Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Søndag septuagesima, 24.01.2016
Predigt zu Mattæus 25:14-30, verfasst von Peter Fischer Møller
Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen
En chauffør falder i søvn ved rattet. Han vågner først, da hans bil er på vej ud over en skrænt. Han får kastet sig ud af bilen i sidste øjeblik. Bilen ryger ned i den dybe kløft, men manden får fat i en busk og hænger nu der i en mildest sagt udsat position. Han råber op mod himlen: ”Hallo, er der nogen deroppe?” Og en stemme svarer ham: ”Ja, min søn, jeg er her. Jeg har set, hvad der er sket. Jeg glemmer dig ikke. Selvom du styrter ned, så er jeg der for dig. Giv nu bare slip og lad dig falde, du er i mine hænder.” Manden tænker sig om et øjeblik, kigger op og råber: ”Hallo, er der andre deroppe!”
Sådan sætter den sydafrikanske ærkebiskop og nobelprismodtager Desmond Tutu med sin karakteristiske humor billeder på det mod Jesus med lignelsen om de betroede talenter kalder på. Og på hvor svært det er for os at give slip på os selv og vores eget og vores forestilling om selv at være vores livs administrerende direktører.
For mange af os tryghedshungrende velfærdsdanskere anno 2016 tror jeg lignelsen om de betroende talenter i første omgang kan virke mere end almindelig hård og uretfærdig. Den begynder med en herremand, der forskelsbehandler sine folk. Og den slutter med at herremanden som en omvendt Robin Hood tar fra den som har mindst og giver til ham, der har mest. Ind imellem får den forsigtigt tryghedssøgende tjener en ordentlig opsang og bliver vist ud i mørket. Hvad i alverden er meningen? Og hvad kan det have med himmeriget at gøre?
Lad os se lidt nærmere på historien. Vi møder tre tjenere - eller vi skulle måske hellere kalde dem slaver, for de var ikke frie folk der selv kunne bestemme over deres liv. De var deres herres ejendom og underlagt hans myndighed. De tre får nu hver overdraget en sum penge af herremanden. Det er værd at notere sig, at ordet ”talent” oprindeligt ikke havde noget med særlige evner at gøre, men er bare betegnelsen for et meget stort beløb. Det var først bagefter – netop på baggrund af historien her, at man begyndte at bruge ordet ”talent” i overført forstand om vores forskellige evner. Nå, men de tre slaver får altså hver overdraget en stor sum penge, den første får en million, den anden en halv, den tredje et par hundrede tusinde. Men vi skal huske på, at de får pengene overdraget, ikke som en foræring, men som noget de skal forvalte. De skal nu efter deres herres beslutning søge at frugtbargøre disse penge. Men pengene de fik, og den mulige gevinst, der kom ud af det - såvel som en mulig risiko - er stadig herrens. For alt hvad en slave erhverver, erhverver han for sin herre. Pointen er, at de to tar mod til sig, at de giver sig til at handle med pengene. At de bruger det, de har fået betroet. De går lige frisk til sagen. Begge får doblet beløbet op.
Men den tredje, som havde fået én talent betroet, fandt det åbenbart urimeligt, at herren sådan kunne høste, hvor han ikke havde sået, og kunne samle, hvor han ikke havde spredt, og så gemte han på samtidens sikreste måde sin talent - altså sine penge - ved at grave dem ned i jorden. Efter samtidens lov var det sådan, at hvis én havde fået noget betroet, og han opbevarede det nedgravet, kunne der ikke gøres erstatningskrav gældende mod ham, fordi han havde opbevaret det betroede på den sikreste måde. Sådan forsøger slaven altså at unddrage sig herrens magt, sådan forsøger han at lukke sig ude af sagen. Han fraskriver sig ansvaret. Han vil ikke løbe nogen risiko.
Og så er det altså herren kommer tilbage og kræver tjenerne til regnskab og talenten bliver taget fra den sidste og givet til den første, og vi får den barske morale, at "enhver som har, til ham skal der gives og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har".
Hvad er det mon Jesus vil sige os med lignelsen?
