Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
16. søndag efter trinitatis, 20.09.2015
Predigt zu Lukas 7:11-17, verfasst von Marianne Frank Larsen
Elleve dage efter, at hendes mand er død, begynder Marie Curie at skrive dagbog. Hun skriver for at få rede på, hvad der er sket i de oprivende dage, siden hun fik besked om, at Pierre Curie var blevet kørt over på vej fra det ene videnskabelige møde til det andet. Hun skriver om at få ham hjem, at lægge ham i kiste, at begrave ham under lindetræerne på en kirkegård i udkanten af Paris, at se graven blive kastet til og føle, at det er enden på alt. Men hun skriver også, fordi hun ikke længere har ham at tale med. Ordene i dagbogen er stilet til ham, for som 38-årig er hun nu alene med deres to små døtre og alene med deres livsværk: forskningen i radioaktivitet. De to har været dybt forbundne ikke alene derhjemme, men også i laboratoriet, hvor de har været hinandens nærmeste medarbejdere. Efter begravelsen begynder Marie Curie atter at arbejde i laboratoriet, men det er som en ørken uden Pierre. Jeg kan ikke komme i tanker om noget, der kan give mig glæde mere, skriver hun, bortset måske fra videnskabeligt arbejde, og dog. Selv hvis noget skulle lykkes for mig, kan jeg ikke bære, at du ikke skal vide det. Om natten drømmer hun om ham; i drømmene er han levende, og derfor gør det ondt at vågne. Om dagen længes hun efter ham, så hun ikke kan holde ud at være andre steder end alene i laboratoriet og på kirkegården, hvor han ligger. Dér kommer hun hver dag.
For sagen er jo, at kærligheden er stærkere end døden. Den dør ikke, selv om den elskede dør. Pierre Curie dør den 19. april 1906, men Maries kærlighed dør ikke. Den lever stædigt videre i hendes drømme, i hendes voldsomme savn, i hendes glædesløse arbejde i laboratoriet, i hendes daglige ture ud til kirkegården. Eller kort sagt, kærligheden lever videre i sorgen. Det er derfor, moren græder i dagens evangelium. Døden har nok gjort det af med hendes søn, men den har jo ikke gjort det af med hendes kærlighed. Den er stærkere end døden, og den lever stædigt videre i hendes krop og sind og hendes forgrædte øjne. Både moderen og Marie og alle andre, som har mistet nogen, de elskede, ved instinktivt, at sorgen bliver ved, så længe kærligheden er levende. Skal man slippe for at sørge, må man holde op med at elske, lægge kærligheden bag sig, glemme den elskede, se at komme videre. Det er der ingen elskende, der vil. Og det er en hån, hvis velmenende mennesker opfordrer til det. For det er at svigte både den, man har elsket, og det, der var lykken i ens eget liv. Så hellere sørge.
Med mindre altså der findes en kærlighed, som ikke alene er stærkere end døden på den måde, at den overlever den, som Maries kærlighed overlever Pierres død, og morens kærlighed overlever sønnens død. Men en kærlighed, som er stærkere end døden på den måde, at den kan gøre en ende på den. Hvis der findes en anden kærlighed, som den døde kan leve i, så er det måske muligt en dag at holde op med at sørge uden at holde op med at elske. Så er det måske muligt at holde op med at græde og få øje på noget, der kan give én glæde, også selvom den elskede er borte. Hvis en sådan kærlighed findes.
Det er sådan en kærlighed, der kommer til orde, da Jesus møder følget og standser dem i dagens evangelium. De har kurs mod graven, men han afbryder dem og taler - både til den sørgende og til den døde. Græd ikke, siger han til moderen, og hvis det var det eneste, han havde sagt, ville det have været en hån mod hendes sorg, selvom det var venligt ment, en bagatellisering af hendes tab, sådan set en opfordring til at holde op med at elske. Men nu nøjes Jesus ikke med at sige Græd ikke til moren. Han går ud over grænsen for det almenmenneskelige, vender sig mod den døde og siger Rejs dig op. Ord, som ville lyde uhyrlige på alle andres læber, for sådan kan man ikke sige til en død. Men Jesus siger det ikke desto mindre, og i hans ord er der åbenbart en kærlighed så livgivende, at den døde begynder at trække vejret, får farve i kinderne, sætter sig op og begynder at tale.
