Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Trinitatis, 22.05.2016
”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.
Predigt zu Matthæus 28:16-20, verfasst von Anders Kjærsig
Teksten til i dag befinder sig i kirkeåret mellem på den ene side den sammenhængende fortælling om Jesu Kristi fødsel, hans død og opstandelse, himmelfarten og Helligåndens udgydelse og på den anden side den begyndende trinitatis tid. En tid der i modsætning til forløbet jul, påske og pinse er udtryk for den rolige og knap så dramatiske periode i kirkeåret og strækker sig helt frem til advent.
Fortællingen i Matthæus evangeliet har fået titlen: Missionsbefalingen. Titlen er velvalgt, da teksten lige netop handler om, at Jesus pålægger sine disciple den opgave at gå ud og gøre alle folkeslag til kristne gennem dåb og belæringer.
Men skønt teksten handler om mission og missionsbefaling, er det ikke missionen i sig selv, som er det centrale men derimod det håb og den tillid, der er missionens bagvedliggende forudsætning. Et håb og en tillid som er fastholdt i disciplenes hjerter og udspringer af Evangeliets afsluttende ord:
"Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende".
Det var disse ord, der gav disciplene mod og styrke til at gå ud i en farlig og forrykt virkelighed. Med sætningen i ryggen og det store Romerrige forude begav de sig af sted uden anden form for beskyttelse.
Lad os dykke længere ned i disse ord, i denne sætning, for at se, hvad det er, den vil os. Hvad ordene egentlig betyder for os i dag i en virkelighed, der umiddelbart er meget forskellig fra den tid, de første gang blev udtalt i.
Indledningsvis og som udgangspunkt og tese vil jeg fastholde, at ethvert menneskes aktivitet, dets handling og dets væren i verden i yderste konsekvens, banalt og fundamentalt, er bestemt af disse ord:
"Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende".
Ordene trænger sig nemlig på i enten den ene eller anden form, mere eller mindre dunkelt, og giver ethvert menneske en oplevelse af tillid og håb.
Det gælder for den daglige praksis, den almenmenneskelige færden i det hele taget: Når vi kører bil, når vi spiser, når vi nyder naturen, når vi går, står og sover. Ingen af disse aktiviteter lod sig gøre, hvis ikke de bundede i en fundamental og grundlæggende tillid til, at verdenen fungerer og hænger sammen.
Tog man udgangspunkt i en sætning som: "Og se, ingen er med jer, i er overladt til jer selv, alt er relativt og tilfældigt og ligegyldigt", så ville det ikke længere være muligt at opretholde et menneskeligt og medmenneskeligt liv.
Men det gælder ikke kun for de daglige gøremål, det gælder også og ikke mindst for de mere spændte situationer i tilværelsen. Eksempelvis når en gruppe disciple skal ud og missionere, når man som menneske bliver involveret i en situation, der er ved at tage luften fra én; når verden og virkeligheden er genstridig og byder os modstand, når vi er bange for at miste noget, vi holder af.
Tog man udgangspunkt i en sætning som: "Og se, alt går værre end galt, stol ikke på nogen eller noget, tag ingen chancer", så ville vi mennesker intet kunne udrette og vi ville falde sammen og gå i opløsning.
Men sådan er det ikke. Ordene toner frem i baghovedet, som et sikkerhedsløfte, en tillidserklæring, der støtter mennesket på dets vej og i dets færden:
"Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende".
Når ordene lyder, kommer vi i bevægelse og begynder at flytte os.
Gå derfor ud i verdenen med glæde og tiltro, udforsk den, tal med andre, bliv ked af det, hjælp din nabo, men gå med glæde og tiltro:
"Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende".
Lad os afslutningsvis mediterer over sætningen ord for ord:
Og se,
– det er øjet, vi starter med. Øjet bestemmer retning og perspektiv. Ude af syn ude af sind, siger vi, og mener hermed, at det, vi ser og det vi føler, ikke kan adskilles. Synet fanger horisonten og lukker verden ind. Men synet får også blik af de ord, som bærer vores syn. Synet er ikke neutralt. Vi ser kun i forhold til det sprog, vi er i besiddelse af. Sætningen indledes nok med et ”se”, men det er faktisk først, når sætningen har lydt, vi for alvor får perspektiv og syn…
jeg er
- jeg er den, jeg er. Det ligger i det hebraiske ord for Herren: Jahve. I dette ord er der fylde og væren. ”Jeg er”, er en ontologisk bestemmelse. Her starter det hele. Det er virkelighedens bund og grund. Den afgør alt det følgende...
med jer
- ”jeg er”, er ikke isoleret til blot at være sig selv, selv om det kan stå for sig selv. ”Jeg er” hænger uløseligt sammen med det, ”jeg er” forholder sig til. Vi er med andre ord ikke alene og skal aldrig rigtig være det. ”Jeg er med jer” er vel det stærkeste relationsforhold, der tænkes kan. Sådan siger en far og mor til deres børn; sådan siger ægtefæller til hinanden og sådan siger Gud det til menneskene. ”Jeg er med jer” strækker sig ud og giver os tid og rum…
alle dage
- det er lang tid. Her bevæger tiden sig over i evigheden. Evigheden forsætter der, hvor timeligheden ophører. Og det gør noget ved os her og nu. Vi ved, vi skal dø, men vi ved ikke hvornår – til gengæld lever vi, som om vi aldrig skulle dø. I denne sætning ligger evigheden og spejler sig i vores nutid og giver os mod og håb til at leve i en kaotisk verden, som på et tidspunkt går til grunde…
indtil verden ende.
- hvor det første giver os tid og evighed, der giver det sidste os rum og rige. Kosmos. Hvor ligger verden ende? Hvem ved det, og hvem har været der andre end Gud selv? Er verdens ende begyndelsen på Guds rige? Ligesom evigheden er en forlængelse af timeligheden? Vi er med andre ord ikke i Guds rige, men vi er heller ikke udenfor. Det ligger i ”indtil verden ende”…
"Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende".
Amen