Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Mariæ bebudelse, 13.03.2016
Predigt zu Lukas 1:46-54, verfasst von Marianne Frank Larsen
De store ord i Marias sang kommer af en ganske lille bevægelse. Som en lille fisk, der slår med halen. Sådan oplever Kristin det, da hun er 23 uger henne. I Sigrid Undsets roman har hun ventet foruroligende længe uden at mærke andet end tyngde. Intet liv. Historien om Kristin Lavransdatter foregår i middelalderen; der er ingen scanninger at blive beroliget af, kun uvisheden, der bliver til angst, efterhånden som dagene går, for hvorfor bevæger barnet sig ikke? Er det lammet, eller har ingen arme og ben? Spørgsmålene holder Kristin vågen om natten sammen med de frygteligste syner, hun ikke kan slippe for. Er det overhovedet et levende barn? Derfor bliver hun også stum og overvældet, da bevægelsen endelig kommer. Hun er ude i fjeldet en vinterdag med sin mand; pludselig ser han hende standse og stå stille, og da han spørger, hvad der er i vejen, svarer hun ikke. Hendes blik er fjernt; hun står, som om hun lytter efter noget. Så mærker hun det igen. Dybt i hendes skød føles det som en lille fisk, der slår med halen. Først kan hun ikke få sig til at sige noget til sin mand, for de har været uvenner hele dagen. Men da siger han det selv: Var det barnet, som rørte på sig? Og endelig skubber hun al vreden til side og tager om ham. For ja, det var barnet, der rørte på sig. Kristin bærer på et levende barn.
Vores situation er en anden. Vi får barnet at se på billeder, længe før vi kan mærke det; vi ved, at det er levende og har de små fine arme og ben, det skal have. Og alligevel er den ganske lille bevægelse stadigvæk en stor og glædelig overraskelse, der kommer bag på os engang omkring uge 20. Alligevel ved vi præcis, hvorfor Kristin står stille og bliver fjern i blikket, som om hun lytter efter noget. For én ting er billeder. En anden ting er at mærke liv. Det er et smukt udtryk - og et stort privilegium, hvis man er så heldig at få lov til det, bogstavelig talt at mærke på sin egen krop eller i sin egen krop, at der er et helt nyt og levende barn, som har sit eget liv og sine egne lemmer. Vi ved også, hvorfor Kristin langt om længe overvinder sig til at tage om sin mand. Det gør hun, fordi der er noget, der er større og vigtigere end hendes vrede. Det er den ganske lille bevægelse dybt i hendes skød. Det nye liv, hun bærer på. Nu ved hun det, og visheden om det får glæden til at løbe af med hende.
Det er den glæde, der løber af med Maria i dagens evangelium. Det er ganske vist ikke Maria selv, der mærker liv, for der er endnu ni måneder, til det er jul, og hun skal føde sit barn. Det er hendes tante, Elisabeth, der mærker liv. Hun mærker liv i en krop, der for længst er blevet for gammel til det, og som aldrig har kunnet det før. Fem måneder tidligere har englen Gabriel bebudet hendes mand, at de to gamle barnløse skal forynges og blive forældre. De skal kalde barnet Johannes; vi kalder ham Johannes Døberen, og det er ham, der skal gøre mennesker klar til at tage imod himlens kongesøn. Siden englens besøg har Elisabeth isoleret sig med sine tanker og den fremmede tyngde i kroppen. Men i dag, i det øjeblik da Maria træder ind ad døren, mærker Elisabeth liv for første gang. Hendes hud er rynket, hendes muskler er slappe, hendes krop er vissen. Og dog ved hun i det øjeblik, at det umulige er blevet virkeligt. Hun troede, at livet var forbi. Men det skal først lige til at begynde. Hun bærer på et nyt og levende barn.
Barnet springer i hendes liv, fortæller Lukas, og Helligånden hvisker Elisabeth i øret hvorfor: det springer af glæde, fordi Maria bærer på himlens kongesøn. Sådan tager lille Johannes allerede i sin mors liv fat på den opgave, han er udset til: at gøre mennesker klar til at tage imod Marias barn. Med sit glædesspring baner han vej og gør plads for den næste lille dreng – både i Elisabeths ord og i Maris hjerte. For måske står Elisabeth også stille et øjeblik, fjern i blikket, som om hun lytter, men så løber glæden af med hende, og hun kalder Maria velsignet, fordi hun bærer på den velsignede frugt, der fik barnet i hende selv til at springe af fryd, og hun lover Maria, at det Gud har sagt til hende, skal gå i opfyldelse. Det er de ord, der får glæden til at løbe af med Maria. For nu får hun også vished for det, hun slet ikke kan mærke og knap nok kan tro på endnu – at hun venter sig, og at det barn, hun venter, er Guds søn. Elisabeth giver hende den bekræftelse, englen lovede hende. Ja i virkeligheden er det jo barnet i Elisabeths skød, der bekræfter hende i, at det umulige er blevet virkeligt.
