Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
8. søndag efter trinitatis, 17.07.2016
Predigt zu Mattæus 7:22-29, verfasst von Poul Joachim Stender
Vor tids største problem er, at vi tror, at vi kan pilotere vort liv. Vi har en blind tiltro til, at de fundamenter vi laver holder. Det gør os sløve og dovne. Det er fint at vi i dag er opmærksomme på, at børn skal have cykelhjelm på når de cykler. Det forebygger uden tvivl en masse hjerneskader. Det er også udmærket, at vi er bevidste om, at vore børn får den rette ernæring og at de bliver vaccineret mod de sygdomme vi nu engang kan vaccinere dem i mod. Men dermed har vi ikke lagt et fast fundament under dem. Når vi tillader os at være væk fra vore børn op til 8 -10 timer hver dag må det skyldes, at vi tror, at vi har dem for evigt. Deres liv er piloteret. Men det passer ikke. Deres liv hænger i en tynd tråd. Vi har dem til låns. Pludselig kan stormen slå imod dem og rive dem bort og det eneste vi har tilbage er cykelhjelmene og dåserne med vitaminpillerne og vaccinationskortet. Gå en tur på kirkegården og læs gravstenene. Børn og unge dør stadig. Det er ikke andet end sløvhed og dovenskab ikke at give sine børn det, man den dag man eventuelt mister dem, ville have ønsket man have givet dem mest af: Ens tid.
For nogle år siden blev jeg ramt af dødsangst. Det var i periode, hvor jeg havde begravet en del mænd og kvinder på min egen alder. Det var som om døden hver aften slikkede på ruderne i præstegården. Jeg begyndte at drikke grønsagsjuice i stedet for den herlige ouzo jeg har i mit barskab. Jeg spiste klid og kikærter i stedet for fede supper. Om aftenen joggede jeg i stedet for at åbne for fjernsynet. Det varede en måned. Så begravede jeg en mand på 50 år, der hele sit liv havde spist sundt, dyrket motion, afholdt sig fra alkohol og som flere gange i sin røde træningsdragt havde overhalet mig mens jeg joggede. Jeg opgav mit sundhedsprogram og erkendte, at livet er bygget på løst sand. Jeg kan ikke pilotere det. End ikke med motion. Pludselig er stormene over os og vi falder om og ligger forbavset på sygehuset og undrer os over, hvor skrøbeligt al ting er. Vort sundhedsvæsen, vore mange forsikringer mod al verdens ting, vor kapitalpension gør os dovne og uopmærksomme. Der er intet af det, der er solidt fundament under vort liv. Vi lever, hvor skybruddene kommer, hvor floderne stiger, hvor stormene suser og hvor døden ånder os i nakken.
De falske profeter, som evangeliet taler om, må være alt det, der foregiver os, at vi har sikkerhed i vort liv. Tidens nye gud er blevet denne sikkerhed og tryghed. Det handler om at være tryg. Men trygheden gør os ikke lykkelig. Den gør os doven og uopmærksom, så vi glemmer at leve netop, fordi vi bevæger os på vaklende grund. Sådan er det også med vort politiske system. Vi er så heldige at vi lever i et demokratisk land, hvor mindretallet også kommer til orde. Men ligesom vort liv er bygget på løst sand er demokratiet en styreform, der ikke står på et fast fundament. Der skal ikke meget til at vælte vort samfundsstyre og erstatte det med diktatur og fascisme. Demokratiet er blevet en selvfølge for os og derfor er vi blevet slatne demokrater og lægger ikke mærke til de falske profeter, der med forsikringer om, at de blot vil beskytte os mod terrorismen eller røverier eller mod andre overgreb, langsomt udhuler vort skrøbelige demokrati. At leve er at være sig bevidst om den vakkelvornenhed, der præger vort liv, vore forestillinger, vore styreformer, vore institutioner. Det holder lige nu. Men om et øjeblik kan skybruddet være over os. Floderne kan stige. Stormene begynde at suse.
Al den skrøbelighed er simpelt hen ikke til holde ud, hvis der ikke var noget, vi kunne klynge os til. Og det er der gudskelov. Jesus Kristus. Himlens og jordens konge. I en vakkelvornen verden har vi trods alt en klippe at plante fødderne på. Guds søn. Vi lever og han er der. Vi dør og han er der. Jorden ryster under os og solen bliver mørk. Og han er der. Vi mister mennesker vi elsker. Vi ligger syge og ved vi skal dø. Og han er der. Men det er ikke nok, at vi hver i sær har en fast tillid til Gud som det faste holdepunkt. Vi må holde om hinanden for ikke at miste balancen, mens vi vaklende bevæger os rundt på det gyngende underlag. Derfor har Kristus med sit liv og sit ord givet os nogle gode eksempler på, hvad vi skal gøre. Vi skal hjælpe hinanden. Ikke bare gennem den høje skat vi betaler. Men ansigt til ansigt. Vi skal tilgive hinanden. Vi skal sætte vort medmenneske højere end os selv. Men ikke bare det. Vi skal også være parat til at lade os hjælpe og lade os tilgive af andre, hvad der ofte er langt mere vanskeligt end selv at hjælpe og tilgive. Men end ikke gennem næstekærligheden, end ikke gennem vore menneskerettigheder og alle de love der skal beskytte os mod overgreb, kan vi tilrane os sikkerhed og tryghed. Tilværelsen er vakkelvornen. Livet er skrøbeligt. Alt flyder. Men det er til at leve med, når vi har Kristus at holde fast i. Gud i vold. Amen.