Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i Advent, 06.12.2015
Predigt zu Mattæus 25:1-13, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Det er jo ikke umuligt. Det sker faktisk. Det sker, – og vi kalder det ofte et under, et mirakel eller i mindre målestok: et held. Det sker, at vi klare os igennem uden at være ordentligt forberedt. Det sker oven i købet, at vi klarer os overraskende godt. Det improviserede. Det impulsive. Feberredningen viser sig at være af en ukendt kvalitet.
Men det sker sjældent. De fleste gange, hvor vi ikke er ordentligt forberedt, ikke er vågne og klare nok i hovedet og har styr på tingene, er det bare møgubehageligt, pinligt og mislykket.
Tiden går af sig selv. Forberedelsestiden går også helt af sig selv, også selvom vi ikke gør det, vi skulle, ikke forbereder os, ikke tager tiden i agt. Nu breder her sig en vis eksamens stemning, et strejf af terminsprøve, svendeprøve, deadline…
Det kommer unægtelig an på, hvad det er, der skal forberedes til. Hvad det er, vi skal være klar til.
Vi er blevet vant til at vente. Vente på hinanden, vente på, at de andre har tid, tid i form af kryds i kalenderen, der viser at denne tid er afsat til os. Nu gælder det om at udnytte den, for den er afmålt, og er sagen vigtig og tiden knap, kan det ikke nytte at møde uforberedt og ikke vide, hvad vi vil med mødetiden, hyggestunden, samtalen, omfavnelsen….
Vi er også vant til at planlægge. Vi planlægger og arrangerer os gennem tiden.
Quickservice, lyn tryk, e-mail, grønne bude, eksprespakker, fastfood, minutpris og døgnkiosk. Vi har udviklet et helt system af instanser, der står klar til at skynde sig for os, når det gælder. Når vi er lige ved ikke at nå det. I næste uge vil dameblade og formiddagsaviser skrive side op og ned om den hurtige jul, sidste øjebliks gaverne og alt det, du kan nå at forberede på næsten ingen tid. Hvis du nu endnu ikke er nået længere end til overvejelserne.
Al denne hurtige service har også vænnet os til, at alting nok nås alligevel. Det går nok. En feberredning. Bevares, værtinden får ikke julelys i øjnene af buketten fra tankstationen eller chokoladen fra seven-eleven. Men det kan ikke være hjemmelavet og originalt indpakket hver gang. Vi når det vel. Godt nok.
Men det kommer som sagt unægtelig an på, hvad det er vi skal forberede os til. Et møde med den elskede, en bryllupsfest bliver ikke forberedt lemfældigt og efter ”godt nok princippet”. Det er en del af glæden at forberede den og gå svanger med den, mærke glæden vokse undervejs. Gøre sig umage.
Når det for alvor gælder, er mennesker eksperter, specialister, suveræne verdens mestre i netop den kunst: At forvente, at håbe, at vente på …. Dét er nemlig hele vores overlevelsesberedskab, der ligger dér. I håbet, i forventningen. I evnen til at kunne vente længe, tålmodigt, sagtmodigt. Til ikke at lægge håbet fra os, men vedblive at fordybe os i det, holde det levende.
Det betyder ikke, at vi kan gå verdensfjerne rundt, begravet i hver sit luftkastel om det, som vil ske engang. Det ægte håb, det sagte mod, den stærke livgivende forventning ser alt omkring sig og ser det som vejvisere, hjælp, som en del af forberedelsen. Alt ses i lyset af det, som kommer, det, som er på vej. Spørg bare det kommende brudepar eller de vordende forældre eller den, der venter hele familien hjem til jul – også dem langt væk fra, der ikke er set længe….
Vores evne til at håbe og forvente driver os fremad, får os til at strække og række os, så vi vokser os kloge og snilde, forudseende og velforberedte. Der skal fantasi til. Forestillingsevne. Dagdrømme af karat, ikke om luftkasteller, men klarsyn for hvad det kræver, hvad der tjener til formålet.
Mennesker har overlevet hunger, nød, fattigdom, tortur, fangeskab, ørkenvandringer, forlis og ruin på evnen til at håbe. Mennesker har skabt den mest sublime kunst, det skønneste, næsten overjordiske i håb og forventning.
