Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sidste søndag i kirkeåret, 25.11.2007
Predigt zu Matthæus 25:31-46, verfasst von Johannes Værge
Det handler i prædiketeksten til denne søndag, den sidste søndag i kirkeåret, om dom - og det vidste jeg jo godt, da jeg bestemte mig for, at salmen før prædikenen i dag skulle være en lovsang, et udtryk for glæde og taknemmelighed. Men med tanke på, at det var dommen, vi skulle høre om, havde det så ikke været rimeligere med et andet toneleje? Skulle ouverturen til prædikenen ikke have været mindre lys, haft en alvorligere, måske ligefrem dyster tone?
Nej, vil jeg hævde - hvis det med dommen virkelig skal give mening, må det være på baggrund af, at vi først har gjort os klart, hvor betydningsfuldt livet er, hvor storslået, gavmildt og mulighedsfyldt det er skabt og givet os - altså at der er så meget at takke for, glædes over. Hvis derimod livet og dets muligheder ikke blev betragtet som noget særligt, ikke forekom os dyrebart, så var der jo i virkeligheden ikke rigtig grund til at lade en domshandling rense noget væk for noget andets skyld; der ville ikke være noget særligt at holde dom over. Men fordi der er så meget at tage imod i undren og ansvarlighed og taknemmelighed, fordi så meget stort og dyrebart er betroet os mennesker og står på spil, derfor ...
Fik jeg set det, jeg skulle, fik jeg gjort det, jeg kunne?
I Bibelen tales der om den afgørelse, vi og vores jordiske verden styrer imod, på forskellige måder, med forskellige billeder. Forskellige udtryk for, at der er nedlagt en begrænsning i den jordiske verden - til forskel fra den skjulte, evige virkelighed bagved, den som lyser i Jesus. I flere sammenhænge knyttes talen om dommen sammen med skildringer af den velkendte, gamle verdens undergang ved Jesu genkomst - skildringer af et ydre, dramatisk forløb. Udtryk for en omvæltning, hvor det, der har død og mørke i sig, rammes af dommen, går under, må vige for det, der har evighed og lys i sig. Men i andre sammenhænge - mest gennemført i Johannesevangeliet - fremstilles dét, som dommen handler om, helt uden sådanne ydre omstyrtninger. Dér koncentreres blikket på det ved mennesket, som skal fornys. Det udelukker ikke tanken om en særlig dommedag ved tidernes ende, men vægten trækkes så at sige frem til nu: en dom, der ikke er bundet til tid og ydre sted, men finder sted, når som helst mennesket i troens afklarede møde med Kristus står over for det, som livet dybest set lever af - det, der er håb knyttet til.
Der er tale om den erfaring, at i mødet med Kristus stilles vi over for det sande menneskeliv, ser menneskets og Guds billede i ét, ser vores dybeste bestemmelse, hengivelse til det menneskelige i dets udsathed og samtidig til det guddommelige i dets lysfyldte sandhedskraft. Og netop derved, i dét møde, afsløres det falske, det onde, undvigelserne fra det, vi skulle og kunne, hvis vi havde blik for, hvad vi mennesker i fællesskab behøver; afsløring af det oppustede, det sminkede. Det, der ikke holder, fordi der er mørke og tomhed i det.
Den dom, der herved af sig selv indtræffer, er med andre ord dommen over det, der ikke er knyttet håb til.
På den måde mulighed for dommedag i dag for én, for en anden i morgen, måske først for alvor efter døden for en tredje.
