Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i advent, 16.12.2007
Predigt zu Lukas 1:67-80, verfasst von Peter Skov-Jakobsen
Det handler virkelig om at turde bære håbet et stykke videre her i verden!
Det handler ikke om at skjule virkeligheden. Det handler ikke om at få den til at fortone sig. Det handler ikke om at skabe idyl. Det handler slet ikke om at fornægte konflikter. Verden er det sted hvor modsætninger mødes.
"Solopgangen fra det høje har besøgt os for at lyse for dem der sidder i mørket og dødens skygge og lede vores fødder ind på fredens vej." Sådan sang den gamle Zacharias. Han sang om håbet! Han sang om det der gav mening selv om omstændighederne måske ikke gav ham anledning. Han sang om det der var længslen i folket!
Det vi kalder virkeligheden er så mange ting. Når vi ser tilbage på det forgangne år, ved vi godt at det bragte mange forskrækkelser med sig.
Vi får dagligt beretninger fra krigsskuepladser i verden. Vi bliver hele tiden konfronteret med at krigen åbner for frygtelige sider i mennesket. Vi bliver sat ansigt til ansigt med at hadet bringer det værste frem i os.
Vi bliver lammede af frygt for den terror der bare spreder skræk. Vi mærker også de bistre sider i os selv. Vi rystes dagligt over naturkatastrofer i det nære og i det fjerne! Verden med alle sine problemer er rykket helt tæt på.
Vores liv boltrer sig virkelig mellem det helt nære; nemlig hvordan skal jeg nå det hele inden det bliver jul og så til forhandlinger i EU som truer med at bryde sammen.
Det politiske liv med alle sine svære beslutninger tårner sig op foran os på den ene side. Vi minder hinanden om at vi vælger de fremmeste borgere for at repræsentere os - og vi glæder os over at leve i et åbent, gennemskueligt og nært demokrati. På den anden side tør vi næsten ikke åbne avisen for et folketingsvalg har lært os at det ikke altid er de ædleste motiver der driver mennesker! Somme tider skal man nok bare sige til sig selv at der ingen grund er til at tage tilværelsen mere alvorligt end dens aktører gør det! Hvor fortvivlelsen kan jages på flugt af et grin, skal man nok ikke undslå sig!
Men midt i alt det vi kalder tilværelsen, verden, livet, trænger vi til at der bæres et håb frem! Vi trænger til at mærke at der findes forventninger, længsler her i verden for fremtiden.
Tilværelsen tilbyder os en broget palet der ofte efterlader os perplekse, måske endog ganske magtesløse. Vi orker hverken at svinge en tanke eller lægge ånde bagved et ord mere. Alt synes at fortone sig for os, og vi glider af på den (som vi siger).
Magtesløshed er nok det moderne menneskes største fristelse. Vi orker nærmest ikke at danne os en mening eller formulere en protest. Vi sidder og småkværulerer og forsøger med surhed at gøre de nærmeste opmærksom på vores tristhed.
Somme tider synes vi vist at vi er de første der har været i så kompleks en situation. Det tror jeg nu ikke! I virkeligheden er vi vist meget privilegerede. Vi har muligheder som tidligere generationer ikke havde. Vi kan melde os til ordet - de blev ikke altid spurgt.
Zacharias synger om fremtiden, synger om den Gud der har forløst sit folk! Han drømmer om den verden der kommer. Han er båret af håbet - men håbet omsætter sig også i en utopi. Hvor er vores forhåbninger for fremtiden, må vi nok have lov til at spørge os i denne uge? Hvor så vi gerne at verden bar hen? Hvad er vigtigt i et moderne demokratisk samfund? Hvilke forhåbninger har vi, og hvilke høje forventninger får os til at strække efter fremtiden?
Jeg synes nu stadigvæk at de gamle historiers indhold lever: for mig er det væsentligste indhold nok at Gud kommer helt tæt på.
I en verden hvor magten ofte håndteres hårdt; i en verden hvor mennesker ofte lader galskab og vanvid bryde ud over hinanden. I en verden hvor latterligheden ikke så sjældent lader høre fra sig - i en verden hvor mennesker tvinges i knæ af naturkatastrofer og politiske galninge - i en verden hvor det er nærliggende at tage i fejl - i denne verden kommer Gud til syne, bliver nærværende, bliver til at høre på menneskelig vis.
Jesus åbenbarer sig ikke med store politiske taler. Han efterlader sig ikke et teorikompleks! Han efterlader sig selv. Han dukkede op midt i verdens problemer. Han talte så det aldrig siden har kunnet glemmes. Med vores forstand og følelse er vi på jagt efter hvad det mon var der rørte sig i menneskers sjæl når de hørte ham, så ham og mærkede hans nærhed.
Hans magt er helt anderledes end den magt, vi normalt lægger vores tilværelse tilrette efter. Der er ikke antydningen af Cæsar over ham.
Han forsvarede sig aldrig med våben. Derfor var det også et grotesk optrin da de anholdte ham. De kom med bevæbnede vagter! Ligeså grotesk var det da de kastede lod om hans ejendele. Der var jo intet at skændes om!
Når vi stadigvæk lytter til historierne om ham, så er det nok fordi vi aner at han fulgte mennesket alle steder hen. Han var ikke bare sejrherre, ikke blot en intellektuel, ikke blot kunstner. Han åbenbarede det for os at Gud følger menneskeheden hvor vi er! Gud dukker ikke bare op i store sammenhænge og velformulerede sætninger eller i skøntklingende musik.
Kristus dukker op som et håb midt i livet. Ligesom han altid ser mennesket, altid fornemmer hvor et menneske er - ligesådan lader han sine troende fornemme hvad medmenneskelighed er. Han lader os drømme om tilværelsen, men vi drømmer os ikke ud af verden.
Kristus kommer altid mod os som en der også vil lære os at der er noget vi ikke ser, der er noget vi ikke har fornemmelse for. Han kommer ikke med angst og forbandelse. Han kommer med et håb om at gudsrigets billeder kan ses i verden. Han kommer med håbet om at kærligheden er den egentlige magt.
Med sit eget liv viste han at kærligheden er skrøbelig, den er sårbar. Den gør ikke mennesket hårdt og uforstående, men nærværende og fornemmende.
Kristus kommer med en utopi om verden som det sted der må genspejle gudsriget - der hvor Gud må blive alles længsel. Men der er så mange der er kommet med utopier. Vi prøvede det så ofte i det 20. århundrede og der ser også ud til at være nogle gemt til os i det 21. århundrede. Men de drømme om retfærdighed, om proletariatets diktatur, om tusindårsriget - de drømme indeholdt forbandelsen af mange mennesker og blev mange menneskers endeligt.
Når Jesus drømmer og overbeviser os om håbet der skal bæres ind i verden, så er det en helt anden længsel! Det er længslen efter kærlighed, sandhed, retfærdighed - men alt sammen er forbundet med en agtelse for medmennesket og for hele skabningen. Han kommer ikke med menneskers indbildske drømme; han kommer med Guds befrielse som bliver til menneskers gensidige agtelse, og der skabes håb som får os til at drømme om dage uden krig, om lys i mørke, om sværd der smedes om til plovjern, om had der fortoner sig og bliver til kærlighed. De fortællinger må vi påvirke hinanden med. De smitter af på vores liv. De løfter vore tanker og skaber liv - her midt i verden!