Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juleaften, 24.12.2015
Predigt zu Lucas 2:13-15, verfasst von Jens Torkild Bak
En tidligere, gudbenådet skribent ved Dagbladet Politiken, Bjørn Bredal, filosoferede engang i avisen over, hvad et ritual er. Det er, når man har gjort den samme ting nøjagtigt på samme måde bare to eller tre gange, skrev han. Så er man allerede i en anden verden. Man har gjort sig fri af tidens uigenkaldelighed, hvor den tid, der er gået, aldrig kommer igen. Og er trådt ind i evigheden. Eller barndommens land, som af nogle af os især huskes for de lege, vi legede igen og igen. Og hvoraf en svimlende frihed voksede, inden tilværelsen en dag blev underlagt fremtidens lov.
Nu kan man som bekendt have forskellige erindringer om sin barndom og sit hjem. Men definitionen af et hjem er måske den, der for så vidt også gælder for kirken: at det er et sted, hvor vi tillader os så få og så langsomme forandringer som muligt. Hvor vi gør de samme ting igen og igen - det er faktisk det, der hedder dannelse! - og på den måde opbygger et stærkt personlighedsværn imod den tids- og reformbølge, der som en trappevask uafladeligt vælter ned over os. Derfor har vi – og ikke kun Josef, der sammen med den frugtsommelige Maria skulle det! på grund af den dér folketælling – et stort behov for at komme hjem til jul for at blive mindet om, hvem vi var og blev - før den tid kom, da vi var nødt til at holde op med at tænke. Fordi vi nu skulle følge med og kompetenceudvikle os i stedet for at danne os.
Om alt det skev Bjørn Bredal så i øvrigt, med henblik på kirken og julegudstjenesten: Uden at I bliver som børn igen, kommer I som bekendt slet ikke ind i himmeriget. Kirken rækker ud efter det hellige allerede ved at være rytmisk tilbagevendende, og årsrytmen er slet ikke nogen dårlig frekvens. Altså for eksempel at gå i kirke juleaften. Hvad præsten så siger, det kommer sig egentlig ikke så nøje. For det er hverken mængden eller kvaliteten, der gør det.
Bjørn Bredal er en ven! Særligt det sidste, at det ikke kommer sig så nøje, hvad præsten siger den aften, er der en stor trøst ved i en tid, hvor hoveder hugges af verden rundt i Guds navn, og der er vældigt meget, man i grunden helst vil holdes uden for. Som en ældre, skarp dame af mit bedre bekendtskab er begyndt at forkynde med en frejdighed, der minder om civil ulydighed: Bamse og Kylling! er efterhånden det eneste, jeg ønsker at se i fjernsynet.
Når det gælder hjemlighed, muligheden for i en eller anden forstand at vende tilbage, byder netop vores by, Ribe, på en enestående ramme. De gamle huse, de snoede gader, den lange historie, de mange foreninger og fællesskaber er grundlag for en erindringskultur, hvor vi stadig husker, hvem vi er, og hvorfor det blev, som det blev. Der er også ganske megen venlighed i anledning af julen. Folk gør sig tydeligvis umage på gaden og i butikkerne. Der er skøn musik, og Posten afleverer trods juletravlheden rudekuverterne med et humør af den slags, der får en til at tro, at det hele måske alligevel går en tid endnu. Når dertil så føjes, at min tandlæge i et befriende øjeblik har rettet sig op fra min munds elendigheder for at tale med borgmesteren om hele byens ølbod, der til højtiden er blevet velsignet med pyntegrønt i hjørnerne, føles alt at være rigtigt.
Vi har det godt i Ribe, og ikke bare i Ribe, men i Danmark. Vi har meget at glæde os over, meget at sige tak for. Fred, materiel tryghed og retssikkerhed ikke mindst. Sammenlignet både med andre tider og med, hvad mennesker i denne tid udsættes for andre steder i verden, herunder i det Mellemøsten, hvor julens budskab om forsoning og fred først lød - skal man skamme sig over at begræde, at Danmark nu kun er nummer ti på listen over verdens rigeste lande. Det skulle da lige være, at svenskerne er nummer ni.
