Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
15. søndag efter trinitatis, 13.09.2015
Predigt zu Mattæus 6:24-34, verfasst von Peter Fischer Møller
I dag skal det handle om bekymringer, om gode og dårlige bekymringer, og om hvordan vi får skilt dem ad så bekymringerne for os selv og vores eget ikke spærrer for glæden og ikke blokerer for engagementet.
Den danske nationalpoet Benny Andersen fanger os og vores dårlige bekymringer på kornet, når han skriver: ”Hvad nytter det at gå med skudsikker vest, når døden kommer fra hjertet?”
Med de skudsikre veste vil vi sikre os mod de trusler, der kommer udefra. De skudsikre vest kan have mange former.
I Europa er det lige nu flygtningestrømmen fra det borgerkrigshærgede Syrien og klima- og fattigdomsflygtningen fra Afrika, der vækker bekymring og får nogle lande til at bygge høje hegn langs grænsen, mens andre forringer vilkårene for asylansøgere i håbet om at dæmpe tilstrømningen. Politikere ønsker at værne nationale interesser, men risikerer at ende i kynisme, hvis man alene ser flygtningene som problemer og ikke kan få øje på dem som medmenensker.
På den internationale scene hedder bekymringen fortsat: terror. Vi møder den i form af ekstra personcheck i lufthavne, og toge der bliver stoppet fordi man har fundet en herreløs og mystisk udseende pakke. Vi kan se den på fjernsynet i mediernes nyhedsstrøm fra Mellemøsten og mærke den som øget overvågning og mere lukkethed. Og det er jo da virkelig vigtigt, at undgå terror, terrorister skal ikke have lov at ødelægge livet for andre. Men vi skal passe på ikke med vores bekymring selv at ødelægge det, vi gerne vil forsvare: vores åbne demokratiske samfund.
På det personlige plan kender vi den skudsikre vest som en ekstra lås på døren, tyverialarmen, pensionsopsparingen, den fedtfattige kost og den daglige motion. Alt sammen kan det være meget udmærket. Men det er som om der går selvsving foretagendet. Når vi nervøst kigger på deklarationerne på madvarerne som om det var farlige giftstoffer, vi havde med at gøre. Når joggingen bliver en pligt og værditilvæksten på pensions-aktie-beholdningen en tvangstanke. Vi er så optaget af at sikre det her liv, at vi helt glemmer at leve det. Samtidig med at troen på det evige liv hos Gud fortoner sig for mange, kæmper vi stadig mere desperat for at holde os evigt unge, for at holde svækkelsen, alderdommen og døden på afstand.
Det minder lidt om hende, der var så bekymret for at få stjålet sine smykker, mens hun var på ferie, så hun gemte dem et rigtigt godt sted; men da hun kom tilbage havde hun glemt hvor det var hun havde gemt tingene, og så kunne hun bruge endnu en masse bekymring på at lede og spekulere over om smykkerne nu var lagt et sted, hvor de kunne risikere ved et tilfælde at blive smidt væk.
Alt det her skal dog ikke få os til at glemme, at bekymringen i sig selv er en god og kreativ følelse. Vi har fået den af Gud. Gud har den selv. Gud bekymrer sig faktisk om os og resten af sit skaberværk. Vi er som mennesker skabt i Guds billede med bekymringen i hjertet for at vi skal kunne bekymre os om hinanden og verden omkring os. Det siger Jesus igen og igen, det ligger i selve næstekærlighedsbuddet, at vi skal være opmærksomme på hvordan den anden har det, at vi skal bruge den fantasi, følelse og forstand, Gud har udstyret os med til at kunne sætte os i den andens sted og dermed finde ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe.
Men der er en verden til forskel på at bekymre sig om et andet menneske og om den verden, vi sammen skal leve i og som også gerne skal kunne holde til kommende generationer, og så vores nervøse bekymring for os selv og vores eget. Med os selv og vores eget som centrum stritter vores bekymringer i alle retninger som piggene på et pindsvin. Og så er det, der går selvsving i foretagendet, så er det at vi ikke giver vores børn lov til at grave huler, for det kan jo være farligt, og så bliver de i øvrigt også så beskidte af det. Så er det at vi kører ungerne i skole i stedet for at lade dem cykle selv, for trafikken er jo farlig. Og så sker der det, at trafikken bare bliver endnu mere farlig med endnu flere biler rundt om skolerne, samtidig med at ungerne bliver overvægtige af mangel på motion.
Bekymring kommer af det tyske ord ”Kummer”, der betyder besvær og trængsel. Og den evindelige bekymring gør vores liv besværligt og os selv trangbrystede og stakåndede.
Vi bekymrer os for at miste det, vi har, selvom vi jo godt ved, at vi alligevel ikke kan tage det med os, når vi dør. Vi bekymrer os for ikke at slå til, selvom vi jo godt ved at ingen er perfekt, at vi er fælles om at være uperfekte mennesker.
