Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter trinitatis, 19.06.2016
Predigt zu Mattæus 5:43-48, verfasst von Jens Torkild Bak
I betragtning af de stærke formaninger, der bærer søndagens bibelske tekster, kunne vi i stedet for Kingos ”Sorrig og glæde” sagtens have sunget eksempelvis hans:
”Min sjæl, om du vil nogen tid din Gud i sandhed prise, da bør du af al magt og flid ny lydighed bevise. Forgæves du til kirke går på Herrens ord at høre, om hjem igen du glemsom går, vil ej derefter gøre.”
De vers – og andre fra samme skuffe – ville på smukkeste vis have understøttet dagens tekster. Når valget alligevel faldt på ”Sorrig og glæde”, er grunden, at det er en overvejelse værd, om ikke den omtalte fuldkommenhed (”Så vær da fuldkomne…”) er en egenskab/en kvalitet, der bedst hører Gud og Guds rige til, for som Kingo her gentager i forskellige variationer: Himlen er ene af salighed fuld.
Der er jo to meget forskellige sider af Kingo - den, der loyalt understøtter enevældens behov for disciplinering af befolkningen; og den, der mere hører hjemme i den lutherske bodsfromhed, hvor det erkendes, at mennesket ikke kan gøre meget for sin forbedring, men er så meget desto mere afhængig af Guds overbærenhed.
Den overvejelse vender vi tilbage til.
Det kan vel hænde, at man støder på en medarbejder, en kollega, en skoleelev, hvis arbejdsindsats af en eller anden grund begrænser sig til det allerhøjst nødvendige. ”Den perfekte minimums-indsats”. Hvad er der i vejen med den? Den er der formelt set ikke noget i vejen med. I hvert fald er det vanskeligt præcist at sætte fingeren på fejlen. Men man kan være sikker på, at omgivelserne føler sig snydt. For uden, at det muligvis er skrevet ned noget sted, forventer vi noget mere af hinanden. Vi forventer: en medleven i arbejdet, en medansvarlighed for resultatet. Vi forventer en glæde, energi og vilje, der giver sig udslag i en indsats ud over den strengt nødvendige. Vi håber altid, at der bag medarbejderen, kollegaen, håndværkeren, den studerende eller hvem det nu kan være, findes et menneske, der engagerer sig og gør en forskel. Et hjerte, der banker for sagen og ikke kun tænker på at få sine penge og komme hjem.
I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende… og hvad er der så i vejen med det? Jo, problemet er netop den perfekte minimumsindsats, den indsats, der formelt ikke kan sættes en finger på, men som blot er uendeligt glædesløs, ligegyldig. Hvis I kun elsker dem, der elsker jeg, hvad løn kan I så vente? Nej, det er lige det. Kun at elske dem, der elsker os er ikke noget, der flytter grænser. Det er ikke noget, der skaber forandring. Det er en adfærd, der holder sig inden for en snusfornuftig logik, der med sig selv har vedtaget, at det ikke kan betale sig at gøre mere ud af det. Pænt, nydeligt, upåklageligt og ligegyldigt. Det er næppe engang en adfærd, der fortjener at kaldes etisk. At handle etisk betyder at bevæge sig ud over den perfekte minimumsindsats.
Jesus har en pointe, og den er ikke vanskelig at få øje på. Vi kender det fra arbejdspladsen og utallige sammenhænge. Vi kender det fra livet med hinanden: Vi har til hinanden en forventning, der ikke indfries af en adfærd begrænset til regelopfyldelse og fornuftig beregning. Der kræves mere af det at være et menneske. Der kræves hjerte og lidenskab. Kærlighed og begejstring.
Men! Det samme fænomen kender vi desværre også som en særligt ekstrem overbebyrdelse af mennesket: Du er altid på. Du må ikke have problemer, kun udfordringer. Du skal være rummelig og foranderlig, du skal leve sundt, du skal flytte dig, du skal forbedre dine præstationer, du skal levere det ypperste: Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!
Drømmen om det fuldkomne liv går som en rød tråd igennem hele den europæiske kultur. Vi kender den fra munkevæsnet, fra det tyvende århundredes ideologier, fra de moderne krops- og organiseringsidealer, fra teknologibegejstringen og meget andet. Men er det også en farlig drøm for mennesker at nære? Ja, det er det.