Men hver tid har sin fortvivlelse, og vi har også vores at slås med i Danmark, måske især den fremmedgørelse, der for mange mennesker er bagsiden af den udvikling, der ellers har bragt Danmark så meget godt. Mange mennesker føler sig ikke hjemme i deres liv længere; end ikke i julen. Mange, alt for mange står uden for festen, ufrivilligt anbragt på samfundets tilskuerpladser. Afstanden mellem rig og fattig er voksende. Og selv om man hører til de privilegerede, der udadtil endnu hænger pænt på, kan man sagtens føle sig hægtet af. Jeg tillader mig i den forbindelse at citere den tyske sociolog Hartmut Rosa, endnu ikke fyldt 50, fra bogen ”Fremmedgørelse og acceleration”, som jeg personligt har fundet trøst i, samtidig med, at jeg på vegne af de allertungeste drenge i klassen gerne vil sige undskyld til de lykkelige, der bare kan det der IT og derfor hele tiden skal trækkes med at hjælpe os andre. Hartmut Rosa skriver nemlig:
”Min mobiltelefon, min transistorradio (eller IPod eller hvad det nu hedder) og min pc (eller laptop eller netbook etc.) bliver tydeligvis smartere og smartere, men samtidig bliver der uvægerligt stadig større afstand mellem dem og mig. På min gamle transistorradio kunne jeg indstille uret, men det kan jeg ikke finde ud af på min nye IPod... På min gamle mobiltelefon kunne jeg finde ud af at skifte ringetone – det kan jeg ikke på min nye smartphone.
Jo mere sofistikerede tingene bliver, desto dummere bliver jeg i forhold til dem. Faktisk mister jeg kulturel og praktisk viden. Det er en naturlig følge af den evindelige devaluering af erfaring af hensyn til innovation.
Jeg bliver også fremmedgjort over for mine ejendele i den forstand, at jeg har det dårligt med, at jeg ikke behandler dem ordentligt… De er så værdifulde og så smarte, og jeg håndterer dem som en ren idiot. Det gælder desværre ikke kun hardwaren, men også softwaren. Jeg var vældigt fortrolig med det gamle DOS-baserede Word… Jeg var også nogenlunde velbevandret i XP-systemet til dagligt brug… Men jeg føler mig som en total analfabet over for min nye VISTA-brugerflade: Jeg kan ikke længere finde ud af at bruge genvejstaster, indsætte grafer og tabeller osv. Kort sagt: Den nye software og jeg er fuldkommen fremmedgjorte over for hinanden, og det samme gælder mit nye ur, min nye iPod (okay for at være ærlig, jeg har ikke nogen iPod, men jeg kan heller ikke finde ud af at bruge min nye DAP radio), min nye mikrobølgeovn.”
Misforstå mig ikke! Hvis valget står mellem et IT-kalifat og et af de religiøse, hvor skolebørn myrdes i den højestes navn, er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg vil foretrække. Så tager jeg med kyshånd endnu en ubegribelig opdatering fra Kirkeministeriets koncern-IT med. Men det ændrer ikke ved, at vi skal passe på, hvad enten det er i den ene eller den anden sags tjeneste, at vi arbejder på denne verdens effektivisering og fuldkommengørelse. At vi ikke mister det menneske undervejs, som det hele i grunden er til for.
Det er ikke enhver situation, der kan klares med en ny reform, et nyt styresystem, et ekstra ledelseslag, en ny lov, et nyt politisk indgreb. Undertiden, og det ikke sjældent, er der simpelthen brug for os som mennesker. Brug for et andet menneske ved siden af sig, brug for at vide, at vi har hinanden.
Eller såmænd bare, hvis det ikke kan være anderledes, at der er nogen, der vil bede for én, som digteren Helle Søtrup gør det med bevægende realisme i sin digtsamling ”Send flere engle”, f.eks. i det, hun kalder bøn nr. 2:
Jeg beder for dem, der ikke er lys i mere, dem uden længselserindring og kraft. Jeg beder for dem, der bor i et lukket rum; alene, fortumlede og stumme, og for dem, der ikke kan give det blå tilbage.
Jeg beder for dem, der har fortrudt. Jeg beder for dem, der ikke har hjemme i deres liv, for svovlstikkepiger, trælle og omstrejfere. Jeg beder for dem, der aldrig får det sagt.
Jeg beder for dem, der bærer dødt i hjertet og slår rod i sorgen. Jeg beder for dem, der næsten ikke findes mere. Jeg beder for dem, der lever et lille liv.
Jeg beder for dem, der håber, det går.
Det er jo simpelthen sådan, tilværelsen er. Og ansigt til ansigt med det bliver julebudskabet en bøn. En bøn, vi beder for os selv, for hinanden og for verden. En bøn, hvori vi i lyset af fredsbudskabet fra Gud erindrer hvem vi er, hvad vi kom fra, og hvad det hele er til for. En bøn, hvormed vi træner os i at huske, at uden glæde, uden håb, uden tro og forsoning; uden alt det, der bringer os tæt på hinanden og tæt på os selv; uden det, der giver livet tilbage til os og os tilbage til livet; uden den kærlighed, hvorfor Gud blev menneske i Jesus fra Nazareth, bliver ethvert liv og ethvert samfund en ørken, uanset hvor effektivt det er orkestreret. Amen.