Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
18. søndag efter trinitatis, 04.10.2015
Predigt zu Matthäus 22:34-46, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen
Dagens evangelium siger, at det vigtigst er, at elske Gud og næsten, men der er ikke meget kærlighed i det skænderi vi er vidner til.
De skændes luften er fuld med anklager og spørgsmål der skal fange den anden. Det skulle ellers have været en romantisk tur i biografen, men så tog det ene ord det andet. Stemmerne skære gennem luften, de vender sig på fortovet overfor, andre kikker den anden vej. De skændes og så går de fra hinanden. Stilheden bliver værre end skænderiet for da talte de stadig sammen. På vej hjem går han med telefonen i hånden, hvornår sender hun en sms og siger undskyld? Undskyld det ord, der vil få samtalen i gang igen. Sådan ser et skænderi ud i vores verden, men også i dagens evangelium. Spørgsmålene bliver også her stillet for at fange hinanden og munden bliver lukket på Saddukæerne. Farisæeren går så ind i slagsmålet og får verbale bank og ingen tør længere stille spørgsmål, hvem skal starte dialogen igen?
I mine gamle prædikener kan jeg se, at jeg var begejstret for, at Jesus kunne lukke munden på sine modstander. For når Gud kommer forbi er der kun en sandhed, skrev jeg, og alt andet må tie. I dag syntes jeg alle taber på den dialog der bliver lukket ned. Jesus vinder selvfølgelig stilheden, men det er også i dag han mister sit liv, fordi Farisærene begynder at tale sammen om at gøre ham tavs. Og ærligt talt der er ikke meget evangelium i, at høre på to parter skændes eller er der?
Hvad er det største bud i loven spurte farisæren, i dag vil vi nok sige det vigtigste i livet. Jesus svarer: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv. Og på den bagrund begynder de at skændes og det der skiller dem bliver så stort at de må gå hver til sit.
Sidste gang vi hørte det spørgsmål, voksede spørgeren, da han hørte lignelsen om den barmhjertige samaritan. Det blev en historie om den der på trods af etniske tilhørsforhold blev næste, fordi det der samler er støre ende det der adskiller.
I dag virker de ord ikke som dengang, men bliver hængende underlige uopfyldte hos os. Lad os starte dialogen igen og se hvad det betyder i vores liv, at vi skal elske vores næste som os selv. Lad os se om vi kan finde næsten, så vi kan komme i gang igen. En definition kunne være, at næsten aldrig er min ligemand, for næsten er altid svag og jeg giver næsten af min styrke, så næsten kan komme på fode igen. Sådan var det for et par søndage siden i lignelsen om den barmhjertige Samaritan. Da han samlede en mand op i vejkanten. Eller var det? var det ikke pointen, at næsten ikke er den der findes, men Samaritaneren. Den der overskrider egen frygt, etniske tilhørsforhold og alt det andet der skiller for at gøre det basale at hjælpe. Næste er den der bliver næste for en anden.
Jeg tror vi har fat i evangeliet igen, for hvis næsten er den der finder og bliver næsten, hvad siger det så om buddet om at elske Gud. At Gud ikke bare er en der skal findes og elskes, men også er den der begrænser sig selv for at finde os. Gud gik i dialog med os gennem Jesus for at pege på hvad der var det vigtigste. Det der sker lige før al dialog ophøre, at vi skal elske Gud og næsten.
Manden med kærestesorger sidder på kirkebænken med telefonen i hånden, der er ikke kommet en sms endnu. Og vi kan stille spørgsmålet hvem sender den første sms når dialogen ophører mellem mennesker? og hvem gør hvis den ophøre med Gud?
Vi bliver næster ved at gøre det basale, at hjælpe et menneskes i nød. Gud bliver Gud ved at overskride alt det der skiller ham fra os og blive menneske i Jesus. Han bliver et menneske som også en gang imellem kan tabwq2e hoved og lukke dialogen ned. Det var hans vilkår, som det er vores, at det ene ord kan tage det andet og vi glemmer alt om næstekærlighed. Næstekærligheden er glemt i dag i den lille historie, men i den store historie åbner Gud dialogen med os mennesker ved at sone det der skiller os ad. Der skal to til at skændes, men kun en til at sende en sms. Hvem tror i det bliver? Hvis i sidder med et bud på hvem der åbner dialogen igen tror jeg vi alligevel fandt evangeliet bag skænderiet og kan kalde det en prædiken. Amen.