Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i advent, 29.11.2015
Predigt zu Lukas 4:16-30, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Gudsriget er ikke noget vi skal glæde os til, men glæde os ved. Det skal vi holde os for øje på denne nytårsdag i kirken – denne første søndag i det nye kirkeår, hvor vi både kan se tilbage på alt det der blev lovet os i forkyndelsen af Guds Ord i det gamle år, samt se frem til alle de kærlighedsfortællinger om Gud og menneske der vil lyde i året som kommer. Sandelig: Gudsriget er ikke noget vi skal glæde os til, men glæde os ved.
Lige midt imellem i går og i morgen, mellem dengang og snart, mellem det, der var og det, der skal komme; lige midt imellem det, der aldrig kommer tilbage og det, der endnu ikke er indtruffet, befinder den mest kraftfulde og stærkeste tidsfaktor sig: Nuet.
I fortiden ligger alt det, der ikke kan laves om på. Alt det vi fik sagt og gjort, eller alt det vi netop ikke fik sagt eller gjort. Alt det vi skal tilgives for: af Gud, af vores næste og af os selv. Og alt det vi selv skal tilgive. Fortiden står ikke til at ændre. Tiden læger alle sår, siger vi, men det gælder kun, hvis den tid der er ”nu”, fyldes med handling. Og ikke en hvilken som helst handling, men en aktiv indsats der folder sig ud i kærlighed og tilgivelse. For kun ægte kærlighed kan hele det brudte. Heri ligger vores tro, og heri ligger Gudsriget.
Hvad er det Jesus siger i synagogen i Nazareth, da Han læser fra profeten Esajas, dagens evangelium:
”Herrens ånd er over mig, fordi Han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”
Det var skriftordet der lød siden gammel tid. Det var det profeti, de havde levet på. Det er Messias forventningen: en dag vil det ske. En dag vil Gud besøge Sin egenrådige og klodsede, men også elskede menneskeskabning. Brudgommen kommer til sin brud. Gud sender Sin Søn, så vi kan blive forenede. Komme os i møde, i erkendelsen af, at der kan være langt fra Gud til menneske, og hvis Gud ikke kommer til os, så bliver vi måske væk i vores søgning mod Ham.
Engang ville det ske, sagde de gamle skrifter; alle profeterne: Elias og Elisa, Malakias og Mika, Jeremias og den uundværlige og højt skattede Esajas. Engang vil det ske, havde Gud hvisket dem i øret og hjertet, så de kunne råbe det højt ude i ørkenen og på bjerget, i byerne og op mod den store storm, der raser på havet. Råbe det til mange, betro det til de få, samtale om det i mørket, når det svøber sig om os som bløde puder og tykke tæpper, og når lysvæld bag ved lysvæld blæser os omkuld.
Profeterne har sagt det for længe siden, med gamle og vanskelige ord, i poetiske ligefremme eller snørklede vendinger, som når to elskende betror sig til hinanden, og de har sagt det i næsten afmagt og vrede, når vi blev skældt huden fuld. Og hvorfor? Fordi det er vigtigt, det vigtigste af alt. Fordi vi er elskede, og den man elsker, hvisker man søde ord i øret, sætter gule sedler op til på køleskabet, efterlader en besked på telefonsvareren og skælder ud og irettesætter på mail og sms. Den man elsker – den, der er vigtigst for dig – taler, gestikulerer og skriver du til på alle mulige måder og med alle mulige midler, for det du vil sige, er det vigtigste af alt.
Vi er Guds elskede skabninger, vi er skabt i Guds billede, vi bærer Guds billede i os, og fordi vi er elskede, skal vi have det gode budskab på alle tænkelige måder: Som åbenbaringer, i samtale, i forkyndelsen, i den gode fortælling, i musikken og maleriet, i roen ude i naturen og på en støjende café. På bunden af suppen og i de drivende skyer. Naturen og kulturen, det religiøse sprog og hele verdens hvisken og råb kan fortælle det samme på hver sin måde.
For tænk hvis vi lige lukkede øjnene det øjeblik det blev vist for os, havde stoppet ørerne til med alt muligt andet, dengang det blev fortalt os, lod os bagbinde af hverdagsrutiner og sure pligter den dag, der blev rakt ud efter vores hænder, så vi kunne mærke det. Vi får mange chancer, for Gud er ikke i alt, men Gud er ved alt, og kan bruge alt som Sin budbringer.
Den der ikke tager imod Guds Rige som et lille barn kommer slet ikke ind i det. Og barnet bruger flittigt alle sine sanser på alt det nye og spændende, og mindst af alt sin sunde fornuft. Og på samme måde kan Gud måske dårligst af alt gribes med den sunde fornuft. Det er et paradoks, der glider af mod forstanden som et spejlæg smutter af en teflonpande. Det kan godt tænkes på med fornuften, men skal det gribes bliver det med hjertet, at Gud vil besøge sit folk. At der er frelse, trøst og pleje til alle, der slider sig trætte i denne verden, det kan ingen sige sig selv, for det skylder Gud os ikke og det har vi ikke ved gerninger kunnet spare op til.
