Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Første søndag i fasten, 25.02.2007
Predigt zu Matthäus 4:1-11, verfasst von Peter Skov-Jakobsen
Ørkenen er et faretruende sted. Det er dér hvor alting synes at gå til grunde. At stå og se ud i en ørken er fascinerende. Så langt øjet rækker er der ikke andet end det øde landskabs konturer. Men også det øde land er mere eller mindre ufremkommeligt. At skulle færdes i ørkenen må være forbundet med skræk og rædsel. Her er der ikke plads til at tage fejl. Farer man vildt, så er det ude med én.
Ørkenen er det sted hvor man ikke længere opfatter rigtigt. Man er under så kraftig en påvirkning af sol og tørke at det i bogstaveligste forstand flimrer for ens øjne. Det er umuligt at se klart. Endnu værre er det at hallucinationerne ligger lige for. De blander virkeligheden med uvirkeligheden og får én til at se det man måske mest ønsker - eller det man mest frygter.
Ingen må tro at der er tomt i ørkenen. Det kan godt være at det ser øde og tomt ud. Men der raser i ørkenen. På Jesu tid var ingen i tvivl. I ørkenen rasede dæmonerne. De angreb alt levende og snoede vrangen ud på alt liv.
Dæmoner har vi det lidt svært med i dag. Vore forfædre gav dem gerne ansigter. For dem var det heller ikke så svært at give dæmonerne krop. De levede og turede rundt med mennesker. Heldigvis syntes vore forfædre at de var nemme nok at kende. Dels havde de for mange tæer, dels vendte fødderne mod hinanden, og så man rigtig godt efter anede man også et dæmonisk udseende: altså lidt afslørende grimhed og måske nogle små horn i panden. Se selv efter på vore mange kalkmalerier her i Danmark.
Vi kan nu om stunder ikke lade være med at trække på smilebåndet ad vore forfædre. Men inden vi ler alt for meget ad dem, bør vi måske overveje den ærlighed de mødte tilværelsen med. De mærkede trods alt at det ikke altid var så ligetil at være menneske. Der var så mange magter der syntes at have godt fat i én. Mange af disse magter erobrede én fuldstændigt, og det var som om man ikke kunne slippe. De magter brugte alle mulige kneb. Dæmonerne var ikke bare onde, men også listige. De lokkede mennesker med store forventninger - de forklædte deres ondskab med sirlighed og rigdom, og det var svært at undgå fristelsen. Inden man vidste af det, sad man i løgn og dæmoni til halsen.
På Jesu tid skelnede man ikke. Enhver der var ramt af sygdom eller handicap ansås også for at være dæmonbesat.
Den tanke ligger os fjernt i det moderne samfund. Vi kan ikke få os til at se sådan på syge og lemlæstede. Når vi bruger ordet dæmon eller dæmoni, er det forbundet med en uafvendelig ondskab.
Men selv i den sidste sammenhæng er det som om det moderne menneske vægrer sig ved at bruge begrebet.
Jeg har på det sidste læst nogle bøger om krigsforbrydelser og krigsforbrydere, lige fra en amerikansk psykiaters optegnelser over de samtaler han førte med de store tyske nazistiske ledere under Nürnbergprocessen og til en kroatisk forfatters og journalists beretninger om nyere krigsforbrydelser.
Det ligger i luften når man interesserer sig for sådanne problemer at det er god tone altid at sige at man ikke skal dæmonisere disse mennesker. Holdningen er at en af de frygteligste erkendelser mht. ondskab og krigsforbrydelse at det ofte er såkaldt almindelige mennesker der forvandler sig og bliver umenneskelige - og hvis man dæmoniserer dem afslører man ikke den banalitet som er i disse forbrydelser; men gør dem til noget specielt.
Jeg har ikke rigtigt noget begreb om hvornår man ellers skulle bruge begrebet dæmoni hvis man ikke må hævde det i disse sammenhænge. Det forekommer mig at nogle moderne iagttagere af den historiske virkelighed lader som om at det er ualmindeligt og nærmest kun akademisk muligt for mennesket at tage fejl - og at det sjældent sker!