Ikke så sært, at folk bliver fyldt af frygt og priser Gud, fordi han har besøgt sig folk. Det er Jesus, de mener. Det er i ham, Gud er kommet på besøg. Anderledes kan de ikke tolke dét, de lige har set og hørt. For i hans ord har de netop mødt en kærlighed, der er stærkere end døden, ikke bare sådan, at den lever efter døden som Maries kærlighed og morens kærlighed og vores kærlighed, men sådan at den standser døden, gør døden til intet og skaber liv, hvor der ikke er noget liv. Og dén kærlighed – den kender de godt, og det gør vi også. Vi kender den fra vores ganske almindelige liv, og vi holder høstgudstjeneste for endnu engang at skærpe blikket for, at det dybest set er den kærlighed, og ikke os selv, der holder os i live hver eneste dag. At der ikke bare er ingenting; at der er stemmer og farver og liv, der begynder og vokser, åndedræt og hjerteslag – det kan vi ikke takke os selv for. Dyrebare mennesker at leve med. Og en gavmild verden at leve af – og leve i. Så rigelig væde i juni og juli. Solskin i august. Septembers blå himmel. Og alt det, der rødmer nu: hyben, rønnebær, æbler. Duggede edderkoppespind på kølige morgener. Børn, der får lange lemmer og andre evner, end vi troede. Uventet ømhed og overbærenhed. Latter, der kommer bag på os. At vi kan rejse os op hver morgen, så længe det varer, og se og høre og række ud efter hinanden og høste det, vi har brug for, for at leve – det takker vi den livgivende kærlighed for, som ikke er vores egen, men Guds.
Det er den kærlighed fra Gud, der er kommet på besøg i Nain i dagens evangelium i skikkelse af ham, der standser følget og afbryder vandringen ud til graven. Det er den kærlighed, der siger Rejs dig op og skaber nyt liv, hvor der intet liv er, i den døde krop på båren. Og Jesus gav ham til hans mor, fortæller Lukas, og det er hele pointen. Ikke alene at den døde får sit liv igen, men at moren får sin søn. Opvækkelsen drejer sig ikke bare om den enkeltes liv. Men om livet imellem os. At det forhold, som døden afbrød, mellem to, der var så nært forbundet, at den ene ikke kunne leve uden de anden, det bliver genoprettet. Og da behøver moren ikke at græde mere. Da er sorgen vendt til glæde. Ikke fordi hun ikke elsker sin søn, men fordi der er en anden kærlighed end hendes egen, som har gjort ham levende, selv om han var død.
Med opvækkelsen af enkens søn foregriber Jesus det, der skal ske med ham selv påskemorgen. Da er det ham selv, der ligger død som den unge mand på båren, og det er hans egen far, der gør det af med døden og skaber nyt liv, hvor der intet liv er, i hans krop. Den krop, der vel at mærke er præcis som vores, og som gør ham til én af os. Det er dér, koblingen er til vores liv og vores død. Det er derfor, fortællingen om enkens søn også bliver en fortælling om os og dem, vi elsker og mister; et billede på dét, vi håber og tror.
For hver gang vi bærer en død ud herfra, bliver vi standset, præcis som de blev standset den dag i Nain. Vi kan ikke se ham, der taler, men vi kan høre, at han siger det samme til vores døde, som han sagde til den unge mand i Nain: Rejs dig op. Af jorden skal du igen opstå. Hvad ordene betyder, kan vi kun tale om i billeder som dét af den unge mand, der sætter sig op og begynder at tale, og moren, der får lov at holde om sin søn på ny. I de ord, Jesus siger, hver gang han standser os, møder vi en kærlighed, der er så magtfuld, at den gør det af med døden. Og derfor behøver vi ikke at holde op med at elske for at holde op med at græde, når vi mister dem, vi elsker. Vi har lov til at vende blikket mod det, der endnu giver os glæde, vel vidende, at i dén magtfulde kærlighed er vores døde levende hos ham. Amen.