Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. sondag efter trinitatis, 05.06.2016
Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.
Predigt zu Lukas 14:25-35, verfasst von Rasmus Nøjgaard
Jesu ord om ikke alene at skulle forlade sine børn, ægtefæller, forældre og søskende, men ligefrem at skulle hade dem, må vække de flestes opmærksomhed. Til med når Jesus byder de store skarer der følger ham, om også at hade sig selv. Men som altid må Jesu ord læses i sin sammenhæng. Det handler mere end noget andet om at lytte efter og ikke lade sig holde tilbage af det bekvemme og trygge. Det er et radikalt opråb til voksne og unge, til alle mennesker, om at forlade den gamle lov og overgive sig til den nye. Det nye består her i at tage Jesu kors på sig, og det kan meget vel være at ens vilkår på den baggrund vil ændres. Som en konge der må indgå forlig, når han står over for en overmagt. I vores sted er overmagten alene Gud, og på hans bud må vi forlige os med at vore vilkår kan forandres når vi underkaster os den nye lov. Hvad den nye lov går ud på, handler dette evangeliestykke ikke om, men det gør til gengæld teksterne umiddelbart efter i Lukasevangeliet. Her følges efterfølgelsesbuddet op af de tre kernefortællinger om, hvordan den nye lov udfolder sig i det liv vi må leve med hinanden: Det fortabte får, hvor hyrden forlader alt for at finde det ene fortabte; den tabte mønt, hvor alle kaster hvad de har i hænderne for at finde denne ene mønt, da den skal blive til glæde og gavn for alle, og den fortabte søn, der kommer hjem fremmed og fortabt, men mødes med tilgivelse og festglæde uden nogen form for sindelagskontrol. Imperativet er usædvanligt stærkt orkestreret her hos Lukas: først radikaliteten i at opgive vores egen sikkerhed og tryghed, vores selvglæde, for så at angive den fortabte, det bortkomne og den fremmede, men hjemvendte søn som vores næste.
Det handler med andre ord også om at gøre sig fri af det der afholder os fra at høre dette budskab, det er et opgør med historien der tager os som gidsler. Da Francis Fukuyama udgav sit skelsættende essay ’The end of history’ i 1989, blev de store ideologiske bygningers forfald næsten profetisk bekræftet af Murens fald umiddelbart efter. Den opløsning der først ramte de totalitære ideologier, er siden fortsat også i de demokratiske ideologier med den europæiske union som overbevisende eksempel. Selv om mange har forsøgt at sætte en parentes om Fukuyamas udsagn, og taler om historiens genkomst, så bekræfter den fortsatte europæiske opløsning udsagnet. Den demokratiske ideologi med forestillingen om en europæisk humanisme som lagde et vedvarende politisk pres på de kommunistiske lande, er nu selv i opløsning. Den ideologiske opløsning af et samlet Europa er i gang.
Også i 1989 kunne Fukuyama kritiseres for entydigt at afdække sammenbruddet af de store fortællinger til fordel for et senmoderne fragmenteret individualistisk perspektiv. Der er ikke længere nogen autoriteter, for jeg bestemmer selv hvad jeg vil, og informationsteknologien bidrager til oplevelsen af at alt er lige gyldigt, for alle udsagn findes på nettet. Selv om kildekritikken aldrig har været mere nødvendig, så har den aldrig i dansk historie været så voldsomt under pres. Det kan utvetydigt aflæses af de voldsomme nedskæringer inden for alle klassiske humanistiske videnskabelige institutioner i Danmark, der aldrig har været så få og små og med så lille et videnskabeligt personale fritstillet til forskning. En teolog skal ikke længere beherske de teologiske videnskabers sproglige forudsætninger for at arbejde kildekritisk, hebræisk, græsk og latin, men alene have en kort indføring heri, og heller ikke længere kunne alle de moderne grundsprog tysk, fransk og engelsk. I 2015 blev der stillet forslag om at helt at udelade enkelte af antikkens grundsprog. Afviklingen er sket gradvis, men overraskende nok med turbo fra 1989. Det er med andre ord blevet lettere at postulere sin historiske ret, om det så er forestillingen om et engang velfungerende nationalt sprogligt og kulturelt fællesskab som at holocaust aldrig har fundet sted. Begge udsagn og deres modsigelse findes argumenteret mange steder på nettet. Det er vanskeligt at få øje på sikre autoriteter, hvilket afspejles i den almindelige skepsis til at politikere og debattører taler sandt, når de henviser til både nøgletal og historiske begivenheder.
