Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
7. søndag efter trinitatis, 10.07.2016
Frygt ikke…
Predigt zu Mattæus 10:24-31, verfasst von Anders Kjærsig
Jeg mindes som dreng, at vi i skolen skulle skrive en stil med temaet: fredag d. 13. Jeg skrev om en uhyggelig mand, der kom ind i mit soveværelse om natten iført sort tøj med en hætte over hovedet og en kniv i hånden. Selve stilen handlede om det øjeblik, lige inden han løftede kniven, lige inden det hele var slut; om alle de tanker, der farer igennem en fjorten årig drengs hoved. Jeg tror, det var på det tidspunkt, at det var in at se uhyggelige film som Frankenstein og Psycho.
Men idet, manden ville til at støde kniven i brystet på drengen, vågnede han og fandt ud af, at det hele kun var en drøm. Udenfor skinnede solen på en dejlig lørdag morgen. Der var intet farligt over fredag d. 13.
Stilen sluttede derfor med ordene: Drømme kan være uhyggelige, men heldigvis er det kun drømme, og man vågner næste morgen til fuglesang, klar til at gå i gang med dagen. Frygt derfor ikke virkeligheden, det er kun drømme, man skal være bange for.
Jeg viste min forældre stilen, inden den blev afleveret. Min far læste den og sagde med et glimt i øjet: Jeg nød at læse din stil, men har lige en lille bemærkning. Det er ikke drømmene, vi skal frygte, men derimod virkeligheden. Den er farlig, og det gælder også for en dreng som dig ikke mindst, når læren finder ud af, at du bruger d i frygt. Frygt din lærer og lærermester og husk at lave tingene ordentligt.
Sådan sluttede samtalen med min far. Han roste stilen, og den blev afleveret næste dag. Der var d´et fjernet og enhver form for frygt forsvundet. Læren kunne få sin stil og vi andre gå ud at spille fodbold.
Ordet eller ordene "frygt" og "frygt ikke" er gennemgående i teksten til i dag. På nytestamentlig græsk hedder det fobos og betyder at være bange eller at frygte noget. Men vel og mærke i en anden betydning end den, vi forbinder med ordet.
Inden for moderne psykologi sondrer man mellem angst og frygt. Hvor frygten altid er i forhold til en konkret genstand, er angsten genstandsløs. Man kan frygte naboens hund, fordi den bider, men ser man hunde, der bider overalt, uanset hvor man går, er frygten forvandlet til angst. Frygt er alt det, vi er bange for: vold, krig, økonomisk konkurs, ensomhed, alt det der kan lægge vort liv øde.
Men i den bibelske litteratur har frygt, fobos, en anden og selvstændig betydning. Her giver det udtryk for forholdet mellem Gud og mennesket. Det er ikke så meget en tilstand, men mere en relation. Vi møder det første gang i syndefaldsberetningen, hvor Adam gemmer sig i mellem træerne i frygt for Gud. Han frygter Gud og hans straf, fordi han har været ulydig, fordi han har sat sig op imod Gud og sat sig på hans plads.
Lige siden har det været menneskets skæbne: Vi kan ikke elske Gud så højt, som han elsker os, han skabte os jo, og derfor er det ikke vores opgave at gøre os selv til Herre. I den forstand er Gudsfrygt en sund blanding af respekt og kærlighed. Og de fleste besidder den, som Adam gjorde.
Hvis ikke man frygter den, man elsker, bliver det et underligt respektløst forhold. Det gælder ikke kun mellem Gud og mennesket, det gælder til en hvis grad også mellem mennesker.
Jeg læste for nylig en præst, der skrev, at børn manglede respekt for voksne. Selv de voksne de holder mest af. Grunden skyldes, skrev præsten, at den kærlighed, med hvilket de går til andre mennesker, ikke indeholder den portion frygt, der skal til, hvis man skal undgå at lave overgreb. Man kan elske andre mennesker grænseløst men ikke respektløst. Inklusiv sine forældre og søskende og venner.
Det gælder også inden for et ægteskab. Min farfar frygtede altid min farmor. Ikke fordi han var hende utro eller fordi han gjorde noget i smug, hun ikke kendte til, men fordi han elskede hende. Han vidste, at der var en grænse, man ikke skulle overskride, hvis man ville være på talefod med hende. Og da farfar ikke ville såre farmor, gik han aldrig over grænsen.
