Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Nytårsdag, 01.01.2016
Predigt zu Matthæus 6:5-13, verfasst von Marianne Frank Larsen
Da Kristin Lavransdatter er syv år, får hun for første gang lov til at følge med sin far op på sæteren. Det er en solfyldt dag hen på sommeren, og da faren og hans mænd holder middagshvil i det grønne græs, går den lille pige i Sigrid Undsets bog på opdagelse ned ad skråningen på egen hånd. Hun plukker bær, og hun plukker blomster, som hun fletter i en krans og sætter i sit hår. Og hun smiler tilfreds til sit eget kønne spejlbillede i bækken – og så smiler hun ikke mere. For i bækkens spejl ser hun en kvinde stå på den modsatte side, inde i skovkanten, kun klædt i grønne blade, og kvinden vinker hende nærmere med en guldkrans i sin hånd. Bag Kristin vrinsker farens hest højt og skræmt, og hun ser den stejle og vende om og styrte af sted, så det gungrer i jorden, og da forstår Kristin, at hun er i fare, at kvinden derovre prøver at lokke hende til noget, hun ikke skal. Og Kristin skriger efter sin far og styrter og klatrer og snubler og kravler tilbage, op ad skråningen, mens sveden springer, og hjertet dunker, og struben snører sig sammen, så hun kun kan hviske sin fars navn igen og igen. Endelig hører hun hans stemme kalde og ser ham komme i lange spring ned over skråningen. Og Lavrans tager sin datter ind til sig og gør korsets tegn over hende og løfter hende op og bærer hende i sine arme hele vejen op til sæteren. Da først stilner Kristins gråd. Da hun sidder på hans skød og spiser grød og fløde af samme ske som han.
Midt i den største rædsel er Kristin altså ikke overladt til sig selv. Der er én, hun er forbundet med, én, hun kender, én, hvis navn hun kalder på. Ikke et hvilket som helst navn, men hendes fars navn. I samme sekund, som gruen griber hende, er det det, der falder hende ind, det, der ligger på hendes læber, det, hun råber, og det, hun bliver ved med at hviske, da hendes strube snører sig sammen. Far – åh far. Og i samme sekund, som hun hører hans stemme og ser ham komme springende ned over skråningen, ved hun, at hun er reddet. Hun behøver ikke at løbe mere; hun falder sammen i græsset, for når han kommer, er der ikke mere at være bange for. I hans favn er alting godt. Enhver, der selv har været bange som barn, for tordenvejr, for mørke, for mareridt, ved, hvilken forskel det gør i den største rædsel: at have et navn at kalde på, en favn at hvile i, én, der hører og kommer, når man kalder.
Det er det, vi har fået. Det, Gud er blevet for os. Sådan en far, som Lavrans er for Kristin. Det blev Gud julenat, da han lod sin egen søn blive født af en mor som vores for at komme i familie med os. For da Guds søn blev født som vores bror, blev vi hans brødre og søstre og fik far til fælles med ham. Og barnet fra Betlehem voksede op og lærte os, at det er det vigtigste navn, Gud har: Ikke den almægtige, ikke himlens og jordens skaber; det kommer først i anden række, men fader. Det kommer først. Det er det første, Gud er for os: Fadervor. Vores far. I den tro levede Jesus selv sit liv og gav alt, hvad han havde at give, i tillid til, at uanset hvor han færdedes, ville hans far høre ham og komme, når han kaldte, og uanset hvad han måtte give slip på, ville hans far aldrig give slip på ham. Derfor kunne han give slip på sig selv og sit liv langfredag. Påskemorgen viste det sig, at hans tillid ikke blev gjort til skamme. At faderen hørte ham, da han var i den største rædsel, og kom og løftede ham op af den kolde grav, op i sin favn. Bevægelsen kan ses på den middelalderlige altertavle i Herslev Kirke. Som Lavrans løftede Kristin, som vore fædre har løftet os, som vi har løftet vores små børn, sådan løfter Gud Fader sin døde søn op til nyt liv i sine arme. Hans milde ansigt glemmer man aldrig.