Bettina Post, den tidligere formand for socialrådgiverne, sagde forleden dag i en paneldebat på TV2 News, at den største trussel imod samfundet i dag som et menneskeligt samfund er drømmen om det pletfrie liv. Man skulle, sagde hun, bruge mere tid på at tale om, hvad det er at være et menneske, og hvad livet egentlig går ud på, end på at få de unge hurtigt igennem uddannelsessystemet og fjerne rygerne fra det offentlige rum. Endda hun selv var afvænnet…
Men den prioritering er der næppe enighed om. Danskerne er klar til flere regler om alkohol, udtalte tværtimod forskningsleder Charlotte Glümer fra Region Hovedstadens Sundhedsprofil på forsiden af juniudgaven af månedsmagasinet RUS, hvis bedrøvelige hovedbudskab er, at danskernes middellevetid siden 50erne har bevæget sig fra en fjerdeplads på toptyvelisten over OECD-lande til en 17. og 19. plads for henholdsvis mænd og kvinder. Uden, at der så i øvrigt fremgår, om en højere middellevetid vil tilføre værdi på den indholdsside, som Bettina Post efterlyser et større fokus på…
Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn, for han lader sin sol stå op over onde og gode…! Det lyder, også det! som en total overbebyrdelse af mennesket, i hvert fald af dets kærlighedsevne. Ved at opstille et mål, helt klart ingen kan opfylde. Her presses vi ikke kun til det yderste, men ud over kanten. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske far er fuldkommen!
Der er med andre ord en grøft på hver side af vejen. Den ene hedder den perfekte minimumsindsats. Den anden hedder den maksimale overbebyrdelse. Det er på det punkt, det bliver en overvejelse værd, om ikke fuldkommenheden er en egenskab, vi gør bedst i at reservere til Gud. Jeg tror det.
Jeg ved ikke, hvordan andre har det med Bjergprædikenen, som denne tekst er taget fra. Men jeg kan ikke lade være med i dette krav om, at vi skal være fuldkomne, som vores himmelske far er det, at høre en ironisk tone, et krast drilleri. Jesus plejer ikke at prædike menneskelig perfektion. Jesus plejer at lære mennesker at leve af tilgivelse, ikke af tillid til deres egen fuldkommenhed. Derfor er det højest usædvanligt, at han opstiller fuldkommenheden som et mål – og man får, som sagt, den tanke, at han er ironisk.
Og det er i så fald ikke uden grund:
Jesus taler ind i en samtid, der er gået grassat i fromhed og ideer om fuldkommenhed, i overvågning, i social kontrol og evaluering af menneskers adfærd ud fra et fintmasket religiøst lovssystem. Moseloven med tilføjelser. Resultatet er opdelingen af mennesker i gode og onde, fromme og u-fromme, retfærdige og uretfærdige, venner og fjender, farisæere og toldere. Resultatet er dybe sociale og menneskelige skel. Resultatet er et hårdt samfund og et grænseløst hykleri.
Det, Jesus nu siger med sin Bjergprædiken, er følgende: Det er så fint, at I går op i moralen. Det er så fint, at I interesserer jer for en trimning af samfundet. Men pas på, at opgaven ikke bliver jer for stor! Begynd i det små! Begynd med jer selv! Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget? Alt, hvad I vil, at mennesker, skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem… Når I så er færdige med at løse opgaven for jeres eget vedkommende hver især, kan I fortsætte med at overvåge jeres medmennesker og beskæftige jer med deres livsførelse. Pointen er naturligvis, at så langt kommer et menneske aldrig. Og det vil være en lettelse både for det selv og dets omgivelser at indse det.
Fuldkommenhedsdrømmen er givetvis en uundværlig drivkraft på kunstens og videnskabens, håndværkets og sportens område, og muligvis andre tilsvarende. Men som et moralsk organiseringsideal for samfundet og den enkeltes liv fører den drøm kun ulykke med sig, uanset hvor tillokkende den er. Selv Luther faldt for den på sine gamle dage, hvor han drømte om et kristent samfund, der var gennemsyret af Bibelens ord og fuldstændigt rent, dvs. renset for jøder og andre med afvigende skikke og livsholdninger.
Ved at reservere fuldkommenheden til Gud bliver den ikke en kvalitet, vi skal præstere, men en tro vi kan hvile i: Guds fuldkommenhed renser ikke ud, men bygger op. Hans fuldkommenhed består i hans kærligheds urokkelighed og betingelsesløshed, der omfatter både os selv og vore fjender. Det vi fik gjort, mens tid var, og det, vi aldrig nåede. Ellers havde der heller ingen hvile været i den for os.
Det er både godt og opbyggeligt at vide, at den fjende vi ikke kan elske, og det menneske, vi ikke kan tilgive, er både elsket og tilgivet af Gud, sådan som vi selv er det, og dermed indtager en plads i det samme fællesskab, som vi står i.
Der bliver så tomt omkring os, når fuldkommenheden bliver vores egen sag og drøm. Overladt til Gud forstår vi derimod, at den er det kærlighedens fællesskab, hvor der er bygget bro hen over alt det, vi aldrig i vores vildeste fantasi selv kunne finde ud af at rumme eller forlige i vort liv. Amen.