Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter trinitatis, 12.06.2016
Predigt zu Lukas 15:11-32, verfasst von Marianne Frank Larsen
På en bænk ved et busstoppested i en lille by i Iowa sidder der to mænd, den ene i trediverne, tyndslidt at se til, træt omkring øjnene, den anden en gammel præst. Den yngre mand er søn af hans bedste ven, og han sidder ved busstoppestedet, fordi han er på vej væk – igen. Selvom hans gamle far ligger for døden, og alle de andre rare og vellykkede søskende er på vej hjem. Eller måske netop derfor. Den gamle præst i Marilynne Robinsons bog ”Gilead” giver ham de fyrre dollars, han har på sig. Og så overvinder han sig til at sige, at han egentlig gerne vil - ja altså velsigne ham. Hvad det indebærer, spørger Jack. Ja det indebærer jo, at jeg lægger min hånd på dit hoved og beder Gud om at være med dig, svarer præsten. Men hvis det er for pinligt… for der er jo folk på gaden. Nej, nej, siger Jack, tager hatten af, lukker øjnene og bøjer hovedet, støtter det næsten mod præstens hånd, mens han lyser velsignelsen over ham: Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte dit åsyn på dig og give dig fred. Men da Jack hverken åbner øjnene eller løfter hovedet, fortsætter hans fars gamle ven sådan her: ”Herre, velsign Jack Ames Boughton, denne højtelskede søn og bror og ægtemand og far”. Så retter Jack sig op og ser på ham, som om han vågner af en drøm. Han siger tak, og så kommer bussen. Han standser på trinet og letter på hatten, og så er han borte.
Det, som er det overraskende ved den velsignelse, er, at Jack ikke er nogen af delene mere. Siden han rejste hjemmefra, har han kun sporadisk givet lyd fra sig og ikke vist sig hjemme i årevis, ikke til sin mors begravelse og ikke i sin fars alderdom. Til gengæld har de kunnet læse om ham i avisen, når han endnu engang er kommet i problemer. Og nu rejser han så igen og lader sine søskende om at stå farens dødsleje igennem uden den søn, den gamle mand altid længes efter. Han svigter dem; han gør ikke, hvad en søn eller en bror skal gøre. Han gør heller ikke, hvad en mand eller en far skal gøre. Han har kone og barn; han elsker dem, men han kan ikke holde på et arbejde og forsørge dem, kan ikke lade være med at drikke, kan ikke lade være med slå fra sig, må gang på gang sende dem hjem til hendes familie, fordi tingene ikke hænger sammen. Han er der ikke for dem som en ægtemand og far skal være der for sin kone og sit barn. Og derfor er det slående og dybt bevægende, at det lige netop er de ord, hans fars gamle ven, præsten, bruger om ham: Velsign denne højtelskede søn og bror og ægtemand og far. Præcis de fire navne, Jack ikke har kunnet fylde ud, alt det, som han ikke længere er – det kalder præsten ham.
Det er præcis samme overraskelse, den fortabte søn får i dagens evangelium. Da han langt om længe vender hjem, er han fuldstændig klar over, at han ikke har levet og handlet som sin fars søn. Den formue, hans far har optjent igennem et langt liv og givet ham i arv, sætter han over styr i løbet af ingen tid, mens han lever i sus og dus, uden tanke for sin far og frugten af hans slid, uden tanke for den fremtid, arven kunne have båret frugt i, uden tanker for andet end sig selv og sin egen nydelse i dette nu. Det kan godt være, at han er sin fars søn, men i de måneder og år, der er gået, siden han rejste, har han ikke fyldt navnet ud, tværtimod. Grib dagen, siger vi, og lev i nuet, og det lyder smukt, men det kan betyde, at man træder ud af de relationer, man indgår i, blæser på at man er nogens søn eller far eller mand eller bror og følger sine egne indskydelser – som om man bare var sin egen. Det er det, den fortabte søn har gjort, og han ved det. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Sådan vil han sige til sin far, og det har han ret i. Lad mig gå som en af dine daglejere.
