Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i fasten, 14.02.2016
Predigt zu Lukas 22:24-32, verfasst von Leise Christensen
Før jeg blev teologisk student, havde jeg faktisk et år som juridisk student. Men i forhold til hebraiske og græske verber, er loven jo ganske kedelig, så derfor skiftede jeg studie efter knap et år. Men en fag på jura, som jeg dog nåede at have, var faget Arveret. Og hvor jura på mange måder i min ungdommelige optik var ufatteligt tørt, var der dog lige dette ene fag, som var, hvad jeg ikke vil tøve med at kalde ganske underholdende. Det var jo så arveretten. Når man sådan læser jura og skal udrede og vurdere forskellige juridiske spørgsmål, er det altid vigtigt at sætte sig ind i præcedens, altså hvilke domme, der tidligere er afsagt i tilsvarende sager. Til det formål har man en såkaldt domssamling, altså en stor, tyk bog, hvor man kan læse retslige afgørelser om alt muligt mellem himmel og jord. En sådan domssamling findes også med relation til arveretten, og det var sådan set en bog, der var ret så underholdende. For hvor kunne man da blive fuldstændigt forbløffet over, hvordan folk kunne ryge i struben af hinanden, vel at mærke inden for familiens rammer, for et par sølvskeers eller et maleris skyld for slet ikke at nævne et gammelt, slidt sofabord eller et smykke uden egentlig værdi mht. ædelmetal eller smykkesten. Man tænkte: ”Jamen, bevarmigvel, hvor kan folk dog hidse sig op og hyle op om de besynderligste ting i retssal pga. en almuemalet kommode”. Man kan sige, at min latter over sagerne i domssamlingen var udtryk for en art ungdommelig uvidenhed, for naturligvis havde arvestridighederne, der blev ført hele vejen til øverste retsinstans, jo sjældent det fjerneste at gøre med egentlige værdier omsat i kroner og ører. De par gamle skeer kunne man jo mageligt købe på snart sagt ethvert kræmmermarked, og de talentløse smørerier findes i metermål på auktioner, men lige præcis fordi det netop ikke handlede om tingenes kommercielle værdi, men noget helt andet, ja, så kunne arveopgørene blive utroligt forbitrede. For det havde jo at gøre med affektion, med anerkendelse, med forhold, som de nu voksne børn havde oplevet i barndommen af uretfærdig karakter. Alt det, som disse mennesker troede, at de havde lagt bag sig, blussede op med fornyet voldsom styrke i arveopgøret om teskeer og kommoder. Hvem kunne far og mor i virkeligheden bedst lide? Hvem fik lov til hvad hvornår og hvorfor? Hvem måtte mest, og hvem fik altid ret? Hvem fik altid
det første og største, og hvem var kæledækken? I virkeligheden var disse domssager jo langt fra morsomme, selvom de måske nok var latterlige. De var jo dybt tragiske, fordi de vidnede om nogle ganske uforløste barndomme, som man egentligt havde troet gemt og glemt, men det viste sig, at de var ingen af delene. Det handler om søskendejalousi, det handler om kamp om forældrenes kærlighed, det handler om følelsen af manglende anerkendelse. Det er en kamp, som aldrig slutter. Med mindre det sker, som det gør i fortællingen om Kain og Abel. Der sluttede kampen på tragisk vis. Det er verdenshistoriens første broderpar og verdenshistoriens første broderdrab. Gud foretrak den yngre bror, Abels, offer, mens han forbigik den ældste bror, der blev vred og gik med sænket hoved. Hvorfor Gud så til Abels side, ved vi ikke. I gammeldags børnebibler var det altid noget med, at Kain havde været slem på en eller anden facon, måske utaknemmelig eller sådan noget, og derfor ville Gud ikke længere kendes ved ham, men foretrak den gode, taknemmelige lillebror, Abel. Det kan man dog ikke læse ud af fortællingen. Men man kan læse, at det handler om anerkendelse, om accept. Gud anerkendte Abel, men ikke Kain og derfor måtte det ende galt, ikke i en arvestrid, men i et drab. Hvorfor Gud gjorde sådan, er der ingen forklaring på. Samme grundlæggende strid som med Kain og Abel, som i moderne menneskers arvestridigheder, har vi i dagens tekst. Apostlene kom i strid om, hvem er dem, der skulle regnes for den største, som der står. Igen handler det om anerkendelse, denne gang Jesu anerkendelse. Men Jesu svar på deres spørgsmål om, hvem der skal regnes for den største, må komme bag på dem. For den største er netop ikke den største, det er den mindste. Det er ikke herren, der er den største, men tjeneren. Det er ikke den ældste, der er den største, det er den yngste (og det i en tid, hvor det gjaldt om at være ældst, i dag gælder det jo netop om at være yngst!). Det er som i en familie, hvor banen er kridtet op til store arvestridigheder, og hvor pludseligt et af børnene siger: ”Jamen, tag du bare det hele. Jeg har egentligt nok i det, som jeg har derhjemme”. Det barn er jo det stærkeste, fordi det formår at give slip på fortidens begivenheder og på spekulationer på retfærdig eller uretfærdig fordeling af forældrenes følelser dengang for 30-40 år siden. Barnet er sat fri. Jesus vil også sætte disciplene fri, men ikke på den
måde, som de tror. Almindeligvis strides vi om at være den største og bedste på forskellig vis, fordi vi tror, at vores lykke og frihed ligger der. Nej, siger Jesus, friheden ligger ikke i at være størst og bedst, friheden ligger i at tjene. Disciplene havde vældigt vanskeligt ved at tro, at det skulle forholde sig sådan, og det samme har vi. I en verden, hvor det chokerende grad handler om at være bedst, dygtigst, klogest, smukkest, slankest osv. på alle niveauer i tilværelsen, er det nærmest umuligt at forstå Jesu ord. Skulle det virkeligt ikke være bedst at være størst? Skulle friheden ikke være større for den, der er størst end for den mindste? Det ligger jo nærmest i sproget, at det forholder sig sådan, at det er bedst at være størst, at være leder frem for tjener. Men nej, siger Jesus altså. Den frihed og anerkendelse, som han vil give mennesket, består netop ikke i denne verdens målen sig selv og hinanden med den sædvanlige benhårde skala. Hans skala hedder tilgivelse, barmhjertighed, nåde frem for menneskelig retfærdighed, den hedder frem for alt kærlighed. Og det er altså ikke bare sådan en almindelig løs tale om kærlighed, nej, det er den kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt. Det er den kærlighed, der netop kun kan tjene, fordi den sande kærlighed må give afkald på magt, på det at være størst og bedst, på det at være leder og ikke tjener. Mennesker kan ikke lade være med at måle hinanden på succes, penge, karriere, udseende, men i de tilfælde – og dem er der mange af – hvor sammenligningen ikke falder ud til vores fordel, da skal vi vide, at vores frihed, fylde og fred ikke ligger i andres vurdering af vores evne til at være størst, først og bedst, men i Guds uendelige, nænsomme og ubrydelige kærlighed til os. Som frie mennesker kan vi derfor gå ud i livet og vide os anerkendte, ikke for noget, vi har fået gjort af godt eller flot, men fordi vi simpelthen er Guds børn. Der er ingen grund til at strides om arven, for vi har den allerede. Og der er mærkeligt nok rigeligt til alle. Vores anerkendelse kan vi derfor passende give videre til det medmenneske, der har brug for det, til gavn og til glæde. Amen.