Hele verden tillader Gud at synge med på lovsangen og den nye aftale, Han vil indgå med os. Og profeterne gør det på skrift: ”Herren kommer, Gud besøger Sit folk! ” Ja, Han kommer til os som Menneskesønnen. Født af en jomfru, stille ridende på et æsel.
Han kurerer sygdomme som lægen ikke kan kurere, og Han taler til os som en, der ikke bare har indsigt og visdom, men som en, der har været med fra altings begyndelse. Han slår døden på dens hjemmebane, og Han er, som kongen, salvet, derfor kaldes Han Messias. Velsignet af Gud, og Gud har sendt Ham, sendt Sig selv som et fattigt og forfulgt menneske, for at bringe godt budskab til fattige, for ”at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”
Det vil ske engang, sagde de gamle. Det har vi hørt i det gamle kirkeår, og det skal vi høre i det nye. Og pludselig er ”engang” blevet til ”nu”. Og hvilket fantastisk ”nu” det var. Det blev nemlig et ”nu” der spredte, og spreder, sig ud over alle, der lader sig skylle over af det. Et ”nu” der varer fra evighed til evighed, for det har aldrig været rigtig borte. Vi kunne ikke se det, og vi troede, at Gud kun i perioder havde været hos os, men sandheden er, at Gud aldrig var borte. Ikke et eneste sekund var og er vi uden Ham.
”Der var engang …” – begynder de gamle eventyr, og vi kan fortsætte: ”der var engang, og derfor vil der altid være.” Gud har for altid sat Sit billede i os, og selvom det kan føles som om Gud forsvinder for os i perioder, så forsvinder vi aldrig fra Gud. Glemmer en mor sit diende barn? Giver en far børnene sten når de beder om brød? Altid har forældrene barnet for øje, nogle gange gengælder barnet opmærksomheden, men lykkeligst er det, når kærligheden og opmærksomheden går begge veje.
”Nuet” vil kile sig ind og sprede sig med lyset, hastigt vil det finde ind i mørke sprækker, opmuntre troen og give tvivlen, den uundgåelige, dårlige arbejdsbetingelser. Nuet vil synge til os på kirkebænken, i orglets toner, i bønnens sprog og i kirkeklokkens sprøde røst. Nuet vil invitere os til dans og ubekymrethed, men mest af alt vil det opfordre os til handling: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse” – siger nuet. Og hvad vil du så gøre ved det? Tjener du Gud eller Fanden, vandrer du forsoningens eller fortabelsens veje, er du stadig døv og blind og stum og halt, så nuet ikke kan nå dig, og trænger du til helbredelse?
Herrens år er jubelåret, det er Gudsrigets komme, siger Jesus i synagogen, og det er nu! ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.”
”I dag, kære venner, sker det”; siger Han. ”Og det er Mig, Skriften handler om”, fortsætter Han. ”Jeg er sendt for at bringe det gode budskab – ja, Jeg er det gode budskab; Jeg vil udråbe frigivelse for fanger og Jeg vil give de blinde syn – sætte de undertrykte i frihed, og Jeg vil udråbe et nådeår fra Herren. Nu er det nu”.
Og hvor vi dog trænger til sådant et nådeår, et jubelår i Herren. Alle vi i synden fangne, alle vi på indsigten blinde, alle vi i begæret undertrykte. Vi er jo kun mennesker, hvor ånden nok er rede men hvor kødet også er skrøbeligt.
Jesus er et evigt ”nu”. Han er ”øjeblikket”, der skal gribes, og som vi skal lade os fylde af. Men det er vanskeligt for os. Vi har ofte vanskeligt ved at holde os til øjeblikket. Vi foregriber fremtiden eller sidder fast i vores erindring af fortiden. Men disse tider tilhører os ikke. Fortiden er løbet os af hænde og fremtiden er en gave vi ikke kan åbne endnu – den kan vi kun håbe på. Vi bør lægge vægt på øjeblikket, og ikke kun som et middel til at lægge fremtiden til rette for os. Vi skal gøre nuet til et mål og ikke blot et middel.
Sandelig: Gudsriget er ikke noget vi skal glæde os til, men glæde os ved. Griber vi ikke dagen, så lever vi aldrig; så håber vi blot at leve. Og det er ikke håbet der skal bærer os igennem disse tider. Det er ikke engang troen, men det er troen og håbet og kærligheden tilsammen. Og størst af disse er kærligheden, for i den ligger skabelsen og handlingen. Amen.