Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2.søndag i fasten (Reminiszere), 04.03.2007
Predigt zu Matthäus 15:21-28, verfasst von Inger Hjuler Bergeon
Det er fastetid og den handler om fristelse. Det er den tid i kirkeåret hvor det at prøves, det at fristes, det at blive forandret er på spil. Sidste søndag var det Jesu fristelser i ørkenen, som var søndagens tekst. Og den i dag kan vi faktisk også godt kalde en fristelse, som Jesus bliver udsat for.
Da Jesus blev fristet og prøvet i ørkenen, var det med 3 spørgsmål om hvordan han ville bruge
sin guddomskraft - om han ville bruge den til selv at få magt og ære i verden og gøre sig til Gud selv. Om han kunne sige nej til det. Og det var 3 virkeligt dejlige og lokkende tilbud. Og det lykkedes ham at sige nej.
I dag bliver han fristet til noget helt andet, nemlig hvad han tør sige JA til. Og i dag falder han for fristelsen. I dag hører vi en fortælling om Jesu menneskelige side, hvor fristet han er til ikke at gide, og man kan næsten sige, at Gud må ind og ruske i ham, og bruger kvinden til det.
Der kommer en kvinde, en ikke-jødisk kvinde råbende til ham. "Herre, forbarm dig over mig, min datter er syg." Og Jesus, vor egen Herre, som ellers altid er så god og lydhør og har alle andre gode empatiske kvaliteter, - altså i vores billede af ham -, svarer hende ikke et ord. Ikke et ord. Det giver disciplene mod til at gå et skridt længere: "send hende bort, hun råber efter os".
Vi hører ikke, at han direkte sender hende bort, men vi hører at han klart og utvetydigt ser sig som een, der er sendt, altså har en gerning at gøre, men KUN indenfor Israels grænser og kun for det jødiske folk. Det får ikke kvinden til at give op. Hun kaster sig ned, og atter en gang kalder hun ham Herre. "Herre, hjælp mig." Ikke andet. Der er ikke en eneste udsmykning i hendes bøn. Kun dette nøgne: 'hjælp mig'. Og anden gang afviser han hende og bruger en talemåde, lidt kryptisk, lidt floromvunden, til at afvise hende med, og som vi selv ved, så er det da også svært at sige nej. Det viser sig ofte ved, at vi pakker vores nej'er ind i vat og floromvunden snak. Og Jesus han pakker sit nej ind i en tilsyneladende plausibel og smuk sætning - men den er jo ren afvisning. Og det at bruge ordet hunde, dog små hunde, om andre folkeslag, det er altså ikke i den arabiske verden noget hædersord. At blive kaldt en hund er et skældsord. At pakke begreberne ind i floromvundne vendinger, så hans eget folk kaldes børn og de fremmede for små hunde - ja, det gør altså ikke afvisningen mindre barsk. Men hun går lige ind i hans talemåde, sprænger den indefra, sætter ham skak-mat, slår ham med hans eget våben, sender hans elegante afvisning retur som en boomerang, der sprænger hans opfattelse. For hunde spiser det, de andre ikke vil have. Og først da, i 3.omgang, 3. gang hun går på ham, 3. gang hun kalder ham Herre, da rystes han i sin opfattelse af sig selv. Touché! Da ser han, at han er sendt, og ikke kun til sine egne, men til alle. Til dem, han selv kalder fremmede, dem han i hele sin barndom i synagogen hørte om, at man skal tage sig af: "husk de fremmede, faderløse og enkerne, for I var selv fremmede engang." Denne etik og moral overfor andre har han, fra han var en lille jødedreng og sad i synagogeskolen, hørt læst op fra loven og profeterne gang efter gang.
Og nu, på grund af denne råbende kvinde, denne kvinde i nød, denne fremmede, der bliver ved, fordi hun har et sygt barn, og af kærlighed kan hun ikke bare give op, -det er denne kvinde, der omvender Jesus. Han fristes til bare at overse hende, gider ikke også have de fremmede med indenfor sit perspektiv, men han bliver klogere. Og det bliver han lige her. På grund af en fremmed kvinde, en ikke-jøde, det, de kaldte en hedning.
Vi kan jo ikke lide at sige noget grimt om Jesus Kristus.
Og derfor kan man næsten blive fristet til at hoppe lidt let hen over, at han 2 gange afviser hende. Og så skynde sig ned til det sidste og tale om kvindens tro, som han kalder stor og om at han helbreder hendes barn. Det er ikke rart at høre, at en nødstedt kvinde 2 gange, råbende, kastende sig ned på jorden, beder om hjælp og han afviser. Det er ikke rart at høre om Jesus Kristus. Og det er svært at tage hans afvisning helt alvorligt. Mon ikke han bare gør det sådan tilsyneladende, for at øge spændingen og give en belæring til både disciplene, kvinden og os? Det kunne man jo godt spørge sig selv om.
Men, jeg vælger at se det her, som en virkelig prøvelse, en virkelig fristelse, hvor han virkelig er 'på den'. Og jeg vil hente en anden fortælling ind, hvor vi i forvejen har gjort os nogle forestillinger om det gode og det ikke-gode, som kan give kød til det her.
