Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
23. søndag efter trinitatis, 08.11.2015
Predigt zu Mattæus 22:15-22, verfasst von Eberhard Harbsmeier
"Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er" - det ser enkelt ud, som om vi kunne dele vores verden op i to sfærer - det religiøse, det private, og så det politiske, det offentlige. Og så har man endda sagt, at denne opdeling mellem de to sider, det private og det offentlige, eller også det åndelige og det verdslige regimente, ligesom var kronjuvelen i den lutherske tro, den skelnen, som udmærker os frem for andre religioner og kirker, der blander de to regimenter sammen.
Men er det nu så enkelt? Og er det i det hele taget noget godt, at vi skiller de to ting ad - det private og det politiske? Og hvad er i grunden privat? Og hvad er politisk? Jo mere man tænker over det, desto mere indviklet bliver det. Er det der hele taget noget godt, at man lever i to verdener med to forskellige sæt af værdier og moral. Hvad moralen angår, så siger vi jo ikke, at dobbeltmoral er bedre en kun en moral - tværtimod, dobbeltmoral er det samme som det at have ingen moral. For enten gælder den hele tiden, eller også er der slet ikke nogen moral. Gælder det ikke også for værdier? Enten gælder de, eller også gælder de ikke. Man kan da ikke have forskellige værdier, alt efter, hvordan det passer en bedst. Det er da det samme som at være holdningsløst.
Hvad er kejserens, hvad er Guds? Det er egentlig slet ikke så nemt. Vi kunne jo lytte til teksten og se, hvad Jesus egentlig taler om. Hvad skal man give kejseren? Penge! Men alt det andet tilhører Gud.
I virkeligheden er den traditionelle lutherske fortolkning af denne tekst en fejlfortolkning, der stiller tingene på hovedet: Som om Jesus her lovpriste kejser og øvrighed, som om han talte om at de er indstiftede af Gud. Det gør han ikke - i virkeligheden er hans anliggende at begrænse kejserens og dermed statens magt. Giv dem skat, penge, men ikke mere. For eks. ikke lydighed, for den tilhører Gud alene. Heller ikke kærlighed, for den tilhører Gud alene.
I den lutherske kirke har vi gjort skelnen mellem de to regimenter og læren om den af Gud indstiftede øvrighed til grundlag for synet på forholdet mellem religion og politik. Det er en forfalskning af Luther - han har gjort et andet Bibelord til grundlag for sit syn på det politiske: Man skal adlyde Gud mere end mennesker! Gud er over kejseren! Derfor skal kejseren få penge - men alt det andet tilhører Gud. Den såkaldte toregimentelære er jo ikke virkeligheden ikke andet end en smuk omskrivning af dobbeltmoral!
Penge til kejseren - men lydigheden til Gud, sådan vil jeg fortolke Jesu ord. I urmenighedens tid hang det jo sammen med, at kejseren næsten var guddommelig og derfor havde krav på ikke kun penge, men også tilbedelse. Det sagde de kristne nej til - kejseren skal ikke tilbedes, - det tilkommer kun Gud.
Jeg tror, at der er en næsten typisk dansk misforståelse, hvad der angår forholdet mellem religion og samfund. Danskerne tror, at man kun må være religiøs, når man er alene - i det private, når andre ikke hører på det. Som om Gud var en privat Gud - så at sige underordnet samfundet det offentlige. Den ufarlige Gud, en slags hyggespreder, som ikke på nogen måde kan være farlig. Sådan vil politikere naturligvis gerne have det. For religion er farlig, den stiller ubehagelige spørgsmål. Den sætter Gud højere en kejseren - og samfundet.
Jeg har aldrig forstået meningen med ideen om at religionen skal "ud af det offentlige rum" - det er noget privat, for den enkelte! Hvad i al verden mener man med det? I hvert fald strider det imod grundlæggende principper i den evangeliske kirke: At religion ikke er noget privat, men offentligt, at der er noget, der er anlagt på fællesskab. Religiøs er vi netop ikke, når vi er alene, men når vi er sammen, offentligt, fælles. Kirken er trods alt ikke en frimurerloge.
Hvad tilhører Gud, hvad tilhører kejseren? Det er jo egentlig mærkværdigt: I vore dage vil vi gerne være os selv, vi vil beholde vores penge, dem tror vi, vi har krav på. Vi nægter måske ikke at betale skat, men vi bruger al vores fantasi på at undgå det så meget som muligt. Så vi kan beholde so mange penge for os selv som muligt. Men dermed sælger vi os selv. Jesus siger, at det akkurat skal være omvendt: Pengene kan du godt give fra dig, det mister du intet ved - men du selv tilhører Gud. Deri består den kristne frihed: At give kejseren, hvad kejserens er - nemlig skat, penge, men Gud, hvad Guds er, nemlig sig selv.
Jeg tror, at der er en stor forskel mellem vores tid og Jesu tid: I Jesu tid var men enig om, at det var Gud og Gudsforholdet, der var altafgørende - derfor var det vigtigt at understrege, at forholdet til andre mennesker og samfundet også havde en betydning - giv kejseren, hvad kejserens er - ikke mere, ikke mindre. I dag er det omvendt - der er vi overbeviste om, at det er samfundet og forholdet til andre mennesker, der betyder alting - derfor er det vigtigt at understrege, at religion og det "private" også har sin ret. Før var det det politiske der var omstridt og farligt - i dag er det religionen.
Men derfor er det vigtigt at understrege den rangorden Jesus sætter: Giv samfundet, hvad samfundets er, men Guds, hvad Guds er, nemlig dig selv. Religionen kommer først - Gud skylder vi os selv - og resten kejseren. Man må adlyde Gud mere end mennesker! Amen.