Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
14. søndag efter trinitatis, 06.09.2015
Predigt zu Lukas 17:11-19, verfasst von Niels Henrik Arendt
Vi lægger vægt på at være som de fleste andre. Skal vi lægges mærke til, skal det i hvert fald være for noget, der fremhæver os, noget der kildrer vores forfængelighed. Ellers vil vi gerne være som de fleste.
Man kan have mange gode grunde til gerne at ville gemme sig i mængden. I en beretning fra kz-lejrene under anden verdenskrig fortæller en fange (Viktor E. Frankl), hvor vigtigt det var ikke at blive lagt mærke til, når man blev opstillet til de lange appeller. Hvis man skilte sig ud af den ene eller anden grund, risikerede man at pådrage sig vagternes vrede, og så gik det rigtig galt. Det gjaldt om at gå i et med den store grå masse. Han fortæller videre, hvordan man kunne føle sig på een gang heldig og kujonagtig, skamfuld, når nogle af de andre blev trukket frem foran geleddet for at få en straf.
De fleste af os er forfængelige nok til gerne at ville lægges mærke til. Men vi er også flokdyr nok til ikke at bryde os om at træde alt for meget ud af mængden. Det er ikke kun, når det kan være farligt at skille sig ud, at vi helst vil falde i eet med de andre. Vi gør det også ofte, når der er tale om at påtage sig et ansvar. For ikke længe siden var der i en dansk avis en række korte interviews med forfattere, samlet til en fest, der midt i al festivitas’en blev bedt om at sige, hvad de mente Danmark skulle gøre i forhold til den totalt uoverskuelige flygtningesituation omkring Middelhavet. Det var tydeligt, at forfatterne helst ville slippe for at svare, som vi sikkert alle sammen ville – fordi ingen har lyst til at udstille sin rådvildhed og afmagt, fordi ingen har lyst til at blive mindet om, at vi bare lever videre som ingenting, mens andre mennesker lider forfærdeligt. Så hellere gemme sig lidt i mængden. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, og det er ikke mit ansvar, siger vi. Sådan kan vi også have det i forhold til problemer tættere på. Det er ikke mit ansvar med den udbredte ensomhed, det er ikke mit ansvar, at naboens familieliv går skævt osv. Jeg er jo bare en af mængden.
Man kan også længes efter at være u-iøjnefaldende, når man af en eller anden grund alligevel har skilt sig ud. Hvis man f.eks. er blevet ramt af en sorg eller en ulykke, og nu skal modtage andres deltagelse, eller måske er udsat for deres nyfigenhed, så kan man længes efter bare at være en af de mange. Og man kan føle lettelse, når man omsider igen kan vende tilbage til den daglige rutine, som gør, at der ikke bliver lagt specielt mærke til en.
Sådan kan man egentlig også godt forstå, at de 9 spedalske, der fortaltes om i Lukasevangeliet, skyndte sig til præsterne for at blive erklæret raske efter den onde tid som spedalske, hvor alle havde lagt mærke til dem - i stedet for at gå tilbage til Jesus. I selskab med ham ville de jo stadig skille sig ud – det var ikke pæne mennesker, som fulgtes med ham. Præsterne, som kunne erklære folk rene, de var en slags grænsevogtere, der bevogtede grænsen mellem menneskenes samfund og ødemarken udenfor, hvor de skyldige hørte til. Præsterne forkyndte nemlig, at kun de skyldige ramtes af den forfærdelige spedalskhed. Også derfor hørte de spedalske ikke til blandt ordentlige folk.
De 10 havde været udstødte. De havde været forhindret i at leve et ganske almindeligt liv. Synligt for alle bar de de sår, som viste, at de ikke hørte til i menneskenes samfund. Nu fik de muligheden for bare at blive som de andre, gemme sig i mængden, føle trygheden ved, at det nu var nogle andre, der var de fordrevne, som man lukkede hjertet for og kastede sten efter.