For det er jo ikke alene undfangelsen i Elisabeths krop, der er et under. Det er undfangelsen i Marias krop også. Elisabeth er for gammel til at få børn. Maria er for ung. Eller hun er i hvert fald så ung, at hun endnu ikke har været sammen med en mand. Den ene er gammel og ufrugtbar. Den anden er ung og uberørt. I begge de tomme moderliv har Gud skabt liv, uventet, underfuldt, umuligt for mennesker, men for ham er intet åbenbart umuligt. Elisabeths barn har en mand til far, en gammel mand, der af Guds nåde er blevet som ung igen; det har Marias ikke. Tager vi englen på ordet, har han Gud til far. Men fælles for de to kvinder er, at i begge de skød, hvor der intet liv var, er et nyt liv begyndt. Elisabeth er ikke længere ufrugtbar, Maria er ikke længere uberørt, tværtimod, hun er dybt berørt, både i sin krop og sit sind, så berørt, at hun ikke kan nøjes med at snakke. Hun er nødt til at synge for at finde ord for sin glæde. Sådan som vi er det, når almindelige ord enten bliver for flade eller for sentimentale, når det, der sker, er så underfuldt, at almindelige ord ikke slår til. Da er det godt at kunne låne digternes ord, som vi gør det, hver gang vi kommer herind.
Maria nævner ikke sit barn med et ord i den sang, hun synger. Og alligevel er det ham, hele sangen handler om. Alle ordene i den svøber sig om den lille, der skal fødes til jul, og er med til at skabe plads for ham i vores liv, mens vi lytter. Maria låner gamle ord fra bibelens sange, der fortæller, hvordan Gud styrter de mægtige fra tronen og ophøjer de små, og det er barnet, hun mener; det er dét, han skal gøre, når han kommer til verden: vende fuldkommen op og ned på, hvem der er lille, og hvem der er stor. Og hun takker for de store ting, Gud har gjort mod hende, og igen er det barnet hun mener; det er også dét, han skal gøre, når han kommer til verden: store ting mod små mennesker. Og hun synger om Guds barmhjertighed – og endnu engang er det barnet, hun mener, for det er den, han kommer med, når han kommer til verden: barmhjertigheden fra Gud. Han er Guds søn. Han kommer fra himlen for at ophøje de små og gøre store ting imod os og vise os Guds barmhjertighed. Men han er også Marias søn. Han kommer fra hendes moderskød med en krop som vores små børns kroppe, lige så fin og fuldendt – og lige så skrøbelig og sårbar. I den krop kommer han helt ind på livet af os med Guds barmhjertighed og Guds store gerninger. Ikke så sært, at Maria synger. Hun og vi bliver aldrig mere overladt til os selv på noget sted i vores liv.
Mødet mellem Maria og Elisabeth er et yndet motiv i kunsten. På mange smukke billeder kan man se den gamle kvinde, der tager imod den unge. Det kaldes besøgelsen – til forskel fra bebudelsen. Elisabeth klædt i brunt, med den gifte kones hvide tørklæde om hovedet, rynket og krumbøjet og tydeligvis rund om livet, rækker hånden ud og lægger armen om Maria, der er ung og glat og rank, klædt i en kappe så blå som himlen og en kjole så rød som kærligheden. To kvinder, der bærer hver sit drengebarn - og samme hemmelighed i hjertet. Den fortæller de os i dag. Den hemmelighed, at Gud skaber liv, hvor der intet liv er. I kvinders kroppe, så de bliver fjerne i blikket, som om de lytter efter noget, der er meget stort, skønt det er ganske lille - ved livets begyndelse. Men også når det hele er forbi. For det barn, Maria føder til jul, skal dø, som vi dør, til påske. Han kommer til at ligge i en grav som vores. Men i den grav, der er som vores, hvor der intet liv er, skaber Gud liv og sender sin barn levende ud i forårssolen påskemorgen. Sådan bliver selv graven til et moderskød, hvor nyt liv begynder, uventet og underfuldt. I hans grav – og vores grave. Amen.