af hænde. Tiden går og æder alle øjeblikke op. Hvad der er sket, kommer aldrig tilbage. De spildte sekunder, de spildte bedrifter, alt det, man ikke fik gjort, mens tid var til det, og alt det, man gjorde, men gerne ville ændre, men ikke kunne, fordi tiden var gået.
Derfor henvender Jesus sig personligt til os, og gør det altid lige nu og her.
Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener …
En tjener er mere end sin herre. At tjene er nemlig at sætte sig selv til side for et andet menneskes ve og vel. Tjeneren er på den måde en opofrende figur. Vi kender ham fra utallige sammenhænge. Den diskrete og allestedsnærværende tjener, som ingen lægger mærke til, men som holder øje med os alle for at varte os op.
Jean-Paul Sartre hadede tjenerren og alt det tjenerfiguren gav udtryk for. En tjener er indbegrebet af ideen om dusinmennesket, der lever anonymt i en fremmedgjort verden.
I kristendommen er Jesus tjeneren. Den lidende tjener, der dør på et kors og opstår tre dage efter, for ikke at døden skal være det sidste i den menneskelige eksistens. Gud som tjener. Det er stærke sager. Den almægtige og store Gud, der viser sig som den lille og arbejdsomme tjener. Det virker absurd og selvmodsigende. Men er det ikke. Jesus tjener og viser os som sådan, hvad Guds rige går ud på: At vi skal tjene hinanden, så livet lykkes for os alle. Derfor henvender Jesus sig til os som tjener.
Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred …
Fred er et stærk ord. Shalom hedder det på hebraisk. Fred være med dig, fred i sindet og i kroppen, fred med dit medmenneske, fred med din Gud. Det er den fred, som skænkes os i velsignelsen: Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. Fred er det sidste ord, præsten siger i gudstjenesten.
Fred er det, vi ønsker, vores børn må få. Fred ønsker vi for de døende og døde. Fred giver vi hinanden. Ikke ved at lade hinanden være i fred, men ved at skænke hinanden freden. Fred er en detronisering af alle bekymringer. Fred er at lægge det fra sig, som ikke giver fred. Det er for en stund at kunne leve som markens liljer og himlens fugle. Fred ser vi i det lille barns øjne. Fred til at leve dagen i dag, som en gave, der skænkes os i hvert åndedrag.
Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred …
Det eneste, der mangler, er et amen. Amen betyder færdig, slut, punktum. Men amen sætter ingen grænser. Det er blot en erkendelse af, at Guds ord er uransagelige. Vi er nødt til at stoppe, for han stopper ikke. Hans fred indeholder mere, end det sproget kan rumme. Amen.