Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i advent, 09.12.2007
Predigt zu Mattæus 25:1-13, verfasst von Hanne Drejer
Han som evigt i det høje bor
se han kommer til dig i sit ord.
Se, han kommer - det er nådens år
vi med dette ord i møde går. Amen
Er man så småt ved at komme i julestemning og finde nissesindet frem, kan det vist virke som at få en spand koldt vand i hovedet, at komme i kirke her 2. Søndag i Advent og høre dagens evangelium. For her er bestemt ikke nogen julestemning, det er jo en lignelse om dommedag, Jesus fortæller.
Hvorfor skal vi høre om dommedag 2. Søndag i Advent?
Fordi Advent har flere betydninger. Advent er en forkortelse af det latinske Adventus Domini, Herrens komme, altså Guds komme. Og almindeligvis går hele december måned jo med at vi forbereder og venter på at Gud skal komme til verden julenat i stalden i Bethlehem.
Men advent har altså også en anden betydning : Herrens gen-komst, når Menneskesønnen ved verdens ende kommer 2. gang herned, for at dømme levende og døde. Og det er da dette andet komme der er denne søndags tema. Og gengkomsten illustrerer Jesus med lignelsen om de 5 kloge og de 5 tåbelige brudepiger.
Det er en historie der tager os med til et orientalsk bryllup som det foregik dengang. Brylluppet begyndte om aftenen i brudens hjem, hvor gæsterne blev beværtede mens de ventede på brudgommen, som var i sit eget hjem hvor man forhandlede om brudeprisen og medgiften. Den medgift vi også i vor kultur kendte engang - den medgift som var brudens forsikring i ægteskabet, som hun så kunne falde tilbage på og tære af, hvis hun en dag skulle blive alene med måske uforsørgede børn.
Og sådan en forhandling kan selvfølgelig trække i langdrag. Og i mellemtiden venter brudepigerne så på vejen mellem de to hjem, så de - når brudgommen omsider kommer -, kan følge ham på vej og lyse for ham, så de kan komme til bryllup og fest.
Det er det billede Jesus bruger om sin genkomst.
Det er nat og brudepigerne sidder i vejkanten og venter og venter og venter! Det trækker ud med forhandlingernen og pigerne falder til sidst i søvn.
Da lyder råbet omsider gennem natten: brudgommen kommer!
Pigerne griber efter deres lamper, gør vægen større så lamperne rigtig kan lyse, men da viser det sig altså at nogle af pigerne har glemt at forberede sig på ventetiden, de har glemt ekstra olie. De 5 kloge afviser at give dem noget af deres olie, og så må de løbe til købmanden. De når ikke frem i tide, og møder kun en lukket dør og får ikke lov at komme med til festen.
Jamen, de 5 piger der her kaldes kloge, - er de ikke i virkeligheden en flok usympatiske egoister, der ikke vil dele deres olie med de 5 glemsomme og heller ikke gør det mindste for at hjælpe deres søstre ved f.eks. at trække tiden lidt ud, eller lade et ord falde om at vi venter på nogen der er lidt forsinkede - så de andre har en chance for at nå frem? Det virker da både egoistisk og ukærligt!
Nu er det som sagt en lignelse, og en lignelse har altid et bestemt sigte. Og ligesom det heller ikke ville være en rimelig indvending mod f.eks. en gaffel at man ikke kan spise suppe med den, er det heller ikke en rimelig indvending mod denne fortælling at den ikke handler om kærlighed, for det er ikke meningen med lige netop den lignelse. Vil man lære noget om næstekærlighed kan man i stedet læse om den barmhjertige samaritaner f.eks.
Lignelsen her om de 10 brudepiger vil ikke fortælle om kærlighed, men derimod om tro og forventning - om at være tro og om at kunne vente!
Og ens tro kan man altså ikke dele ud af, som man kan det med mad og drikke og andre livsnødvendige ting. Vi kan ikke dele ud af vores tro til hinanden, for ingen kan tro for et andet menneske - at tro er noget ganske og aldeles personligt.
Vi kan tale med hinanden om at tro - vi kan dele det vi tror eller tvivler på med hinanden i en samtale og dele det med hinanden her i kirken i det fællesskab hvor vi får troen og styrkes i denne tro. Af Guds ord i evangelium, dåb og nadver. Men vi kan ikke give hinanden at tro. At tro er et helt personlig forhold mellem Gud og den enkelte.
Så advent er ventetid, og det i mere end en forstand. Advent er ikke blot at vente på julen. Det er også at høre og lære, at livet er at kunne vente - tålmodigt at passe sit hver dag, uden at forvente resultater med det samme. Det er at være tro og at kunne vente.
Indtil Jesus engang kommer igen skal vi tålmodigt tro og vente, uden sikkerhed - uden resultater. Derfor skal vi have olie på lamperne, for ingen ved hvornår brudgommen kommer. Og ventetiden kan blive lang.