Da vi blev døbt, blev det sagt til enhver af os, at Jesu far også er vores far. Da vandet dryppede over os, mens ordene lød, blev vi født af Gud som hans elskede børn, søstre og brødre til hans egen søn. Det var ham, der bad Fadervor for os. Med de ord løftede han os op i sin fars favn og gav os hans fadernavn at kalde på. Siden har vi hørt det og bedt med på det derhjemme og hver gang, vi er kommet herind – som en stadig påmindelse om, at vi ikke er overladt til os selv, og at Gud ikke er hvem som helst, men vores far. Også når han ikke er til at få øje på. Det blev bedt for os, da vi blev konfirmeret, og da vi blev gift, og det skal bedes igen, når det hele er forbi. Det går som en rød tråd gennem vores liv som kristne mennesker. Den røde tråd, der forbinder os med de mennesker, der levede før os, som lærte os, at det er Guds navn. Den røde tråd, der forbinder os med dem, der skal komme efter os, som vi skal give det navn videre til. Den røde tråd, der forbinder os med hinanden, fordi vi, så vidt forskellige vi også er, alle har den samme far i himlen. Så det er det, vi skal se i ethvert medmenneske, og det, enhver af os har lov til at se i sig selv: et elsket barn af den himmelske far. Fadervor er den røde tråd, der forbinder os med hinanden og først og sidst med den Gud, der er blevet vores far.
Den far ved, hvad vi trænger til, endnu før vi beder om det, siger hans søn. Vi beder altså ikke for at informere ham om, hvad vi har brug for. Vi beder slet ikke for hans skyld, men for vores egen. For at minde os selv om, at vi har fået et navn at kalde på og en favn at hvile i. Det gør nemlig en verden til forskel, om vi håber og længes og gruer og ønsker og bekymrer os ud i den blå luft. Eller om vores håb og længsel, ønsker og bekymringer og angst får bønnens form og bliver rettet til én, der er vores far. Så længe vores længsel og vores ønsker blot retter sig mod lykken, er det os selv, der definerer, hvad vi har brug for. Det bestemte resultat, den bestemte oplevelse, det bestemte liv. Og så længe vores bekymringer og vores angst blot retter sig mod skæbnen, er det os selv, der definerer, hvad vi vil undgå. Det bestemte resultat, det bestemte tab, det bestemte liv. Så længe får vi ingen ro. For af mødet mellem mine bekymringer og den blinde skæbne, eller mellem mine ønskedrømme og den lunefulde lykke, kommer der ingen tryghed. Kun uvished og uro. Alt kan når som helst gå tabt. Det er tilfældighedernes spil.
Men i det øjeblik vi giver vore ønsker og bekymringer bønnens form og retter bønnen til en anden, er det ikke længere op til os, hvad vi skal have, og hvad vi skal undgå. Da giver vi slip på det og lægger det over til ham, der ikke er blind som skæbnen og lunefuld som lykken, over til den himmelske far, som vi kender, og som ved, hvad vi trænger til. Hvad der sker, er dét, han giver os. Det definerer vi ikke. Det må vi tage imod. Det er der en stor ro i.
Nytårsdag står vi som Kristin ved bækken og ser ind i et nyt og fremmed afsnit af vores liv. Den syvårige pige blev skræmt fra vid og sans og vendte om og løb tilbage. Den mulighed har vi ikke. Der er ikke anden vej end fremad, ind i det ukendte. Vi ved ikke, hvad der venter os i 2016. Forbavsende fryd eller tab, vi ikke kan bære. Side om side i vores sind lever bekymringerne og forventningerne, angsten for det, der kommer, og ønskerne for os selv og dem, vi holder af. Men herinde hører vi, at vi ikke er overladt til os selv. Side om side med os lever han, der blev født julenat for at give os sin egen far. Med ham skal vi følges ind i det nye år. Forvisset om at både når gruen griber os, og når glæden funkler imellem os, er der én, der ved, hvad vi trænger til. Én, vi må bede om det hele. Vi har et navn at kalde på, en favn at hvile i, én, der hører os og kommer, når vi kalder. Fadervor. Amen.