Göttinger Predigten

Choose your language:
deutsch English español
português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

Helligtrekongers søndag , 04.01.2016

Børneprædiken
Predigt zu Matth. 2:1-12, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen

”Stjernen ledte vise mænd, til vor Herre Kristus hen”. Sådan lyder det i en kendt dansk julesalme. Ethvert barn kan svare på til hvilken by vismændene blev ledt.

Alle der vil bevare barnetroen skal holde sig for ørerne nu, for nu kommer der noget, der for altid vil ændre Betlehemsstjernens betydning. Nu kommer det: Det er ikke stjernen, der leder de vise mænd til Betlehem, det er kong Herodes.

Stjernen får dem til Jerusalem, hvor den onde kong Herodes hører at de tre spørger om, hvor jødernes konge skal fødes. Kong Herodes kalder nu på de skriftkloge, der finder svaret til ham i skriften, nemlig Betlehem. Udover tegnet på himlen skal der altså bibelkyndige skriftkloge og en ond konge til at lede de vise mænd til Betlehem. Barnet er altså ikke så let at finde for dem som det er i dag. Vi ved, at det er i stalden i den lille by Betlehem og ikke på Jerusalems kongeslot, at den rigtige konge skal findes. Evangeliet virker, det har fået os til at lede efter det største blandt det mindste. Vi søger og finder Gud det rigtige sted.

De vise mænd går ikke den lige vej frem, de går forkert, der er noget smukt i, at man sagtens kan komme til at gå forkert, men så alligevel nå målet. De tager ind til kongebyen Jerusalem, mens ethvert barn i dag ved, at det er det forkerte sted at lede. Hvem har ikke lyst til at råbe til dem: Skynd jer væk, Herodes kan bringe jer i fare. Havde nogen gjort det, havde de måske aldrig fundet Gud. For det blev Herodes der fortalte dem, hvor de skulle lede og på den måde fik han dem til Betlehem.

De vise mænd går forkert, men når målet alligevel og finder frem til sidst. Deri er der håb om, at Gud ikke bare virker gennem tegn i himlen og syner i drømme, men også gennem andre mennesker. Mennesker der kommer til at lede os den rigtige vej gennem livet. Selv en ond konge som Herodes kan bruges til noget. Han leder de vise mænd på sporet af den by de skal lede i. For Gud har ikke skjult sig bag Kongepaladsets tykke mure, men det sted hvor ingen ville lede. Alligevel har selv et barn hørt om stalden, hvor Gud gemte sig. De vise mænd og hyrderne fandt vejen og nu ved vi alle hvor han var.

Gud er åbenbart så mægtig, at han kan virke selv gennem en snedig konges onde planer og lade ham lede de vise mænd til Betlehem. Gud virker altså på alle planer i himlens stjerner og i drømmesyner, men også gennem andre mennesker, så vi kan blive ledt den rette vej. Han var i templet i Jerusalem, men også i en simpel stald i Betlehem, og han er her hos os i dag.

Vismændene fandt barnet og tilbad det og her står vi i begyndelsen af det nye år med vores børn på armen og kikker på den samme himmel. Også i dag gransker vi himlen for tegn og forsøger at finde en sammenhæng mellem det store der oppe og vores små liv hernede. Nogen søger visdom, andre lykke, en leder blandt alt det kostbare, en anden prøver at se om der er noget at finde i de nære og små ting. Hvad betyder det for jer, at Gud findes i stalden og ikke på slottet?

Jesus blev født under en stjerne på det ringeste sted i riget og døde den mest dramatiske død. Gud virkede gennem hans liv og gav os håb om at hans ord vil finde frem til os. Gud virker som vi ser i dagens evangelium gennem det meste på himlen og i drømme, hos vismænd i fremmede egne. I skriften hvor den skriftkloge finder svar og i den onde Herodes’ plan. Gud virker i din og min historie også selv om vi kan have svært ved at få øje på noget nyt på himlen. Tør vi tro det, kan vi med samme sikkerhed, som vi kan sige at stjernerne kommer igen i aften, sige at Gud er til og vil vise os vej gennem livet. Amen.



Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen
dense c
E-Mail: lrl@km.dk

(zurück zum Seitenanfang)