Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Langfredag, 25.03.2016
Predigt zu Mattæus 27:46, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Det er underligt, at korset hænger dér – som var det en udsmykning. Manden er af træ, blodet er malet, og vi har for længst vænnet os til det, - ser ikke længere, hvad det er. Vi genkender det fra hverdagens nyheder, billeder af lidelse, også tortur og død, helt på højde med korsets.
Smerten og gruen genkender vi sagtens. Ikke kun fra verden udenfor, men også tættere på: Sygdom, smerte, svigt, savn, skam, tab, depression, forræderi, angst…jo, vi genkender alle korsets nuancer, helt indtil mørket sænker sig. Ikke på egen krop måske, men fra de andres. Vi genkender det, hvis vi har været med, hvor det gik hårdt til, har holdt hænder, har vædet læber, har tørret sved og blod og lukket øjenlåg i. Hvis ikke selv, så har vi set det, vidst om det; og hvis heller ikke det, så kommer vi til det, når det bliver vores tid. Ingen slipper helt, fordi død og smerte og lidelse hører med til liv, ligeså vel som glæde og kærlighed og forårssol hører med. Afstumpethed er, hvis ikke vi ved dét. Eller ikke vil vide af det.
”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – skreg Jesus, og menneskene skriger stadig eller vender hovedet væk.
Bar han alverdens synd? Hvorfor skriger vi så endnu?
Og hvilken Gud råber han på, dér på korset; han, som altid kaldte Gud for ”Far”?
Det skal gøre en forskel, at han hænger der, at han ikke bare gemte sig og stak af, steg ned eller lod sig hente af englene, - i det mindste kunne han have ladet sig bedøve af vinen med myrra, af endorfin, adrenalin og hvad nu ellers kroppen har af geniale stoffer. Eller hvad? Stig nu ned, hvis du er Guds Søn, der kan alt! Vis os det!
Men korset hænger der, alene fordi han blev dér, fordi han ikke gav efter, ikke ville andet. Korset hænger der, fordi han ikke ville frelse sig selv, ikke ville redde sit eget skind, men insisterede på os.
Os, - du og jeg, menneskebørnene, der ikke kan holde det ud. Vi, som ikke aner vores levende råd, når vi møder de sørgende og knapt ved, om vi skal sige ”goddag”, ”hej” eller ”hvordan har du det?”. Vi, som prøver at lukke af for menneskeskæbnerne bag nyhederne og ikke tør se menneskebarnet i det fremmede ansigt. Vi, som har skubbet det foran os syv gange, inden vi får besøgt olde på hjemmet; vi, som har tastet nummeret, og ikke fået ringet; Vi, som har bidt læben til blods af frygt og boret neglene i egne håndflader, mens vi smilede og trøstede, og aede og sang, spillede musik, læste højt eller hvad, vi nu gjorde, mens minutterne sneglede sig af sted.
Mens vi holdt pladsen åben for hinanden, holdt den lille smule plads åben, der hedder liv. Vi lod forårssolen og kærligheden og takken fylde den plads, der var, og holdt livsstedet åbent sammen, - velvidende, at vi ikke har en chance, og at det alligevel nytter. Det er det eneste, der giver mening lige dér, hvor vi ikke kan noget som helst.
Det er gådefuldt. Derfor hænger det på væggen eller om halsen på os og minder os om korsets gåde.
Det er forunderligt, at Jesus på korset og i døden bærer al verdens smerte. Han bærer ikke kun sin egen, men al lidelse, som findes. Han er stedfortræder. Og det gør forskel.
Mere end bare den forskel det gør, at der er én, der er solidarisk med os – eller var engang. Mere end bare det, at Gud ser vores lidelse og selv lider med os.
En stedfortræder er en, der holder pladsen åben, stedet åben. I det mindste er en stedfortræder en vikar. En, der hjælper med at gøre mit, hvor jeg ikke selv kan. Vikaren må ikke tage over. Det kræver respekt og ydmyghed at være vikar, for der skal være plads til den, der vender tilbage. Vikaren bliver overflødig og skal være det til den tid.
I det daglige har vi mange stedfortrædere og vikarer i vore nærmeste, når de føler sig ind i, hvordan vi har det, hvad vi ønsker og har brug for, giver os plads og støtter os, mens de går med på vejen.
Vi kan nemlig bære alverden for dem, vi elsker. Hvis vi kan gøre den mindste smule gode forskel, hvis vi kan lindre, trøste, opmuntre, glæde, spørger vi slet ikke efter mening og mål. Så er vores kræfter næsten uendelige, fordi det giver mening helt af sig selv.
Vi kan give vores liv væk, og gør det. Hverdagsagtigt kan vi give væk af tid og kræfter for de andre, i det større kan vi ligefrem gå til grunde af det, men hvis bare der er kærlighed i det, giver det mening. Sådan er der også mening i at sørge og savne, når vi mister. Det hænger sammen med kærligheden, som var.
Liv, givet i kærlighed, er aldrig forspildt, aldrig forgæves. Det giver mod og håb og livsvilje.
Det, du og jeg, vi menneskebørn, ikke kan forlige os med, er når liv går til grunde forgæves, meningsløst. Det forspildte, det uforløste, det ufærdige, - dét er ubærligt.
Det er synd, når liv ødelægges eller spildes, går til grunde, fortabes
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Hvem er du, min Gud? Helt derud gik Jesus for at åbne stedet for os. Der hænger han på korset, for at åbne og holde plads for os i det, vi ikke kan bære for eller med hinanden. Os, som er nødt til at leve og holde det ud. Holde ud at se det, mærke det, medleve al den smerte.
Fordi han, som hænger der, insisterer på Gud, og ikke på sig selv, sker der noget nyt, noget afgørende alt-omvæltende på den anden side...
men det er først Påskemorgen. Lige nu, her på Langfredag, må vi se det og udholde det, og høre og synge om, at det gør forskel, at han hænger dér. Det løser os nemlig fra meningen, - og sådan lader det os tage det ubærlige og uforløste med os, side om side med det kærlighedsfyldte og smukke, vi aldrig vil slippe. I Guds hånd forandres det hele, smelter sammen, bliver nyt og ikke en tøddel skal forgå.
Kun sådan tager Gud vores smerte og skrig alvorligt. Korset hænger der, fordi han blev dér, - nu bliver han hos os. Amen.