Inden vi bliver alt for rørstrømske, så skosede allerede Cicero sin samtid for moralsk forfald, og advarede om at folkets styreform ville nedbrydes, hvis ikke der blev slået hårdt ned på de kræfter der forsøgte at omgå den romerske lovgivning, personificeret af Catilina, og siden eksemplificeret ved Cicero selv, da han af sine modstandere blev henrettet og fik hænder og hoved hugget af og opsat på talerstolen Rostra på Forum Romanum til skræk og advarsel: o tempora, o mores – hvilke tider, hvilke sæder! (Cicero, In Catilinam).
Og inden vi tror at det hele er ungdommens, de senmoderne individualisters skyld, er det værd at huske på de ord der fejlagtigt er tillagt Sokrates, og som langt mere rammende af filologer regnes for at være skrevet af den ligeså kendte digter Aristofanes, måske i komedien Skyerne: Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger deres forældre, skryder op i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne.
Man skulle tro det var et citat fra Leif Panduros satiriske roman fra 1958: Rend mig i traditionerne, om den unge gymnasieelev der hverken kan eller vil tilpasse sig tidens autoriteter, normer og regelsæt. Men det er fra 400tallet før Kristi Fødsel. Enhver generation er til enhver tid begrænset af den arena som forældre og samfund har etableret, og som per definition står for skud. For de ældre vil deres tid og opgør altid være det rigtige og gode, mens ungdommens forfald er eklatant. Og enhver ungdom vil le af den gamle generation og mene at de selv lever mere sandt og klarsynet.
Vi lever i en verden der aldrig har været mere åben og hvor mennesker aldrig har været mere genkendelige uanset på hvilket kontinent vi befinder os. Vi er ved at afvikle det europæiske fællesskab, der har holdt en stor del af vores verden fri for større konflikter, og i stedet tilvælger vi små etnisk lukkede nationalstater. I mine øjne taler søndagens evangelium ret imod sådanne lukkede stammesamfund. Ikke fordi små stater ikke kan fungere, men fordi de har det med at lukke sig om sig selv, og dyrke egne muligheder som selvfølgelige rettigheder. Modbilledet gør ondt: at dele og afgive både suverænitet og økonomi er som et Kristi kors dårskab for fornuften. Måske derfor bruger Jesus så voldsom en retorik at han endog byder os at forlade mor og far og egne børn, hvis de er årsagen til vores manglende offervillighed. For er der ikke tale om et offer? Beder Jesus os ikke om at efterleve næstekærlighedsbuddet, hvor ubehageligt og radikalt det end må være? Tvinger han os ikke ud af busken i opgør med selvretfærdigheden, som i sin yderste potens forsvares af de klassiske moralske dyder: at vi fremfor alt skal beskytte vore kvinder og børn, familien, konge og fædreland?
Dobbeltmoralen synes endda at være fordoblet: Vi både lukker vore grænser for det der er os fremmed, og samtidig tillader vi samvittighedsløst at evangeliet ikke behøver at lyde for alle og enhver herhjemme, - kulturrelativismen er blevet til religiøs relativisme, ja en tilfældig forvaltning af sandheden som var det offerdyr på tempelpladsen. Begge dele synes at være selve dét store forfald i den kristne histories fortælling. Måske anskueliggjort ved at kristendommen i store dele af det gamle Østtyskland lider en stille død, uden at vi, de store evangeliske kirker, føler os ansporet til at yde livreddende førstehjælp. Arnestedet for de lutherske kirker oplever ikke nogen kristelig oprustning, men i stedet at vi her 1 år før reformationsjubilæet er blevet historiske turister. Vi tillader ikke kun historieløst, men også uevangelisk at enhver må sejle sin egen åndelige sø. Passiviteten, der lige nu synes tryg, men som i evangelisk lys rummer den største fortabelse af alle, nemlig den hverken at høre eller se, er også almindeligt i præstekredse i Danmark. Selv om medlemstallet støt daler, især i København hvor under 60% er medlemmer mod mere end 80% i det meste af landet, så beskrives dette som en nødvendig, ja ligefrem kærkommen, pluralisme.
I troens perspektiv dur tvang ikke, det er en frivillig sag at tage korset op eller lade det ligge, men det er ikke ligegyldigt hvad du siger og gør. Først og fremmest gælder det ordets frie forkyndelse, og at evangeliet når ud til enhver. Det er heldigt for dem der allerede er retfærdige, med det handler ikke om dem der allerede er medlem af familien, men om alle dem der er udenfor. Vores omsorg skal ikke gælde dem der allerede har sandheden og trygheden, men alle dem der ikke har.
Hvordan i alverden skal vi nogensinde få andre end os selv i tale, hvis vi lukker os om os selv? Hvis vi forblindes og tror, at vi allerede har fundet vej og skabt et gudeligt folk på jord, når vi dog evangelisk ved at Sandheden først fuldt åbenbares i himlene når vi står ansigt til ansigt med Vorherre? Indtil da må vi prøve at tage korset op og gå den vej, som Jesus anviser os, også selv om det må byde os noget så inderligt imod. Amen.