Med pindsvinebekymringen prøver vi at få kontrol over vores liv. Vi narrer os selv til at tro, at vi har magt over tilværelsen. Men det er blændværk!
Det er pindsvinebekymringen, Jesus vil have os til at slippe. Han driller os og vil have os til at le ad os selv, når han siger: ”Hver dag har nok i sin plage!” Kan du ikke se det, siger han. Du kan jo ikke lave fortiden om, og fremtiden ligger udenfor din rækkevidde, men lige her og nu har du mulighed for at gøre noget. Måske kan du med et undskyld og lidt omtanke råde bod på noget af det, du kludrede med igår, måske kan du med fantasi og fremsynethed i det du foretager dig være med til at gøre dagen i morgen lidt bedre for andre. Men først og fremmest handler det om, at du er lige her og nu. Det er her du skal slå opmærksomheden til og gribe dagen med dens glæder og muligheder og de opgaver og problemer der kalder på din indsats.
Gud ved hvor mange timer, dage og uger, vi har brugt på at spekulere og ligge søvnløse af bekymring over ting, vi ingen indflydelse havde på alligevel.
Der sidder vi bekymrede foran fjernsynet og følger med i aftenens tredje nyhedsudsendelse, samtidig med at vi blader lidt planløst i en tilbudsavis og opdager, at vi er mere døde end levende.
Vi mærker på vores egen krop, at bekymringerne er på vej til at klemme livet ud af kroppen på os. At den død, vi er så bange for og som vi forsøger at beskytte os imod med mange forskellige sikkerhedsveste, at den er ved at æde os op indefra. Og vi reagerer heldigvis med uro og midtvejskriser, for det her er jo ikke til at holde ud. Det var ikke Guds mening med det generøse liv og alle de solopgange, han har givet os, det var vel heller ikke sådan, vi selv drømte om at leve.
Lige her er det så Jesus møder os i dag. Her er det han siger til os: prøv lige at åbne øjne og ører, se på blomsterne og fuglene. Livet er mer end mad og klæder, mer end svinekam og sportstøj i tilbudsavisen. Jesus fortæller os, at Gud godt er klar over, at vi har ondt i livet, og han ved, hvad vi trænger til. Vi trænger til at få øje på en anden horisont end den som har sit centrum i vores egen meget interessante navle. Se op på den blå septemberhimmel, siger han. Se ud på den brogede verden, der udfolder sig herudenfor vinduerne.
Vi er ikke svaler eller dagliljer, og det skal vi heller ikke prøve at blive. Det er ikke Jesu mening, at vi skal prøve at efterligne dem. Men de kan åbne vores øjne for, at vi er indfældet i en meget større sammenhæng end det, der har med os selv og vores eget at gøre, at vi hører til i en verden med dyr og planter og solsystemer og galakser. Og bag den verden vi ser og lever i er Gud, en Gud som vil os det godt.
Dette sidste er det imidlertid ikke altid til at få øje på. Når livet er svært og gør ondt, når IS lægger videoer af halshugninger på nettet og vi ser de overfyldte både blive tumlet omkring på bølgerne i Middelhavet, så er det vi kommer til at tænke om tilværelsen som en kampplads, hvor vi med vores skudsikre veste og bekymringer skal prøve at klare os igennem så godt som muligt. Derfor var det Gud selv kom til vores verden, derfor blev han selv menneske, for at få os i tale her midt i det brogede liv. Jesus siger det rent ud: vores bekymringer og vores ængstelse har med døden at gøre. De evige bekymringer er en krampagtig protest mod den sandhed om os, at vores liv er skrøbeligt og forgængeligt. Det ubekymrede liv, Jesus vil åbne for os, finder vi først, når vi tør indse, at vi er sårbare og dødelige mennesker, og når vi tør tro, at Gud er der for os, også der hvor livet gør ondt og virker brutalt og meningsløst, også når vi mister dem vi holder af og selv skal dø.
Modgiften mod vores bekymringer er ikke endnu mere overvågning og endnu højere hegn, ikke endnu flere sikkerhedslåse på dørene og endnu større opsparing, men mere tro. Tro på livet som en gave og en opgave betroet os af Gud. Tro på ham, som vovede dette åbne og opmærksomme liv, selvom det kom til at koste ham livet.
Det er ikke for ingenting, at Jesus kalder os lidettroende. For bekymringen viser, at vi nok tror lidt, men ikke tror nok.
Og så til sidst tilbage til Benny Andersen:
Hvad hjælper det at gå med skudsikker vest, når døden kommer fra hjertet? Hvad hjælper det at sikre os mod alt muligt uden for os selv, så vi ender med at være kapslet inde med os selv og vores eget og en bekymring, der æder os op indefra. Jesus vil udskifte den skudsikre vest med Gud, for han beskytter os indefra, han siger til dig: jeg skal nok bekymre mig om dit liv nu og i al evighed, så du kan lade dit hjerte banke for det liv, der udfolder sig omkring dig, så du kan få mod og kræfter til at kæmpe for det. Amen.