At blive lukket indenfor, det var, hvad de havde længtes efter - i deres sygdoms tid. De 9 skynder sig til præsterne og derefter direkte ind i geleddet. Det er forståeligt nok. Alligevel undrer Jesus sig. I hans øjne fik de ikke det rigtige ud af det, som hændte dem.
Men én vendte altså om; én gik ikke til præsterne. Da de andre ilede afsted og han ilede med, glemte han et øjeblik, at han jo slet ikke hørte med i flokken. Han var en samaritaner. Dermed var han stadig en af de udstødte. Var han nået frem til præsterne, ville de have fortalt ham, at de ikke var præster for samaritanere. Det kom han i tanker om. Og så vendte han om. Han vidste dybere end de andre, hvad det var at stå udenfor. Mens de 9 blev ligesom alle andre, blev han ved med at skille sig ud.
Men det underlige er, at han ikke vender tilbage til Jesus, opfyldt af bitterhed. Han takker, fortælles der. Hvor man kunne vente, at han ville føle sig bitter på Gud, fordi fjernelsen af hans ene handicap bare lod hans andet »handicap« stå så meget klarere frem, at han var født som samaritaner, og det fandtes der ingen helbredelse for - der vender han i stedet tilbage til Jesus i dyb taknemmelighed. Hvorfor?
Jeg tror, fordi det samfund, som præsterne eventuelt kunne have lukket ham ind i, ikke virkeligt var det værd. For de 9 var den store forskel, om de var lukket ude eller lukket indenfor i mængden.
--- Spørgsmålet er: er det virkelig det vigtigste ikke at skille sig ud? at være som alle andre? Det må nogen betale for - de som står udenfor. Hvor tit dyrker vi ikke vores egen lykke på andres bekostning!
Men i kristendommen handler det ikke om at være som alle de andre - dér handler det tværtimod om at blive set. Blive set med sin sorg, sin skyld og sin smerte, sin angst, sin afmagt og rådvildhed.
Der var en, der vendte tilbage. Han fik mere ud af det, der var hændt ham end de 9. For han havde fundet ud af, at menneskenes samfund slet ikke var det, som præsterne kunne give ham adgang til; det rigtige menneskesamfund findes dér, hvor et menneske ikke behøver at flygte ind i mængden og skjule sin skyld, sit ansvar og sin elendighed, og hvor man ikke behøver skamfuldt at lukke øjnene for dem, der er ramt. Den grænse, som alverdens præsteskaber vogter over, er ikke den, det virkeligt kommer an på. Jesus trådte i stedet for præsterne - som den, i hvis nærhed vi ikke behøver at stjæle vor lykke på andres bekostning. Over for Jesus har vi lov at stå ved, hvem vi er – også hvor sølle vi kan føle os.
Samaritaneren gik tilbage til Jesus. Han ville ikke undgå at blive lagt mærke til, han ville tværtimod vedblive at leve som den, der er blevet set - af Gud. Han havde stået udenfor - og han gjorde det stadig. Men Gud havde fået øje på ham. Var det ikke vigtigere end noget andet?
Vi er stadig så forlegne for ikke at skille os ud. Og vi har også selvbestaltede dommere, der med et knivskarpt blik spidder enhver unormalitet og hellere end gerne driver folk ud i ødemarken. Vi er stadig opsatte på ikke at stå med ansvaret. Vi vil hellere leve med den lidt forkomne lykke, der alene består i, at vi kan hygge os sammen med de andre og lukke øjnene for andres elendighed. Men vi skulle hellere taknemmeligt huske på, at når vi rammes hårdt, så har Gud øje for os.
Det sandt menneskelige samfund er et andet, end det vi alt for tit satser på. I kristendommen kaldes det også for himmeriget. Det står åbent for os. Det består af alle dem, som Gud har fået øje på: alle de elendige, alle de hårdt ramte, alle de bedrøvede, alle de forfulgte, alle de straffede, alle de syge, alle de ensomme, alle de udstødte. De er på vej til glæden.
Menneskenes samfund - det står åbent for os. Hvis vi holder op med bare at vende ryggen til, hvis vi begynder at se på de andre med det samme blik, hvormed Jesus så på dem. Amen.