Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Kristi himmelfarts dag , 05.05.2016
Predigt zu Lukas 24:46-53, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen
Hun smed sig på sofaen, hun var lige kommet hjem fra kirken, orglets brusen sad stadig i hendes øre. Hun kom der af og til, når benene førte hende til gudstjeneste, som i dag Kristi himmelfarts dag. Dagens velsignede glæde havde ikke engang kunne stoppes af præstens ord om, at Jesus var frelseren, der skulle føre os hjem fra denne mørke verden. Hun følte sig godt hjemme i foråret og alt det velsignede lys, der fik alt til at boble og spire, det ville hun nødigt frelses fra.
På vejen hjem havde foråret sprunget hende i øjnene. Og det havde fulgt hende helt til dørs, med en sidste kildren i næsen af nyslået græs. Selv her på sofaen fandt en solstråle hendes ansigt og lyste det op. Øret forlangte lidt mere musik, lyse svenske toner. Hun fandt Lisa Ekdahls ”Bortom det blå” og hun håbede, at hun ramte stemningen.
Ud kom ordene om ”Jeg så en mand gå ud i havet, jeg spurgte ham, hvor han skulle hen. Han sagde: Jeg går derhen, hvor benene bærer mig, sværere skal det ikke være. Han talte om himlen og havet, han valgte de almindeligste ord. Men ordene fik liv, da de kom ud af hans mund, ja, det var som om jeg pludseligt forstod; at vi er mange, der taler om himlen, men få kan forstå en evighed. Jeg så en mand, han bar himlen inden i sig, men hvor han er nu, er der ingen der ved”.
Ordene fik liv, da de kom ud af hans mund, sang hun og blev båret tilbage til gudstjenesten. Ordene havde jo fået liv i hans mund. Da Jesus havde vandret med disciplene og talt til dem med en myndighed ingen før havde kendt. Han havde brugt de almindeligste ord, men i hans mund blev ordene noget disciplene talte om resten af deres liv. Almindelige ord, der havde kastet lys over disciplenes liv og lod dem vandre gennem livets farer, som var det en forårsdag. Tænk at almindelige ord kan få helt almindelige liv til at spire og gro og række ud efter himlen. Over sofaen hang en plakat af månelandingen i 1969 og hun tænkte på tv-klippet med astronauterne, der i et andet rum væk fra jorden pludselig var vægtløse og hoppede forårskåde over månens golde overflade. Det var lidt på samme måde hun havde det, da hun gik fra kirken, tyngdekraften blev mindre i det rum.
Nu kom linjen igen. ”Han talte om himlen og havet, han valgte de almindeligste ord. Men ordene fik liv, da de kom ud af hans mund, ja, det var som om jeg pludseligt forstod; at vi er mange, der taler om himlen, men få kan forstå en evighed”.
De var blevet mange, der talte om himlen, en helt flok havde gennem disciplene mødt Jesus. Flokken var som disciplene begyndt at tale om himlen. Det var blevet et sted i bevidstheden, hvor alt det bedste var. Et håb, der kunne gøre tunge, golde tanker lidt mere vægtløse og få sindet til at lette.
Jesus var blevet taget op til himlen, hvor Gud var, men siden havde alle døde haft hjemme der. I himlen, som vi går rundt på jorden og taler om, fordi vi mangler og savner, som disciplene manglede og savnede, da de blev adskilt fra Jesus. Himlen det sted vi alle kan forstå og taler med hinanden om, når vi mister dem vi holder af. Få forstår til gengæld abstrakte begreber, som en evighed, men himlen, som stedet hvor dem der ikke er her, det er da til at forstå, tænkte hun.
Var Jesus blevet sammen med disciplene i Jerusalem, var der måske aldrig blevet så mange, der talte om himlen. For så var han blevet på et fysisk sted inden for en lille lukket kreds, men nu var der mange der talte om himlen som deres sted, et godt sted, hvor der blev holdt øje og passet på. Alle folkeslag kunne nu fortælle om himlen, som deres sted et godt sted, når de hørte disciplene prædike omvendelse til syndernes forladelse. De kunne slippe den synd, der bandt dem til jorden og forårslette føle, at de svævede op til Gud i himlen. Nogle ord kunne faktisk ophæve tyngdekraften og få mennesket til at hoppe på en gold overflade.
Solen kastede endnu mere gult lys ind ad vinduet og sætningen kom igen på Cd´en: ”Vi er mange, der taler om himlen, men få kan forstå en evighed. Jeg så en mand, han bar himlen inden i sig, men hvor han er nu er der ingen der ved”.
Jesus bar himlen inden i sig på jorden, det må have været sådan det var. Han bar himlen inden i sig og dem der mødte ham, fandt noget de ikke kendte fra nogen andre jordiske steder. Det stødte ind i himlen og var nødt til at vende rundt efter det møde. Alle deres begreber blev helt rundtossede, som rigtig og forkert og hvem der havde ret til hvad. Alt det så ikke ud til at have nogen gyldighed på det sted han kaldte himlen. Jesus bar himlen inden i sig. Han kunne finde på at tilgive synder ingen andre kunne tilgive. Spise hos de meste ulækre forbrydere og bruge tid på at udlægge den hellige skrift for en ludder, himlen havde i sandhed boet inden i ham. Når man hørte hans ord, troede man virkelig på syndernes forladelse. Ordene fik liv, når de kom ud af hans mund. De havde set ham, der bar himlen inden i sig, men hvor han er nu, var der ingen der ved, sang Lisa i sangen.
Hun så for sig, Jesus velsigne disciplene, inden han blev båret op til himlen, med den velsignelse var de gået hjem fyldt med glæde. Det var også sådan de havde sluttet inden den sidste salme. Det var vel dér han var i sin velsignelse af det liv, vi lever med hinanden. Alle os der går og taler om himlen, som et sted vi kender og har hjemme. Os der kommer i kirken, når benene fører os derhen for at blive gjort lette af de almindeligste ord. Ord der får liv og bliver vores liv, når de kommer ud af hans mund. Ord der sætter os i forbindelse med himlen og lader os gå derfra fyldt med glæde. Ord der ophæver tyngdekraften og lader os vende tilbage til hverdagen, med lidt af himlens lethed kildrende i øregangen endnu.
”Han talte om himlen og havet, han valgte de almindeligste ord. Men ordene fik liv, da de kom ud af hans mund, ja, det var som om jeg pludseligt forstod; at vi er mange, der taler om himlen, men få kan forstå en evighed. Jeg så en mand, han bar himlen inden i sig, men hvor han er nu er der ingen der ved”.
Sangen stoppede, men blev ved inden i hende, hvor han var nu vidste hun godt og det tror jeg også vi andre gør. Amen.