Ventetiden kan blive lang, det ved ethvert barn. De kloge er forudseende og ruster sig med tålmodighed og forråd, med blus på lampen, samler til sig af det, som kan holde håbets lys ved lige. I gør det lige nu, I samler brændstof, nærer håbet, styrker forventningen og glæden til Julen, der kommer til os om lidt, ukendt, men velforberedt.
Vi opfyldes og bestemmes af det, vi håber på. Vi får mod fra det, vi har sat vort håb til.
Håbet sætter os opgaver hen ad vejen, forberedelser i mellemtiden, små skridt, vi kan tage ét ad gangen og gå forventningen i møde.
Men hvad er det nu med de tåbelige piger, der aldrig kom med? Vi skulle jo helst ende derinde, så fortæl os nu, hvad det er for en olie, vi skal skaffe os nok af, forråd af?
Vi er tilbøjelige til at hører lignelsen, som om det kun handler om os som brudepigerne – og bliver blege om næbbet ved tanken om, at der kloge og tåbelige, indenfor og udenfor. Hvad nu, hvis vi står der til sidst – ved den lukkede dør? Og hvordan fejrer fest, hvis nogle står derude og banker?
Jesus siger, at Himmeriget er som de ti brudepiger – og så falder der et andet lys ind over de skrækindjagende ord – også. For himmeriget er så stedet, der fyldes af lys og glæde, hvor kun det gode har plads. Der er noget, der må lades udenfor. Mørket har ingen plads i lysets festsal.
Men ”noget”, ikke ”nogen”, er noget andet. Kunne det tænkes, at skellet går ned midt i os – så det mørke, det onde jages på porten og sættes ud en gang for alle, så glæden kan være hel i himmeriget?
Det er en julerengøring, der vil noget. Og måske skal vi slet ikke vente. Måske er det nu, vi er midt i det, lige vågnet? Måske er det her noget, der dagligt gentages?
Dagligt? De færreste af os vil nøjes med ét bad årligt eller én rengøring, vi foretrækker det løbende, den varige gentagelse. Det er hver dag, der er vigtig i mellemtiden!
På Isenheimeralterets vidunderlige julebillede af Maria med Jesusbarnet er der en lille kande med olie – malet så vidunderlig klar og lysende, som var det en ædelsten. Solen synes at skinne i den, og ud fra den, som om solens lys var opsuget af olien, opsparet, så lyset nu vælder ud fra den lille kande. Måske er det kunstnerens måde at fortælle, at det er Kristus, der er lyset, - og at det lys gennemlyser os, og får al mørke, også mørket i os til at vige.
Der er grund til vores glæde over julen. Der er grund til den overdådige pynt, de endeløse forberedelser. Der er grund til at rydde op og gøre julerent. Der er noget, der gerne må forblive uden for døren til festen, for at glæden kan være fuldkommen derinde.
Det er for banalt og firkantet at kalde det nogen og tage de fem tåbelige brudepiger for givet som de andre; dem, der lod stå til og ikke fik taget sig sammen, men som sædvanligt skulle styrte i seven-eleven fem minutter over mødetid.
Gud satte én gang for alle det onde, mørket, døden på porten. Brudgommen er den, der fortæller historien og har både fortid og fremtid med brudepigerne. Han er ikke lunken eller kold, men brænder med sin kærligheds fulde styrke det nye ind i os, jager skyggerne på flugt,
At sætte det onde, mørket og døden på porten, må også være noget, der skal ske med os – i os. Det er jo ikke kun noget, der findes uden for os. Der skal renses ud, gøres op, lutres og lyses op i os. Det er en del af forberedelserne at gøre sig rede. Ikke kun i dag, som var det et årligt julebad, men alle dagene. Det er en gentagelse, en forventning til mødet med Gud, som altid og hver dag kommer til os.
Der kommer en dag, hvor ventetiden er forbi! Hvor de ord, der skærer sig ind i vores sprog som livsfjender, ord som: ”aldrig!”, ”umuligt!” og ”uden!” ikke skal være mere. Hør deres modsætning: ”altid!” ”muligt” og ”sammen med”. Der kommer en dag, hvor vi bliver et med Kristus – og tro, håb og kærlighed finder hjem. En dag for mødet – foreningen. En dag, hvor al denne febrilske feberredningspanik er omme, og hvor seven-eleven og alle triste kompromisløsninger er endegyldigt overflødige. En dag, hvor Kristus er alt i alle. Amen