Er dommen så i modsætning til taknemmelighed over livet, glæde over livets muligheder? Nej, selve det, at der er dom, er godt budskab, livsbekræftende, for det betyder, at det onde ikke har frit løb. Der sættes skel, grænse. Det, at der er dom, er udtryk for, at det, der forvansker og ødelægger livets storhed og glæde, har Gud noget større at sætte ind imod, så det, der ikke er af Gud, renses bort. Det, der fordrejer og ødelægger livet, er ikke det, der varer. Gudskelov
I læsningen fra alteret fra Esajas= Bog (kap. 65,17-19) præsenteredes vi for en jubelfyldt vision af, hvordan en virkelighed, der er skjult på færde bag det gammelkendte, kaldes frem af Guds skaberkraft. En ny himmel og en ny jord, en ny velsignelse over menneskenes liv, et renset, lysfyldt livsgrundlag. - Det var det, Jesus flere århundreder senere trådte frem og bekræftede: En større godhed gemt til os, i stand til at vælte alt ondt fra magten over os. I troens tillid til Gud, i håbet, i kærligheden er vi allerede forbundet med denne nye verden, dens lysfyldte kræfter. Kristus møder os som åbningen og indbydelsen dertil, og dommen er, at dét fjernes, som spærrer.
Hermed er dog langt fra sagt, at vi bør forestille os det som en smertefri øvelse, endsige en leg at møde dommen. I det omfang, jeg har forbundet mig med ondskab og mørke, må dommens renselsesproces være tilsvarende hård - kan det være anderledes? Jo mere afgjort jeg har stillet mig selv på falske fundamenter, jo mere rystende vil det være at se det grundlag forsvinde.
Dommen må indebære, at jeg bliver konfronteret med de svigt og de tilbøjeligheder i mig selv, som jeg har forsøgt at kamuflere, fordi denne side af mig var for ubehagelig at vedkende sig. Dommen er altså det opgør og den proces, der gør erfaren som aldrig før på en selv, afslører sandheden. Ofte nok kun mulig at tilegne sig i etaper, en dommedag i etaper, frem mod det punkt, den afklaring, at vi med alt i os bliver i stand til at sige ja til en renset, fornyet virkelighed, en ny verden.
Men som nævnt er dommen - hvad enten den skildres i den store, ydre skala, eller blikket samles om det, der skal omvæltes i mennesket, så er dommen under alle omstændigheder knyttet til mødet med Kristus. Det afslørende møde med det, der lyser i ham. Jeg er altså ikke alene, når dommen over mig sker. Jeg er ikke overladt til mig selv. Han er der - ikke som den, der påfører mig straf, det klarer jeg udmærket selv i den forstand, at det er mine egne svigt og bedrag, der rammer tilbage på mig. Han er der som det lys, der får det hele til at stå frem, også det skjulte, sådan som det er. Men i det lys er der samtidig noget andet, mere end afsløring, også en anden egenskab: Det er også skabelsens lys, han har i sig, det som kalder nyt liv frem, det som er stærkere end mørket og fortabelsen, i stand til at kalde gudsbilledet frem selv fra det dybeste skjul i et fortabt menneske.
Jeg er ikke alene, når dommen over mig sker. Der er også en kærlighed at blive iklædt. Dén er også i lyset i mødet med ham.
Og det viser sig så, at han var der hele tiden, også forud, hele vejen igennem. Når dommens klarhed skænkes os, er der undren over, hvor nær han var: Var det dig, jeg overså, da jeg havde nok i mit eget, blev fortabt i mit eget? Var du i det menneske, som behøvede et besøg, en hånd, et venligt blik - behøvede mit nærvær? Og på den anden side: Var det virkelig dig, jeg kom til at tage mig lidt af, uden at tænke nærmere over det?
På den måde går skillelinjen nok ikke så meget mellem to slags mennesker som ned igennem hver enkelt --- men der hører også den side af afklarings-mødet med Kristus med, hvor vinklen er skiftet:
Så var det også dig, Kristus, der skjult i et medmenneske kom til mig, da jeg var i nød, var fortabt. Det var altså dig, der sendte mennesker, igennem dem trøstede, eller blev vred og satte på plads, da det var det, der skulle til. Opmuntrede, gav indsigt, hjalp mig til at se, hvor der var vej. Fik mig til at slippe en indespærret gråd fri, og der blev fodfæste og åbent land at gå ud i igen. Fik mig til at le.
Det var altså ham, der hele vejen igennem så os. Var der, blev der - bliver der. Den kærlighed, vi er afhængige af og lever af. Både på vej ind i dommen og efter dommen: Grund til tak.