I fortællingen om den barmhjertige samaritaner er der to, vi ikke kan lide, og en 3. vi godt kan lide, altså sådan i den religiøse tradition. De to første, levitten og præsten der er på vej til templet og som derfor ikke standser op, dem kan vi ikke lide. Tænk, at deres religiøse pligter afholder dem fra at hjælpe en nødlidende mand, der ligger i vejkanten... De ser ham, men går forbi. Så kommer den 3. -en samaritaner, én man ikke inviterede ind til kaffe, og det er ham, der stopper op. Også han SER, men han standser op, stopper, og hjælper.
I dag afviser Jesus 2 gange denne råbende kvinde, hvis barn er sygt. 2 gange hører og ser han, men afviser - og, med religiøse argumenter. Han er ude i den argumentation, hvor det handler om hans sendelse og hvad han skal for Gud. Man aner, synes jeg, parallellen til de to tempelpræster og samaritaneren. Først 3. gang, da hun går i klinch med ham, indenfor hans egne ord og formuleringer, da standser han op. Standser sine tangegange. Stopper op. Lader sig standse. Og omvendes.
Se, det var det ene, jeg ville sige i dag, om at Jesus fristes. Fristes til at ikke-gide, men han ender med at sige ja. Hjælper. Ser pludselig sig selv i et nyt lys. Ikke mere tillokkende. Kun mere forpligtende. Nemlig som sendt til alle folk, og ikke kun til sine egne.
Det andet, jeg vil sige noget om, er hvordan denne kvinde også bliver en hovedperson, når fristelse handler om os. Når vi prøves. Når vi fristes til ikke at gide, at give op, at lade stå til, at resignere.
Denne råbende kvinde, der grædende kaster sig ned, minder mig om, når vi ser skrigende kvinder, der lige ind i kameraet græder deres nød ud. Viser bombninger af deres landsbyer, med deres børn i fare, og råber, skriger, græder. Og den er næsten så ublufærdig, deres gråd og hylen, at man lukker øjne og ører. Disse kvinder, overalt i verden, der, når de ser et kamera, henvender sig, som om de ville sige: "så SE DOG. Og når I SER, SÅ GØR DOG NOGET. Se dog! Og når I ser, så gå ikke forbi! "
Det er denne nød, som jeg tænker på, når jeg hører om vores kvinde i dag. En grædende bønfaldende kvinde, der ikke vil give op, for hendes barn, det hun har fået givet og som hun skal passe på, er i nød.
Kvinden, der råber til Jesus har ingen flotte formuleringer: at han er Gud selv, at han er Kristus, at han er den nye messias. Vi ved ikke, hvor meget vi skal ligge i ordet Herre. Måske blot en høflig henvendelse; måske allerede en begyndende bekendelse: Herre -siden hun siger det igen og igen. Det må stå hen til en anden gang, hvor meget bekendelse, der er her. Men det spændende er, at så lidt der end måtte være, så er det mere end nok. Og lige netop dét, gør noget ved os.
Hun har et nødråb, og det er dette nødskrig, der igen og igen banker på døren. Og til sidst hører han, hvad hun vil.
Hun bliver et billede på, at den udogmatiske bøn, den hvor ikke alle de rigtige ord er med, også er nok, ja er mere end nok. Råbet fra dybet, hvor vi ikke kan sige andet end: "hjælp mig," er nok.
At hendes tro kaldes stor skyldes altså ikke hendes overbevisning og at hun har en ret tro, men skyldes, at hun ikke giver op.
Hun er besværlig. Hun er irriterende, hun forstyrrer. Og det kaldes for stor tro. Hun bliver på den måde et eksempel. Vi skal være besværlige, når det gælder andre menneskers liv. Vi må ikke give op, og lade os afvise. Og selv om vi til tider måske ikke har andre ord til Gud end: "hjælp os" så er det også nok.
For, vi har jo det der forbehold med os: "hvad kan vi bede Gud om? Og nytter det? og hvad skal vi ikke blande Gud ind i? Og selv om jeg beder, rykker det så noget? for mange beder jo også, fra dybet af, og hjælper det måske?..."
Sådan er har vi mange forbehold. Og ingen af dem kan vi bare trylle væk ved at sige at 'sådan må vi ikke tænke'. For sådan tænker vi jo! Og vi kan kun bede med både den tillid, der ligger i selve det at henvende sig og med de forbehold, som er en del af os.
Det, der gør, at vi skal blive ved med at bede, med den tillid der nu er, og med de forbehold der nu er, det er at bøn er en dialog, en samtale, mellem to. Mellem os og Gud. Og hvis vi standser den samtale, ja, så bliver der underligt stille i forholdet. Hvad skal Gud svare, når vi ikke spørger? Og hvad skal vi svare, når vi ikke lytter os frem til Guds spørgsmål? Som i et ægteskab, når samtalen er forsvundet, - hvor bliver der dog underligt tavst. Ikke særlig rart. Og sådan kunne vi faktisk også sige om vores bøn og forholdet mellem Gud og os. Vi skal blive ved. Banke på. Måske med få, næsten fattige ord, som kvinden. Hendes ord var ikke mange, men hun vidste hvad hun gik efter: et andet menneskes redning. Og det var med dette barn for øje, at hun ikke lod sig afvise af Jesus. Han der ellers troede, at han havde klaret frisag ved sin billedrige talemåde, - men han blev klogere!
Og vi blev klogere. Tænk, han ville også de fremmede. Også os. Gud ville også os, med sin søn. Gud vil også os. Amen.