Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
17. søndag efter trinitatis, 27.09.2015
Predigt zu Lukas 14:1-11, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Dagens evangelietekst handler bl.a. om kunsten at være ydmyg. Og det synes som om et moderne menneske har det svært med et sådant begreb. At være ”ydmyg”. Synonym-ordbogen sætter det i gruppe med begreberne underdanig, hundsk, indsmigrende, lydig eller endog udtrykket køteragtig. Og holder man fast i sådanne betydninger, så forsvinder meningen med dagens tekst som sand mellem fingerne.
Meningen er ikke, at hvis vi opfører os køteragtige, så bliver vi ophøjet. Meningen er snarere, at vi skal sætte os selv i de nederstes sted. Det er, at ydmyge sig, i evangelisk forstand.
”Hvis en af jer har en søn eller en okse som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække ham op, selv om det er på en sabbat?” Som vi hører det så ofte, er det lovslaveriet, Jesus sætter sig op imod. Ikke at Jesus er kommet for at nedbryde loven, for at elske er også at sætte grænser, men for at bringe loven og mennesket i det rette forhold: Sabbatten, altså hviledagen, blev skabt for menneskets skyld; ikke omvendt, siger Han. Men det er jo et dilemma at sætte tilhørerne i.
For overholdelsen af sabbatsbudet var for farisæerne et af de væsentligste kendetegn på det jødiske folk. Skulle det ske, at alle jøder bare én eneste gang formåede at overholde sabbatten i alle enkeltheder, så ville Messias ifølge traditionen komme.
Derfor er det selve nerven i lovtrældommen, Jesus gør op med her. At sabbatten skulle være til for menneskets skyld, og ikke for Guds skyld, det var nonsens for farisæerne. Men for Jesus derimod, var der ingen mening i at tale om Guds bud, uden at tale om Guds vilje med mennesket.
Det er sabbatsbudet som princip, Jesus gør op med. Ikke sabbatten selv. For vi skal komme vores hviledag, vores sabbat i hu, som eet af de 10 bud foreskriver. Vi skal afsætte en dag om ugen til fordybelse og tak. En dag uden unødigt arbejde; en dag, hvor vi husker på, at det ikke er tingene der ejer os, men os der ejer tingene. Og deri mærke Guds omsorg for mennesket: at hviledagen er til for menneskets skyld.
Hvis man ikke må lave dagens gode gerning på Herrens Dag, sabbatten, hvad så hvis dit elskede barn kræver en hurtig arbejdsindsats fra din side? Er loven da højere end kærligheden? Nej naturligvis. Lov og evangelium skal ikke udelukke hinanden, men supplerer hinanden. Understøtte hinanden.
Det er den store fortælling om Gud og menneske, der her kaster sit lys over os, så vi kan se vores menneskelige kærlighed og vores indbyrdes relationer i lyset af den evige kærlighed, der mægter alt.
”Hvis du nu har en søn der falder i en brønd, vil du så ikke trække ham op, selv om det er på en sabbat?” Det er livets fjende, Jesus taler om. Ondskaben, synden og døden er den brønd, som vi alle er faldet i. Det er menneskehedens fælles skæbne og hvert eneste menneskes egen skyld.
Nu kommer Jesus så og trækker os op. Han må helt ned i dybet for at hente os. Men Han gør det. For Han er det menneske, der altid standser op. Han er den næste, der aldrig går forbi, og lige netop derfor kan vi i Ham, skimte et glimt af det oprindelige liv; sådan som ville være uden den ondskab og den synd og den død der altså er blevet en del af det hele.
Som den, der aldrig går forbi et menneske der trænger, er Jesus et forbillede for os alle. Det Han viser os, er kunsten at ydmyge sig for sin næste. At sætte sig i de nederstes sted. Ligesom bryllupsgæsten, der skal sætte sig bagerst i festlokalet, og dermed have muligheden for at blive hædret. Dét afsnit af evangelieteksten, hvor gæsten får besked på at sætte sig højere op, anviser os en måde at være til på. Den ægte ydmyghed, der giver afkald på de fornemste pladser.
Jesus Kristus gav selv afkald på den fornemste plads: At være Gud lig. Han ydmygede Sig, og derfor fik Han hæderspladsen, hvor Han ”blev hædret i alle gæsternes påsyn”. Derfor skal hvert knæ bøje sig for Ham og hver tunge bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre.
Så er kaldet til ydmyghed altså ikke blot en opfordring til en udvendig livsstil, lidt påtaget kristelig fromhed, men et kald til at ”have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus”.
Men selvom opfordringen lyder til ydmyghed, så er denne disciplin ikke bare noget man over eftermiddagskaffen kan beslutte sig for. Man kan ikke tage sig sammen til ydmyghed. Man kan ikke øve sig i ydmyghed, for ydmyghed begynder et andet sted: I en oplevelse af at være grebet af noget oprindeligt; noget man ikke selv råder over, i en erfaring af at være indfældet i noget godt og stort.
Derfor begynder det ikke med, at vi nu beslutter, at vi vil være ydmyge, men at vi åbner øjne og ører, sind og sanser.
Mon vi ikke alle har oplevet at blive gjort ydmyge? Måske da vi stod ved døbefonden med et af vore børn? Måske da en kom hen til mig og lagde hænderne på min skulder den dag, hvor glæden var forsvundet? Ydmygheden i den store glæde. Den store glæde, som kom udefra og indefra samtidig. Hvor jeg oplevede at høre hjemme i verden og i mit eget liv, uden at tænke i forbehold og uden at stille krav.
Men jeg blev også ydmyg, da jeg oplevede den store sorg. Da vi stod i hjemmet eller i kapellet og sang og bad en bøn. Da kisten blev sænket i jorden. Hvor var vi små og hjælpeløse, prisgivet en virkelighed, der er større end os. Afskedens stund kan være en værdifuld tid, når vi kommer lidt på afstand af den.
Ydmyghed er en måde at være til på, når vi befinder os på grænsen mellem det, vi kan, og det, vi ikke formår. For i ydmygheden får vi lov til at være os selv, uden at vi behøver at overveje, hvor vi er bænket ved tilværelsens bord. Om vi har fået plads helt bagerst i lokalet, eller oppe ved højbordet.
Jesu ord til os i dagens evangelietekst, de ord som vi aldrig kan blive færdige med, er først og fremmest en forkyndelse af Ham selv. Den, der ydmyger sig, skal ophøjes. Den korsfæstede blev den opstandne. I troen på Ham kan ydmygheden opstå ganske af sig selv. Som en skælven i et ydmygt sind, der kan få os til både at slutte og begynde i Jesu navn. Amen.