Og det er den jo så sandelig også blevet, - for den gamle verden består jo som bekendt stadig! Og vi har almindeligvis forlængst glemt alt om genkomst og dommedag.
"Er det ikke kun noget visse kirkesamfund tror på, for at skræmme deres medlemmer til at opføre sig pænt" - som nogle af mine konfirmander engang spurgte!
Nej - verdens ende og Jesu genkomst og dommedag hører faktisk med i det kristne budskab. Ikke for at skræmme os,men for at huske os på, at vi har et ansvar vi aldrig kan løbe fra. For der er noget vi aldrig kan lægge over på andre
I den første kirke og mellem de første kristne var det faktisk sådan at de dårligt kunne vente på at Jesus kom igen! Af og til var de helt euforiske af forventning: " denne verden er lige ved at gå under - lige om lidt kommer Jesus igen - og så skal de bare se, alle vore fjender - da skal de få sandheden at føle"!
Det kunne dårligt gå hurtigt nok for de første kristne. Ikke så sært, for det var jo ikke særlig nemt at være dem - det kunne faktisk være livsfarligt i kirkens første tid at være kristen. Så de trøstede hinanden med, at Jesus lige straks kom igen, simpelthen for at holde modet oppe og for at bekræfte hinanden i, at det var dem der havde ret, ikke alle de vantro hedninge som forfulgte dem!
Men tit var de så forventningsfulde og sikre på, at genkomsten stod lige for døren, at de fuldstændig glemte at passe deres hverdag - de levede i så euforisk en forventning at de glemte at være tro!
For det kunne jo være lige meget med at så og pløje, passe dyrene og sørge for at skrabe føde sammen til vinteren, når verden alligevel gik under om et øjeblik. Men som så mange andre kirkesamfund der siden har forudsagt dommedag blev de jo altså også skuffede. For Herren - deres brudgom - lod vente på sig.
Og det gør han jo stadig! Eller hvad?
For nu har den gamle verden jo bestået i næsten 2000 år siden disse ord blev sagt, og derfor må vi sige, at enten tog Jesus grusomt fejl , da han forudsagde verdens undergang - eller også er disse ord helt anderledes nærgående !
Måske taler Jesus slet ikke om dommedag som en bombastisk metafysisk begivenhed der venter os engang ude i fremtiden. Måske vil han med lignelsen her om brudepigerne, der skal huske at være parate, sige, at dommedag er hver eneste dag - at vi stilles til regnskab hver eneste dag.
For at minde os om, at vores forhold til livet og vores livs herre, Gud, afgøres hvert levet øjeblik og hver eneste dag. Ingen kan tro og vente og leve for hinanden - ingen kan være tro på andres vegne - dit liv er dit! Dit liv er en gave og en opgave, fyldt med ansvar for hvert et ord og hver en gerning du gjorde, eller ikke fik gjort. Derfor er hvert øjeblik og hver eneste dag alvor - og en dommedag - hvor vi alle har et stort medansvar for, hvordan denne dag blev for de mennesker vi lever sammen med.
For det er jo sådan at vores liv uafbrudt farves og præges af de mennesker vi mødte i dag, af de mennesker vi lever sammen med, og alle er vi med til at præge dagen for hinanden - med lyse eller mørke farvetoner.
Derfor minder evangeliet i dag os om alt det vi ikke kan lægge fra os, og heller ikke kan lægge over på andre. Vi kan ikke fralægge os det egentlige og dybe ansvar, for det er op til os hver især at være tro. Det er kun dårlige undskyldninger når vi forsøger at lægge skylden fra os. For der er noget ingen kan løbe fra. Ingen andre end du selv kan leve og tro og være ansvarlig for dit liv!
Og det er da ind i denne vores hverdag at Gud taler sit ord til os, her hvor vi hver især kæmper for vores ret, vores egen tilfredsstillelse, vore egne behov frem for alt andet. Men her taler Gud til os og tager det liv fra os, hvor vi tror vi selv er centrum og hvor vi alle hævder vores egen ret på bekostning af andre. Og samtidig bliver der en ny jord og et nyt liv til, livet som Guds gode gave og opgave hvor vi taknemmeligt skal leve til gavn og glæde for hinanden.
Det er sådan Jesus kommer igen - når han taler Guds ord til os og vores egen verden må gå under.
Det er sådan Guds rige kommer til os - hver eneste gang Guds ord taler og min egen verden går under - selvom den gamle verden udadtil stadig består.
Og spørger du hvem det så er der har olie nok på lamperne og som vil komme med til festen hos Gud, så er svaret at der selvfølgelig kun er fest og glæde hvis Gud vil tage mig til nåde. Og det er jo også netop hvad Jesus har givet os lov at tro på. Så den bedste olie på vores lampe er tilliden og troen på Guds nåde.
Så vær da tro og vent tålmodigt og nyd den dejlige ventetid og adventstid. Amen.