Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i advent, 02.12.2007
Predigt zu Lukas 4:16-30, verfasst von Peter Skov-Jakobsen
Der findes ord og sætninger som bliver ved med at kalde på eftertanke. Der findes billeder og musik som vækker længslerne og som lader sjælen ane at man er på vandring efter det skimtede, men endnu ikke sete; på vandring efter det antydede, men endnu ikke fuldstændig opfattede.
Længslerne udtrykker vores begær efter livet. Fra tidernes morgen er det som om vi blev udstyret med en guddommelig fantasi. Vi blev kaldet ind i en verden hvor der findes en længsel efter det oprindelige.
Midt i kaos, midt i tumultet, midt i det rene ingenting skabte Gud verden. Midt i universets voldsomhed og ubegribelighed lod han menneskene ane lyset, se buskene og træerne. Sol, måne og stjerner satte han på himmelhvælvingen for at vi kunne ane vejen. Siden har vi betragtet skabelsen med forundring. Vi har anet at her mødtes himmel og jord. Skabelsens skønhed og rasen, dens ynde og vælde har sendt vore tanker langt omkring, og hver gang anede vi at jord og himmel er guddommelige steder - steder hvor Gud lader sig længes efter.
Guds Ånd er over os med længsler og begær efter livet. Men Gud kender også til menneskers optagethed af livløsheden; han er ikke blind for ondskabens, løgnens og hadets virkelighed. Det er vores lykke at alle destruktionens magter bliver modsagt. Jesus fra Nazaret er Guds protest mod kaos og destruktion. Han er Guds protest mod livløsheden og formørkelsen. Han er det menneskelige ansigt som gør Gud fuldstændig nærværende på jorden. Han er længslernes protest, livsbegærets eget udtryk!
Der var ikke noget at sige til at de blev noget forundrede den dag i synagogen! De blev grebet af stor glæde over at høre de velkendte ord fra Esajasbogen. Hvor ofte havde disse ord ikke talt ind i deres liv og skabt fremtid og håb omkring sig? Deres forventning var den Messias som sagde om sig selv: "Herrens ånd er over mig fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, og sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår for Herren."
De vidste godt at disse ord betød liv. Det havde de erfaret hver gang de var blevet sendt i landflygtighed - det vidste de når de havde prøvet at været underlagt en despot. De vidste at der var håb i disse ord når fattigdommen fjernede al ære fra deres liv og overgav dem til andres foragt.
Ordene bærer stadigvæk håbet om fremtid i sig når nogle prøver på at bemægtige sig vores liv og kværke fremtiden ud af os. Ordene lader stadigvæk friheden lyse når nogle vil slå os til jorden med sladder, dumhed og undertrykkelse. Ordene lader os stadigvæk ane at der findes en oprindelig længsel og et begær efter liv som undertrykker al håbløshed, får os til at tro at der findes godhed og retfærdighed under himlen.
Men med i længslen efter det oprindelige; med i begæret efter livet og sandheden hører altså også den kendsgerning at vi må finde os i at Gud ikke lader sig overtale til at gå på jorden som vi havde ønsket os det. Gud lader sig ikke binde til vore forestillinger, til vore ord, til vore gerninger. Gud lader sig ikke misbruge til vore forehavender og udfylder ikke bare vore idoler. Gud lader sig ikke kommandere rundt i vores forhåbninger.
Hver eneste gang det bliver advent, opdager vi at han er den vi endnu ikke kender - han er den vi aner og skimter. Han er den der får lyset til at dæmre i den mørke tid, og han er den der får os til ane sammenhæng i al det kaos af lyd og meninger der findes i verden. På en eller anden måde får han os til at håbe selv om håbløsheden har lagt sig omkring os.
Advent, forventningens tid, er også et langt opgør og oprør mod verden. Det er nok muligt at vi iklæder måneden al mulig hygge og tilsyneladende trækker os tilbage bagved idyllens glimmer; men ærlig talt tror jeg aldrig at alle disse kærlige og idylliske fantasier efterlader os uberørte. På en eller anden måde er de også længslens udtryk. De er vores måde at søge det oprindelige på! Vi er sammen på en intens måde; vi prøver på at se børnenes ønsker, ser efter længslen i deres øjne, glæder os over deres spændte stemmer, samtidig med at vi haster rundt, prøver vi også at dæmpe vores travlhed så vi i hvert fald kan nyde og iagttage vore kære.
Egentlig er det vel alt sammen en protest mod de andre dages travlhed der bare efterlader os forvirrede og fortørnede. Det er et opgør mod det overfladiske i tilværelsen, og det er et håb om at vi kan nå forståelse for hinanden og få indsigt i den guddommelige kærlighed.
I adventstiden opdager vi også hvordan vi normalt ruster os til den såkaldte virkelighed - ja man kunne næsten have lyst til at sige opruster os til virkeligheden. I denne tid konfronteres vi med ham der ikke kendte til andre våben end kærlighedens. Vi konfronteres med ham der kom ridende på et æsel ind i Jerusalem, med ham som er så gådefuld at ingen ord kan beskrive ham fuldstændig. Vi mærker at han er den egentlige magt, men hans våben er hverken sværd, skjold, hjelm eller spyd. Han kommer virkelig med uudgrundelig gådefuldhed. Den norske digter Øverland udtrykker det enkelt i digtet:
Vi kender ham endnu ikke.
Vi ved ikke hvem han er.
Han bærer ingen krone.
Han fører ingen hær.
Vi mærker bare en stilhed:
Nu er han nær!"
Han er den urokkelige gudskærlighed, sandhedens klippe og samtidig er han kærlighedens hengivne udtryk. Ingen skal tage fejl. Hans kærlighedsytringer gør os ikke bare varme og glade; men får os også til at springe op i oprørthed over at han ikke lader os være i fred; men protesterer mod vores vaner, mod vores indbildskhed. Gud kommer altid som en overraskelse - lysets våben: troen, håbet, kærligheden, retfærdigheden, mådeholdet, visdommen, modet kommer altid som en overraskelse - og udfordrer mennesker til virkelig at leve som var de skabt i Guds billede - altså med en guddommelig menneskelighed.