Jeg forstår godt fristelsen til at se anderledes på mennesket; men ingen af os er tjent med at lade som om at det ikke kan gå rent galt. Dæmoni er ikke så specielt endda! Det har været en fristelse siden vi lærte at kende godt fra ondt - siden vi forsøgte at skelne mellem sandhed og løgn.
Dæmoni er såmænd såre banalt. Når mennesket ikke længere tør vise medfølelse med de andre, og når mennesket ikke længere tør tænke sig om; men bliver grebet af sin hævntørst, bliver grebet af sin trang til at blive set frem for de andre, bliver grebet af sin egoisme, bliver grebet af sin angst, så ved vi fra hele historien at det fuldkommen utænkelige kan ske. Vi ved at vi end ikke har fantasi til at forestille os ondskaben og den gru som vi kan sænke over hovederne på hinanden. Da man diskuterede hvordan retsopgøret skulle finde sted efter 2. Verdenskrig blandt de allierede, foreslog Stalin at man kunne lægge ud med at henrette 50.000 tyske officerer - den svækkede amerikanske præsident Roosevelt vidste vist ikke rigtigt - men Churchill blev så utilpas at han måtte forlade selskabet. Han væmmedes ved tanken. Nok var de fjender; men at gøre sig selv til et bestie fordi fjenden var det, så han ingen grund til.
Det er da dæmoni når bagtalelser og sladder ikke kan stoppes på arbejdspladser; det er da dæmoni når løgn og mistanke spredes i et politisk system; det er dæmonisk når skoleelever truer hinanden og forpester hinandens tilværelse.
Dæmoni er ikke bare tilfældige tanker - det er menneskers handlinger, det er os der sætter os bagved det utænkelige.
Men herinde ser vi hen til at alting kan være anderledes. Vi prædiker et håb i verden. Vi minder hinanden om Jesus der ikke kunne købes, ikke kunne lokkes, ikke kunne skræmmes af det dæmoniske. Han blev udsat for det - og til tider kan vi vel ikke lade være med at spørge hvorfor han absolut skal være så menneskelig? Kunne han dog ikke bare overvinde det dæmoniske og tage hele verden i besiddelse? Hvorfor skal han absolut udsætte sig for den menneskelige svaghed, skrøbelighed og sårbarhed? Hvorfor kunne han ikke bare rydde brættet for evigt og trumfe over som verdens mægtigste konge? Hvorfor skal hans styrke altid pointeres ved hans ømhed, ved hans menneskelighed, ved hans sårbarhed? Vi står virkelig ved troens dybeste hemmelighed - nemlig at kærligheden overvinder alt! Men det er altså den kærlighed der næsten bliver gjort tavs af forbrydelser og ondskab - det er det lys der til tider er ved at blive kvalt i mørke og dysterhed.
Herinde må vi bringe hinanden til at huske dengang Gud gik rundt i Paradis. Ifølge en jødisk udlægning var det for at Gud ikke kunne slippe Adam af sit syn. Han kaldte på ham. Når Gud kalder er det for at udvirke menneskets erkendelse af at man skal svare. Når alt godheds og sandheds ophav kalder, må mennesket spørge sig om det er lydhør over for kærligheden og sandheden eller om vi er optaget af andet.
Der findes dem der hævder at mennesket ikke kan afvendes fra sine vildveje; men netop det er en forhånelse af Gud. Der findes ikke det sted hvor mennesket har bragt sig hen hvorfra det ikke også kan føres bort med Guds vilje. Der er mange måder at reagerer på i verden. Man kan blive vred og ønske hævn; man kan blive mismodig og ty til løgn; man kan blive forbitret og slå ihjel - men det er alt sammen vildveje, blindgyder!
Men man kan også lytte til Guds kalden - lytte til håbet i verden for der er muligheder for at undgå forløjetheden og forvrængningerne - der er sandhedens mulighed, der er overbærenhedens mulighed, der er tilgivelsens og barmhjertighedens mulighed. Trods al dæmonien i verden kalder Gud på mennesket, der ikke vil være sig bekendt, og skaber længslen efter det dyrebare liv.