Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
20. søndag efter trinitatis, 18.10.2015
Predigt zu Mattæus 22:1-14, verfasst von Leise Christensen
Når man er cand.teol., dvs. færdig med sin kandidateksamen ved universitetet, skal man gå et semester på noget, der hedder Pastoralseminariet for at kunne blive ansat som præst i Den danske Folkekirke. På dette seminarium lærer man noget af det praktiske i præstegerningen så som at døbe folk, vie og begrave, man får at vide, hvordan man skal gebærde sig foran alteret, og hvordan man vælger salmer til søndagens gudstjeneste. Man har samtalevejledning, prædikeskrivning og konfirmandundervisning på programmet, og resultatet af anstrøngelserne ses rundt omkring i kongerigets kirker. Men en ting i sær husker jeg fra undervisningen, der i for mit vedkommende fandt sted en del år, før jeg faktisk blev præst (dette er så min undskyldning for evt. fejltrin i løbet af en gudstjeneste), og denne ene ting er, at man altid på holdet diskuterede, hvad man mente, at folk mente og syntes og tænkte og troede ude i virkeligheden. Ja, hvad de almindelige mennesker tænker om gudstjenesten og det, som præsten står og siger. Den nok så berømte Maren i Kæret var ofte oppe og vende med udtryk som: ”Jamen, hvis du siger sådan, kan Maren i Kæret da aldrig forstå det”. Eller ”Ude i virkeligheden, der kan man ikke gøre sådan. Det gider almindelige mennesker ikke at høre om”. Det undrede mig altid meget, for jeg har da altid opfattet mig selv som værende en del af virkeligheden, af verden. Og jeg synes da, at jeg på mange måder selv er Maren i Kæret, og at jeg bestemt tilhører den gruppe af mennesker, der går under betegnelsen almindelige mennesker, i hvert fald i det omfang, at der overhovedet findes nogen, som er almindelige! Jeg synes nemlig, at jeg i mit dagligliv møder rigtigt, rigtigt mange helt ualmindelige mennesker med hver deres historie og liv bag sig levet derude i den virkelighed, der lurer overalt. Samme velkendte tankestruktur findes bag udsagn som f.eks.: De der mennesker, der sidder inde på Chr.borg, de skulle i virkeligheden tage og komme ud og se virkeligheden”. Virkeligheden er tilsyneladende ikke virkelig på Chr.borg, ligesom barnløse, der giver gode råd om børneopdragelse, ofte får at vide, at de skal passe sig selv, for de ved virkelig ikke, hvordan det er i virkeligheden. Næh, muligvis, men de ved til gengæld godt, hvor træls det i virkeligheden er at være sammen med uopdragne børn! Nej, når vi bruger udtryk som ”i virkeligheden” eller ”ude i virkeligheden”, så gør vi det for at sætte skel. Sætte skel mellem dem og os.
Vi hører i dag om en ganske forfærdelig bryllupsfest, og den er der meget at sige om. Der er mange linjer og tråde, der kunne følges, men i dag har jeg valgt at se på den sidste linje, der handler om den mand, der ikke iførte sig festtøjet og derfor blev smidt ud fra festen bundet på hænder og fødder. Der skulle han så ligge i gråd og tænders gnidsel. Han blev smidt fra festen ud i virkeligheden, kunne vi sige. Der er således nogle, der er inde i lyset og varmen, og nogle, der må ligge udenfor i kulden og mørket. Hvordan svarer det egentlig til de centrale budskaber i kristendommen? For festen er jo et billede på Himmeriget, mens det mørke sted er et billede på fortabelsen, og værten, der på hård og brutal vis smider en stakkels gæst ud, er Gud. Hvordan hænger det sammen? Hvorfor sættes der skel mellem mennesker på den måde? Hvorfor skal nogen være i frelsens virkelighed og nogen i en anden virkelighed? Hvorfor er Gud så uforsonlig her? Mange mere eller mindre sindrige tanker er tænkt i denne anledning. Hvordan kan vi have en lignelse, der i den grad strider imod, hvad vi opfatter som god evangelisk luthersk kristendom? Her kunne man komme med en tidshistoriske udredning om, at evangelisten Mattæus ventede, at himlen og jorden, som vi kender dem, var lige ved at skulle gå under; at endetiden stod for døren, og de gode og de onde mennesker dermed skulle sorteres efter fortjeneste. Af Gud. I menigheden måtte man leve med, at man ikke kunne se, hvem der i hjertet var god eller ond, men det skulle man ikke leve med på dommedag: Der ville alt blive åbenbaret, og Gud ville tage affære med både de gode og de onde. Sådan er endetidens virkelighed i henhold til Mattæus, og det er det, Mattæus er ved at lade op til her med den lignelse, som vi hører i dag. Er det det, som vi i virkeligheden tror på? At nogle af os skal bindes på hænder og fødder og smides udenfor, hvor der er gråd og tænders gnidsel? Fordi vi/de har fortjent? Because we´re worth it, som det hedder i reklamen. Nu tror jeg ikke, at man som sådan kan sætte skel mellem onde og gode mennesker. Ondskaben sætter ikke skel mennesker imellem, men løber ned igennem det enkelte menneske. Det er for nemt at udpege sig selv eller andre som onde eller gode, for skellet står ikke der. Det står i det enkelte menneske. Det er en kamp, som vi især må kæmpe – med vekslende held. Det lader imidlertid til, at det mindste lille fejltrin som f.eks. en forkert festdragt kan gøre os fortabte. Hvis det altså er os, der smides uden for festens virkelighed og ud i kulden og mørket, bundet på hænder og fødder. Der er ét menneske, som allerede har været bundet på hænder og fødder og smidt ikke udenfor, men op på et kors, nemlig Jesus, Guds søn. Som hang der ensom, forladt af Gud og mennesker, bange og sikkert med gråd og tænders gnidsel. Fordi han gjorde det, skal vi ikke gøre det – altså at ligge i det kolde mørke med gråd og tænders gnidsel. Selvom vi med vore mange fejltrin og overtrædelser over for medmennesker formodentligt fortjener det. For i virkeligheden er vi alle sammen iklædt de helt rette klæder, nemlig dem vi blev iført i dåben. Det tøj kan aldrig blive forkert, for det er givet til os af Gud selv, dengang hvor vi blev tilsagt syndernes forladelse og løftet om kødets opstandelse og det evige liv. Det tøj forbliver en festklædning. At vi er iført dåbens klædning, fritager os ikke fra til stadighed at skulle kæmpe mod det onde og følge Jesu bud om kærlighed til Gud og medmennesket. Det fritager os ikke for kravet om at tage del i livet for fuld kraft, selvom vi løber risikoen for, at noget går galt. Det gælder bare om at komme ind i kampen og bide livet i låret. Ikke at pakke os ind i vat og forsikringer, fordi vi kunne risikere at ende udenfor, hvis vi gør noget eller overhovedet drager ind til festen. Vi er nødt til at stole på, så længe vi lever i denne verden, at Gud vil os det godt, og at han en gang for alle har ladet en ligge udenfor netop for, at vi andre ikke skal derud. Det er det, som vi er døbt til at tro på. Amen.