Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i Advent, 13.12.2015
Predigt zu Lukas 1:67-80, verfasst von Eva Tøjner Götke
”Hils dem henne i kirken!”, sagde den 108 årige kvinde, som bor i vores sogn.
Jeg besøgte hende i sidste uge, dagen før hendes fødselsdag.
Det være hermed gjort.
Jeg kunne jo ikke nænne at fortælle hende, at alle dem, hun kendte fra kirken, ikke lever mere.
Men for hende var ’dem henne i kirken’ vel også et udtryk for det fællesskab, menigheden, hun tidligere tog del i, ja havde været en del af hele sit lange liv.
Jeg realiserede, at da jeg lærte hende at kende, var hun allerede en kvinde på 88 år – og dengang kom hun altså troligt i kirke, var i stand til at knæle ved alteret og deltog i foredragseftermiddagene i salen.
Nu lå hun i sin seng. 108 år gammel.
Vil du synge en salme for mig?
Nærmere Gud til mig.
Og jeg fandt hendes gamle salmebog, med et tillæg i fra Thomas Kingos Kirke fra 1958! – og begyndte på salmen.
Og den gamle i sin seng stemte i – hun kunne alle versene udenad.
Vil du ikke også synge Kærlighed fra Gud.
Også den sang hun med på.
Det var en stor og stærk oplevelse.
Sangens kraft, ordenes kraft, et helt liv med kirkegang og fortrolighed med det her univers – det samledes i det nu, da vi sang sammen ved hendes seng.
Det handler om sang i dag.
Om hvad vi kan udtrykke ved sang – og måske endda hvordan vi i sangen kan komme af med nogle følelser, som vi kan have svært ved at sætte ord på i det talte sprog.
Fordi det sprog, der stilles til vores rådighed er alt for dagligdags – og bruges til alt det daglige, det trivielle og fornuftige og logiske og praktiske.
Vi mærker sangens betydning her i juletiden.
Hvordan sangen er med til at løfte højtiden, så det handler om mere end bare al vores travlhed omkring indkøb og arrangeren af julehygge.
Gennem salmesangen får vi ord lagt på vores tunge, som vi aldrig bruger i det daglige – ord som at forkynde, barmhjertighed, frelse og syndernes forladelse – og i dag – i Zakarias’ sang - håbet om ”solopgangen fra det høje, der vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge og lede vores fødder ind på fredens vej.”
Forhistorien til denne sang, som Zakarias, den gamle præst, bryder ud i er – at han og Elisabeth har ventet og ventet på at få et barn.
Til sidst har de angiveligt opgivet håbet.
Og affundet sig med deres barnløshed.
Og se, pludselig en dag, står Herrens engel til højre for Zakarias ved alteret, da han bringer røgelsesoffer til Herren – og forkynder ham – se, det er sket:
Elisabeth skal føde en søn, og du skal kalde ham Johannes.
Men Zakarias kan ikke tro det. Det er umuligt.
Og fordi han ikke tror englens ord, bliver han straffet med stumhed.
Det er en hård straf for en præst!
Indtil drengen er født, og han på en tavle har skrevet, at hans navn skal være Johannes.
Da får han stemmen tilbage.
Og det er dér han bryder ud i sang.
Hans glæde bliver til sang.
Hans liv er blevet til sang. For det som han troede umuligt, har fundet sted i hans liv.
Og Johannes, hans søn, bliver den, der i frelseshistorien, skal tænde håbet i menneskene, og bane vejen for ham, der skal komme: Kristus.
Og det er netop det, sangen kan.
I salmerne får vi lagt nogle ord i munden – som vi ikke selv kan tro eller udtale, fordi de er så store, at de gør os stumme.
Ligesom Zakarias. Sangen kommer os til hjælp.
Og ligesom Johannes Døberen skulle bane vejen og forberede menneskene på ham, der skal komme og bringe fred – og holde håbet levende – sådan er det også med salmesangen – og måske i særlig grad her i juletiden.
Julesalmerne åbner en himmel over os, de åbner en dør ind til vores hjerter, ind til det, der gemmer sig derinde, af tro og længsler, af glæde og sorg - og som vi bærer rundt på i skrøbelig lerkar.
En tro, et håb, en længsel, som er svær at forholde sig til og give udtryk i det daglige, fordi vi er så optaget af så mange ting og tanker og bekymringer.
Og måske flygter vi endda også fra at lade os konfrontere med troen og tvivlen og håbet og fortvivlelsen og længslen, - fordi det er følelser, der er svære at håndtere og sætte på en formel, sådan som vi godt kan lide at gøre, så vi føler vi har kontrol.
Det er derfor vi holder gudstjeneste.
Det er for at synge og bede den længsel ud, som bor i os.
Og for at sangen kan være den klangbund i os, der kan hjælpe os med at være her verden.
Så der er noget, der kan tage over, når vi ikke længere kan finde ordene.
Når vi bliver gamle – 108 år – og ikke kan finde rundt i tid og sted.
Eller den dag, vi ikke véd, hvad vi skal sige: når vi er kede af det og knust – eller når vi er glade og taknemmelige og ikke véd, hvad vi skal gøre af vores glæde.
Så jeg må hellere være tro mod budskabet i dag, og stoppe talestrømmen, og opfordre alle til at gå julen syngende i møde.
Glædelig advent!