Den blanding af kærlighed og frygt, som han elskede hende med og som var gengældt, gjorde dem i mangt og meget frygtløse i forhold til alle de andre relationer, som deres liv ellers var involveret i. De fik styrke ved at elske og frygte hinanden i et ligeligt gensidigt forhold
Vender vi tilbage til teksten, siges der til disciplene, at de ikke skal frygte for dem, der er i ledsag med det onde, for den onde er i bund og grund ufarlig. Derimod skal de frygte Gud, fordi det er Gud, der har skab det hele og som sådan holder det enkelte menneskes liv oppe. Til gengæld er der intet at frygte, hvis man har frygt over for Gud, fordi han er den største og første og derfor urørlig selv for det og den onde.
Frygt bliver altså til frygt ikke. Eller rettere Gudsfrygt bliver til frygt ikke verden. På samme måde med farmor og farfar. Det understreges ikke mindst med billedet af de to duer, der ikke falder til jorden uden Gud vil det og er med i det, og hvor meget mere Gud vil beskytte mennesket. Han vil beskytte og tage sig af det, som en far tager sig af sit barn.
Det siges bl.a. i dåben: Han er med dig ved udgangen og indgangen af dit liv, han beskytter dig både som levende og død. Han favner det hele og derfor har du intet at frygte og intet at bekymrer dig over:
- Frygt ikke dig selv. Vær ikke bange for om du nu slår til. Selvom du godt kunne tænke dig at være en anden person så husk på, at Gud skabte dig som et enestående væsen og elsker dig med alle dine fejl og skavanker. Du skal hverken frygte spejlet eller vægten. Lige som Gud har givet selv den mindste skabning rettighed til at være her, hvor meget mere holder han så ikke af dig uanset, hvordan du ser ud og hvem og hvad du er.
- Frygt ikke for det du ser i verden. Den er farlig, altså verden, men den er livet værd. Død og ulykke og smerte er en del af den, men det skal ikke tage livsgnisten fra os, det skal ikke forhindre os i at udfolde os, for vi har jo intet at frygte. Når du er bange og synes, at verden giver dig mere modstand end du kan magte, så husk på ordene til disciplene.
- Frygt ikke døden. Den er ikke det sidste. Lev livet mens du er her, træk vejret og smag på luften og overlad trykt og roligt døden og det, der kommer efter i Guds hænder. Når han kan skabe livet ud af ingenting, kan han også vække de døde. Lad derfor opstandelsens lys skinne ind i det liv, du lever, og husk på ordene fra din barnedåb, så behøver du ikke at frygte noget som helst end ikke døden.
Frygt ikke! Udtrykket indeholder i sig selv en fortrøstning. Tænk blot på englene julenat, der sagde til de bange hyrder: Frygt ikke, jeg forkynder jer et godt budskab. Paul Gerhards spiller på det i sin smukke salme: Befal du dine veje. Den handler om, at man skal kaste al sin frygt og bekymring over på Gud, fordi Gud er det bedste værn mod alle fare. Og farer er der mange af i Gerhards salme:
Frygt ikke den bidende storm
frygt ikke det oprørte hav
frygt ikke for sorg og selvskabt plage
frygt ikke for smerten
frygt ikke for helvedsmagter
frygt ikke døden.
Ved siden af alt det, man kunne frygte, men ikke skal frygte, står Guds almægtige kærlighed. Den springer og detroniserer det, vi frygter. Den skal vi tro og håbe på, den er det, som holder splinterne samme, så det hele ikke falder fra hinanden. Derfor fortsætter Gerhards salme med at understrege Gud som den almægtige og beskyttende far:
han binder stormen og lægger det oprørte hav
han tager sorgen og smerten på sig og skænker dig glæden
han fjerner din frygt og giver dig sin velsignelse
han åbner graven og gennemborer døden med det evige liv
Eller sagt med Gerhards egne ord i den stil og med den lyriske kraft, han anvender:
Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o håb, mit hjerte, vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den herre,
som altid råde bør;
Gud monne sceptret bære,
og alting vel han gør
Amen.