Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
13. søndag efter trinitatis, 30.08.2015
Predigt zu Lukas 10:23-37, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Sommetider skal man se alting fra et andet perspektiv, end man plejer. Gå over i det hjørne, man ellers aldrig ser stuen fra, eller stille sig op på stigen, måske lægge sig på græsset og se op. Ved at ændre udgangspunktet, forvandles alting – eller rettere: alt det, som allerede er, forvandles til noget nyt! Måske ser du til at begynde med mest bare noget, der skal ryddes op, støv, der skal tørres af. Men gradvist ser du så meget mere end det, en ny verden træder ud af den gamle og giver den nyt lys. Jesus vil have os til at skifte synsvinkel for at se alt med nye øjne, alt det, som allerede er. Hvad nu, hvis vi sammen ser på det, som allerede er, med salige øjne?
Der er altid noget, der skal samles op og bæres, altid ét eller andet at tage sig til, tage sig af. Når vi gør det, træder vi for en stund til side ud af os selv, ind i en andens sted, der har brug for os og vores hænder, vores handling, vores menneskelighed. ”Medmenneske” er vores navn i de situationer. Vi gør det med stor selvfølgelighed, når livet kræver indsats af os. Det er menneskeligt at hjælpe den, der har brug for det. Mest træder vi til for vores nærmeste, fordi vi omgiver os med dem. Men når vi møder den nødstedte på vejen, gaden eller i supermarkedet, - ja så træder vi da også til. Vi tager os af og hjælper til, indtil ambulancen kommer, eller indtil den nødstedte kan selv, eller indtil familien tager over, eller hvad det nu er, der er brug for lige i den situation. Hæderlighed kræver handling. Samaritanen hjælper den nødstedte til den næste hjælp, som er en kro, der får funktion som hospital. Der lægges penge til udgifter og gives løfte om, at samaritanen vender tilbage. Hæderligt, ordentligt, samvittighedsfuldt og menneskeligt helt igennem. Der gøres, handles og stilles til rådighed. For livets skyld. Fordi den mand i grøften har brug for den hjælp. Derfor. Det er grund nok. Ligegyldigt hvad den mand er, hvem han er, og hvilken tro og hudfarve, udseende eller politisk observans, han har.
Næsten er den, der træder til og hjælper – den, der er nærmest til det. Næsten er dig og mig. Og vores næste er den, der træder til og hjælper os, når vi har brug for det. Fordi vi har brug for det, fordi vedkommende er den nærmeste til det. Derfor. Det er grund nok.
Livet lader sig ikke forklare. Heller ikke det evige liv lader sig forklare. Vi behøver ikke forklaring. Behøver ikke spørge om hvorfor eller finde en begrundelse. Livet sætter sine suveræne krav om at gøre og være, handle og hjælpe, uden at spørge.
Hverdagen er fuld af eksempler på mennesker, der gør det. De, eller vi? er menneskelige og handler uden at spørge så meget, kort og godt fordi der er brug for det. Tre venner i et tog sætter livet på spil for at standse en drabsmand, nu kaldes de tre for helte. På hverdagens små slagmarker er det sjældent så højspændt eller sort/ hvidt, men snarere bare beskidt og besværligt. Og det er i hverdagen desværre slet ikke påfaldende at gå forbi, som var intet hændt. Det er det nemmeste – som regel – at skynde sig forbi og lade som om, man ikke ser, ikke ved eller ’prioriterer anderledes’, - som det så ”poetisk” udtrykkes i det politisk korrekte sprog.
Men det ændrer ingenting ved livets suveræne krav på os, på vores hænder, vores handling, vores barmhjertighed, - dér, hvor der er brug for det, - hvor, vi er nærmest til det, – altså er i nærheden, som vidende, seende. Det hedder vidner.
Ikke noget med at spille helt og forvente medalje for tapper dåd. Gå du hen og gør ligeså! og tænk og spørg ikke så meget.
Så indlysende rigtigt. Suverænt.
”Hvad godt skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Spørgsmålet har modsætning i sig. At arve er ikke et spørgsmål om at gøre, men om at være. Og evigt er lang tid (!).
Salige er de øjne, der ser det, I ser – profeter og konger har ønsket at se og høre det, I nu ser og hører. Jesus taler i nutid. Salig er en tilstand, der allerede er, ikke en gevinst, der først skal indløses, eller en løn, der først skal fortjenes.
Du skal ikke først gøre noget for at opnå det evige liv. Du skal leve det, du skal være i det, du skal gøre det. Se dine omgivelser med salige øjne, hør ordene om livet, der allerede er. Hør det befriende i, at det er evigt, at det er det godheden, der står fast og det onde, meningsløse, dødssyge egoistiske, der må vige. Gå og gør Guds rige – gå og lev det evige liv – ikke om tyve år, når du er blevet et bedre menneske, eller har gjort dig fortjent – gå og lev det nu!
Jamen er det ikke hyklerisk, eller hovmodigt, sådan at drømme om at gå rundt og gøre Guds rige, Guds vilje? At ville være en barmhjertig samaritan, der ikke tænker på, om tøjet bliver beskidt og at det er besværligt? At ville se med salige øjne, at der er brug for os, at det måske er lige nu, vi er nærmest til nogen? Er du mit Medmenneske, hvis hjælp, jeg kan regne med?
For lidt siden hørte vi endda Paulus sige, at vi frelses ved tro – ikke ved lovgerninger? Altså ved at være tillidsfulde og ikke ved at gøre?
Der var én, der samlede os op og bar os først.
Træd til side, ud af dig selv, ind i den andens sted og mærk efter, hvad der er brug for. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, sagde Paulus. Det er stærke ord i vore øren. Vi tilhører ikke længere os selv, vi tilhører Kristus. Det vil smitte af på alt, hvad vi ser, og på alt, hvad vi gør. Det vil flyde som overfloden flyder fra det fyldte bæger, når der stadig hældes op. Det vil springe som en fontæne, strømme som et vandfald, simpelt hen fordi der er mere end nok. Fordi det ikke er noget, vi først skal præstere eller bringe til veje. Det er der allerede
Fordi vi fik det for intet, skal det også gives for intet. Fordi Kristus samler os op og bærer os, lader os se med salige øjne, så vi aldrig mere skal bekymre os om at fortjene eller leve op. Vi kan tillade os at regne med det, stole på det og derfra gå med åbne øjnene for det, som er nærmest, næsten, nært. Mine kære (og nære), når Gud har elsket os således – og endnu elsker os sådan, kan vi roligt elske hinanden på samme måde, som hinandens nærmeste. Amen!