Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
11. søndag efter trinitatis, 16.08.2015
Predigt zu Lukas 18:9-14, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Jeg har engang hørt en fortælle om en tid, da han boede i indre København. Der skete det tit i weekenderne, at folk blev i festligt humør og hen på natten kunne han høre den ene efter den anden slentre igennem gaden og synge: ”jeg er ikke som de andre. Jeg er noget for mig selv”.
Det kunne være hvad det nu være var, men det forunderlige var jo netop at den syngende ikke var alene om at være en ener. Alle de andre sang jo også om, at de ikke var som de andre, men var noget for sig selv.
Det giver ikke helt mening.
Det giver ikke helt mening, at vi hver især ser os selv som individuelle, der ikke er som de andre. Vi måler os med hinanden, og det afgørende er at vi ikke er som de andre.
Vi lever vel i en tid, hvor egentlig aldrig har været mere ens. Vi drikker de samme sodavand. Vi går stort set i det samme tøj. Vi hører den samme musik og ser de samme programmer på tv. Vi har egentlig aldrig været mere ens end vi er i dag. Og når vi så forsøger at blive forskellige, så gør vi det på en ens måde. Sangen ”Jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv” bliver derved nærmest til et desperat råb, og ikke en nøgtern konstatering.
Fornylig hørte jeg så en af vores toppolitikere fortælle om, at han var begyndte at løbe og dyrke motion. Det er jo på alle måder udmærket, men hans argumentation for sin nye hobby var ikke så flatterende. Han sagde at han var begyndt at løbe, fordi han kunne se på de mennesker, der omgav ham, at hvis de ikke dyrkede motion, så faldt de sammen og blev til ingenting. Hans motivation var altså ikke at ville være som de andre, og motivationen lå netop ikke i at ville være noget selv.
Motivationen til at gøre noget er åbenbart i ikke at være som de andre. Det er nærmest en desperation vi her finder. Et desperat råb om at vi er ikke som de andre, vi er noget for os selv.
Og spørgsmålet er om det i virkeligheden ikke er en grundsynd i menneskelivet: hele tiden at ville distancere sig fra hinanden og ikke at ville være i samme båd.
Det er i hvert fald det der sker mellem farisæreren og tolderen i dagens evangelium. Farisæreren er oprigtig glad for at han ikke er som tolderen, men har sit på det tørre. Han sammenligner sig og finder sig bedre end den anden. Men spørgsmålet er om det er sandt, at livet skal være sådan. Spørgsmålet er om det ikke netop er et grundvilkår, at vi alle er i samme båd. Vi er alle født ind i verden og vi skal alle dø. Vi deler de samme følelser, glæder og sorger. På hver sin måde – javist – men grundvilkåret er det samme.
Særligt tydeligt bliver det jo netop i kristendommens fortælling om Jesus på korset. Her er der jo ikke to hold. Dem, der holder med Jesus og de andre. Foran korset bliver alle ens. Jesus hænger der ene og alene og ingen deler hans kors, bærer hans smerte og byrde.
Hvis nogen her begyndte at synge: ”jeg er ikke som de andre. Jeg er noget for mig selv”, så ville det blot være en vanvittig parodi. Foran korset er der jo ingen, der er noget for sig selv. Her er vi alle ens. Her er vi alle skyldige.
Problemet med denne evindelige sammenligning med hinanden, er at vi glemmer hinanden. Vi bruger hinanden til springbræt, men ikke til mere. Farisæren har sin glæde i ikke at være som tolderen, men har ikke sin glæde i at være som han nu er. Tolderen stiller sig foran Gud. Og foran Gud bliver vi alle ens, vores små forskelligheder til trods.
Og det afgørende i det er, at hvor Gud har stillet os på niveau, der har vi ikke noget at lade hinanden høre, andet end det at være skyldige i at elske hinanden. Når Gud stiller os ens – alle vores forskelligheder til trods – forskelligheder i opvækst, uddannelse, sind og kultur – der gøres vi grundlæggende ens i det fællesskab, der kaldes at være menneske på jord – eller endnu tydeligere: at være en Guds skabning, der er skyldig i at spejle Guds kærlighed. Vi gøres til det, vi om lidt skal synge: til Guds himmelspejl i mulde. Gøres til det spejl af Guds kærlighed i det små, der netop ikke lever af at være noget andet end sin næste, men lever af at være sammen med sin næste – alle forskelligheder til trods.
Guds himmelspejl i mulde. Det er den smukkeste definition på at være menneske.
Og det er det tolderen opfylder med sine ord. Farisæreren sammenligner sig med tolderen og kan derfor trygt sige at han ikke er som de andre, men tolderen sammen ligner sig med Gud! Derfor kan han kun være en synder, hvilket så også betyder, at han ikke siger noget om farisæeren. Han er blot sammen med sammen med ham. Sammen om at være menneske i dette vanskelige liv. Sammen om at være menneske i under denne himmel. Sammen om at være under Guds nåde for det er det eneste vi har at stole på – sammen! Amen.