Overraskelsen i dagens evangelium er, at hans far sætter i løb, da han får øje på ham langt borte, løber ham i møde og omfavner ham. At han sætter tjenerne til at klæde sønnen på i den fineste dragt, give ham sko på fødderne og ring på fingeren, slagte fedekalven og dække op til fest. Sønnen siger, hvad han har forberedt sig på at sige, at han ikke længere fortjener at være søn. Men det er som om, faren slet ikke tager notits af hans undskyldning. Før vi hører ham sige ordene, har vi opdaget, hvad det er, han gør. At han løber, at han omfavner, at han får ham klædt på og giver ham ring på fingeren og sætter ham ved sit eget bord – det betyder alt sammen én ting: at han gør ham til søn igen. Det bliver vist i handling, før det bliver udtrykt i ord: Min søn her var død, men er blevet levende igen, siger faren, han var fortabt, men er blevet fundet. Min søn her. Den hjemvendte regnede med, at han skulle være daglejer. Men han blev søn. Fordi det trods alle svigt var det, hans far så ham som og kaldte ham og satte ham til at være igen.
Tilgivelse bliver ikke nævnt med et ord i dagens evangelium. Ikke desto mindre er det selvfølgelig tilgivelse, hele historien handler om, hvad tilgivelse er mellem os indbyrdes og mellem os og Gud. Tilgivelse udfoldet i handling og i andre ord. Eller i navne. For det er jo det, tilgivelse går ud på, både ved busstoppestedet i Iowa og på landevejen i lignelsen: at man får lov til at blive den, man havde forspildt retten til at være. At man atter bliver kaldt ved navn og set som den, man var, før man svigtede, og sat ind i forholdet igen som nogens søn eller datter, nogens far eller mor, nogens søster eller bror, nogens ven eller elskede. At relationen bliver genoprettet.
Det er der kun én, der kan gøre, og det er ikke én selv. Jeg tror ikke på, at man kan tilgive sig selv, og jeg mener heller ikke, at det giver mening. Hvis man har svigtet og slukket et andet menneskes glæde, som Jack i bogen og sønnen i evangeliet, og som vi andre kommer til i vores forhold, så er det kun det andet menneske, man har forbrudt sig imod, der kan tilgive én. Og det er ikke noget, man har krav på, og ikke noget, man kan regne med. Men hvis man har erkendt, hvad man har gjort, som Jack i bogen og sønnen på vejen, så kan det ske, at tilgivelsen kommer, at den anden vælger, at du skal være min søn, min bror, min mand, min far igen, på trods af det, du gjorde eller sagde, der skilte os ad. Som en overraskelse, lige så stor og glædelig som den, sønnen får i evangeliet, da hans far tager imod ham med åbne arme.
Det er der kun én, der kan gøre, sagde jeg, og det er det andet menneske, men der er selvfølgelig en mere. Den far, der løber med åbne arme ud af sin stue, ud over gårdspladsen og ud ad vejen for at tage imod sin søn, er et billede på den Gud, vi tror på. Vi er hans børn, skabt til at ligne ham, elske, som han elsker, og hver gang jeg slukker mine børns glæde eller min vens eller min elskedes, er det også ham, jeg svigter, og den bestemmelse, han har givet mig. Men julenat løb han for første gang ud af sin himmel for at tage imod os. Og det gør han, hver gang vi beder ham: forlad os vor skyld, og hver gang vi kommer herind og ved, vi har svigtet. Så kommer han os i møde som faren i lignelsen med åbne arme. Klæder os på ved døbefonten og sætter os ved sit bord i nadveren og kalder os sine egne, elskede børn. Sætter os ind i relationen igen trods det, vi har forspildt og ødelagt. Velsign denne højtelskede søn og bror og ægtemand og far. Sådan bad præsten for Jack ved busstoppestedet, for hvis vi er Guds højtelskede sønner og døtre, så er ingenting endegyldigt forbi. Så er der altid en mulighed for, at tilgivelsen kommer som en overraskelse og giver os lov til at være hinandens højtelskede igen.
Amen.