Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
24. søndag efter trinitatis, 15.11.2015
Predigt zu Mattæus 9:18-26 (Ez. 37,1-14), verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Gud er en Gud, der skaber liv, hvor der intet liv er; der gør alting nyt, der hvor det er håbløst. Det er så stærkt, så stort, at vi ikke ved, om vi tør; vi ved faktisk ikke, om vi vil det.
”Min datter er lige død!” er et frygteligt udsagn. Vi kan sagtens se det for os, men vil ikke. Hvem af os kan forstille os en fortsættelse? At pigens far, synagogeforstanderen, ikke derefter bliver tavs, fordi der ikke er mere at sige om døden, end at den er indtrådt? Men, han fortsætter! Men…, ja, netop et ”men”, som er det lille ord, vi bruger dér, hvor alting vender og bliver anderledes.
”Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve!” Så lidt skal der til – et kærtegn, en berøring.
”Bare jeg rører ved kvasten på hans kappe, vil jeg blive frelst”, tænker den blødende kvinde. Altså blot en berøring af det ydre, af tøjet, er nok. En lille detalje med stor betydning, et kærtegn, en berøring, strejfet af en kappe. Stor er kærligheds kraft, og i det små kender vi det her fra vore elskede, når vi mærker, hvor godt deres berøring gør os, og når vi tænker på, hvordan vi sommetider kan dele tøj, kan skiftes til at gå med den samme jakke eller trøje, og hvordan det gør os godt.
Men derfra og så til at tro på underet bare ved berøring, ved vi godt, at der er langt. De døde tørrede knogler i dalen, der ved Guds livsånde rasler, samler sig, bliver overtrukket med sener, kød, hud og endelig rejser sig som en hær, er som en dårlig halloweenfilm. Zombier, levende døde, mennesker der rejser sig fra fortiden uden at have en nutid eller fremtid? Nej tak.
Hvis vi fik valget, er jeg virkelig i tvivl. Forestil dig, at du sidder ved et dødsleje og lige har mistet. Dér vil du måske nok sige ja tak til muligheden, – at den døde igen blev levende, – om end, du sikkert ville insistere på, at vedkommende så også blev rask. I første omgang er det nemlig, at vore kære skal lide, og ikke døden, der er din og min fjende. I anden omgang er det savnet og ikke forgængeligheden, der er fjenden, når vi må fortsætte livet uden vore døde, og sætte alting sammen på ny.
Forestil dig så nu, at du står ved et gravsted, år efter: Du føler stadig savnet, kærligheden, smerten ved aldrig mere at skulle se, høre, være nær. Du kan sagtens i erindringen genkalde dig det levende menneske, men det menneske har ingen plads mere i din nutid, i din fremtid. Sådan er det nemlig at have mistet. Ville du nu sige ja tak, hvis Gud kom og ville kalde? Ville blæse sin livsånde i de døde ben?
Måske… Jeg ved det ikke, jeg er virkelig i tvivl. Og stillet på det præcise ”underets punkt”, kan man vel kalde det, er det mig også smerteligt klart, hvor lille min tro er. Slet ikke at sammenligne med synagogeforstanderens eller den blødende kvindes klippefaste tillid til Jesus. Det er ikke mig, der kan kysse en Madonnastatue eller et særligt krucifiks og gå hjem til mine syge i tillid til, at miraklet er sket, og at jeg finder dem raske eller på helbredelsens vej. Stor respekt for det, for jeg er overbevist om, at det sker – også i den form; Mirakler er mulige, der gives vitterligt tro, der berører mennesker så stærkt, at alting forandres – jeg er slet ikke i tvivl.
Men min tro er en anden; måske er din tro en tredje, og kun ved at tale om det, kan vi sammen blive klogere, stærkere, kærligere og visere. Så jeg vover at forsøge at sætte ord på min tro, vover at tale om min tillid til Jesus som Guds Søn, Herre over liv og død – også over mit liv, min død. Jeg tror på, at Gud kan rejse de døde op, jeg tror på kødets opstandelse og det evige liv. Men tit kommer det til at lyde som en trøstepræmie, eller løsningen på en umulig ligning, - og sådan bliver det let endnu en kampesten i den smertefulde mur, der skiller levende og døde. En mur, vi først kan se igennem, når vi selv mister livet og går over i en anden tilstand. Og sådan hørt, ville min tro på opstandelse ikke gøre megen forskel for livet her og nu.
Når jeg står ved min kæres grave, når jeg ser tilbage på dem og det, jeg i mit liv har mistet, tabt, spildt, brudt, så mærker jeg, at jeg tro på opstandelsen. Jeg tror faktisk, at Gud endnu har det hele i sin hånd, døde og levende sammen, samtidigt, - og at der ikke er noget af det, der er mistet, som er endegyldigt tabt. Det er samlet op af Gud, gemt, skjult for vores øjne, og forhåbentligt er det også forvandlet, forandret, fuldendt. Smerten, sorgen, lidelsen, alt det i vores historie med hinanden, der gør ondt, er ondt, skal forvandles, forandres. En del af gåden ligger skjult dér. Der er et skjult løfte gemt i vores smertelige sorg og savn, når vi mister. Nemlig et løfte om den forandring. Vi forandres jo af sorgen, - og i levende live forandres vi også af vore tab. Sådan er vi hele tiden midt i et fragment af en større virkelighed, der er Guds. At insistere på at ville forblive i fragmentet er ikke tro, men en søgen efter sikkerhed eller garanti for at beholde det, jeg kender og allerede har.
Måske kan vi bedst forstå det her, hvis vi tænker på de gange, vi mistede og genfandt i levende liv – på tilgivelsens og forsoningen steder i vores historie. Venskaber kan jo gå i stykker, vi kan blive ”dødeligt uvenner”, som vi siger, være fjender og gå fra hinanden. Hvis kærligheden er stærk nok, finder vi vej tilbage, bider frygteligt meget skam, sorg og smerte i os og bygger noget nyt op sammen. Det kan aldrig blive det samme; det kan kun blive nyt. Vi er forandret, – men i bedste og lykkeligste fald, er vi blevet stærkere, visere, kærligere, og det nye, vi får, er smukkere, stærkere og dybere end før. Sådan tror jeg om opstandelsen, sådan tror jeg om Kristus, Guds Søn, den, der kan opvække døde og gøre alting nyt, standse lidelsen og sætte ny mulighed foran mig. Det giver mig håb, som er stærkere end sorgen og smerten ved at miste. Det giver mig mod til at tage det nye, anderledes liv på mig, - det liv, jeg må leve nu uden mine mistede, uden det, jeg har tabt undervejs. Og jeg kan se, ane gennem det tynde forhæng mellem levende og døde, at vi er sammen i Guds hånd stadigvæk og sammen er på vej mod det nye, stærkere, smukkere – det evige fuldendte. En rejse ind i Guds store virkelighed.
Gud er en Gud, der skaber liv, hvor der intet liv er; der gør alting nyt, der hvor det er håbløst. Det er så stærkt, så stort, at jeg ikke kan eller vil andet end at tro det! Amen!