Ja, der er ikke så megen tvivl om, hvordan evangelisten Matthæus forstod den, og hvad han ville sige til sine tilhørere med den. For dem handlede det om dommedag, om at Jesus efter sin død og opstandelse havde betroet disciplene og de første kristne at fortælle det Jesus havde sagt og gjort videre og lade det forme deres liv. Og at selvom det var svært, og selvom de kristne blev udsat for forfølgelser, så skulle de modigt blive ved, for når Jesus kom igen på himlens skyer og lukkede denne verden og slog dørene på til himmeriget – og det ville sikkert ikke vare ret længe – så ville regnskabet blive gjort op, og dem, der havde holdt fast ved troen ville få deres belønning
Det kan for tryghedsfikserede velfærdsdanskere anno 2016 være svært at finde et evangelium i Matthæus tanker om trofasthed og dom og belønning og straf. Men samtidig må vi være rigtig taknemmelige for, at der var mennesker der handlede som de to første tjenere i lignelsen, at der var mennesker, der havde modet til at fortælle historien om Jesus videre, at der var nogen der kæmpede med at forstå den og bruge den i deres hverdag. At der var mennesker der turde på trods af modstand og forfølgelse. For ellers havde vi ikke siddet her i dag, så havde vi ikke kunnet undre os over dagens udfordrende lignelse.
Og her sidder vi så med den. Har den et budskab til os?
Vi begyndte med at synge: tænk at livet koster livet.
En nutidig salme, som sætter ord på det, at livet ikke er vores ejendom, men er betroet gods.
Det kan det være nyttigt for os at blive mindet om, for vi har vældig meget fokus på os selv og vores egen tryghed, på hvad vi selv har af ønsker og planer og muligheder. Vi kommer så let til at tænke om livet som vores eget projekt.
Her sætter lignelsen os på en anden plads. Ja, den sætter os netop på plads. På tjenerens plads. De tre tjenere "havde" jo deres talenter netop på den måde, at alt hvad de erhvervede, erhvervede de for deres herre. De "havde" altså netop intet. "Den der har" er altså én, der menneskeligt set netop intet har, som ved, at han og alt hvad han "har" tilhører hans herre. Mens den tredje tjener spejler os, der hvor vi vil være vores eget livs direktør, der hvor vi sige ”os og vores” og tænker mere på egne rettigheder mere end på hensynet til andre.
Her tar lignelsen os ved vingebenet og siger, at de talenter vi nu har fået er ikke vores ejendom, men Guds. Vi er som mennesker på tværs af alle de forskelle vi ellers hæfter os så meget ved, stillet aldeles lige overfor Gud, som hans tjenere.
Og vi har med den tilværelse, vi har fået af ham, også fået en opgave, vi skal stå til ansvar for: vi skal administrere vores liv, så det giver renter, så det bliver til nytte og glæde for andre. Og det er virkelig et ansvar vi har fået. For som tjenerne i lignelsen ikke fik nøjagtigt at vide, hvad de skulle investere i og hvordan de skulle bruge deres talenter, sådan har vi heller ikke fået nogen færdigpakket brugsanvisning på det liv, vi har fået betroet. Kun denne ene anvisning har vi fået: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, sjæl og sind og din næste som dig selv". Vi har hver dag noget af vort medmenneskes liv og lykke i vores hånd. Ikke som vores ret eller ejendom, men som vores ansvar. Og hvis ikke vi lever op til det ansvar, så formørker vi livet for de andre og for os selv, så ender vi derude, hvor der er gråd og tænderskæren.
En nyttig og måske nødvendig opsang. Men hvor blev evangeliet af? Er der noget glædeligt budskab at finde i lignelsen om de betroede talenter?
Ja, det er der. Ikke i lignelsen selv, men i ham, der fortalte den, ham vi kunne kalde lignelsens fjerde tjener. Han var bestemt ikke forsigtig med sine talenter. Han investerede alt hvad han havde i andre mennesker – og mest i dem, som ingen syntes var noget særligt værd. Og for en menneskelig betragtning at se endte han med at sætte det hele overstyr. Sådan så det ud, da Jesus til sidst dømt som forbryder døde alene på sit kors. Men døden fik altså ikke gjort det af med ham og hans udfordrende historier. Han er den fjerde tjener, som Gud selv har sat over det hele. Gennem ham hører vi stadig budskabet om Guds grænseoverskridende og provokerende og befriende kærlighed til sin verden og sine mennesker, også til dig og mig. Han er dagens evangelium.
Vi kommer meget let til at tænke på lignelsen om de betroede talenter som en slags statusopgørelse, som en historie der handler om hvad vi får ud af livet. Med sit liv vender Jesus perspektivet om, så opmærksomheden rettes imod, hvad livet får ud af os.
Jeg begyndte med Desmond Tutu, og jeg vil også slutte med ham. ”På vore afrikanske sprog siger vi, at ”en person er en person gennem andre personer”. Jeg ville ikke vide, hvordan jeg skulle være menneske overhovedet, hvis jeg ikke havde lært det af andre mennesker. Vi er skabt til et fintfølende netværk af fællesskab og afhængighed. Vi er skabt til at supplere hinanden. Alle forhold går helt forfærdelig galt, hvis vi glemmer det.” Amen.