Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
9. søndag efter trinitatis, 24.07.2016
Predigt zu Lukas 18:1-8 (+ 2. Tim 1,6-11) , verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Kære menighed! Jeg indrømmer det straks – jeg bryder mig ikke om dagens evangelium! Jeg bryder mig ikke om at blive sat på plads, som var jeg et plagende barn, samtidigt med at jeg bliver opfordret til at holde ud (=plage?) i min bøn dag og nat til Gud. Men måske ligger dagens evangelium, det glædelige eller gode budskab gemt netop dér, - i min modstand; ligesom skatten i barndommens skattejagt, der tit lå gemt dér, hvor man ikke ville hen.
Børn, der plager, indtil de får deres vilje, er ikke det smukkeste, der findes, - efter min personlige mening i al fald. De kan bare ikke gøre for det. De har lært, at det er den taktik, der virker. Det er ikke meget anderledes med plagende børn, end med tiggende hunde ved bordet. De har lært, at det nytter noget at holde ud, at insistere og irritere. Du kan næsten høre den klynkende, pibende hund, der rastløst og pågående melder sig ved bordet med bedende øjne og af og til en pote eller snude på dit ben eller hånd. Det er hverken børnene eller hundene, der er noget galt med. Det er deres ansvarspersoner, der ikke har taget ansvaret og opgaven på sig. Det kræver nemlig besindighed og kærlighed at have med børn og hunde at gøre.
Børn lærer at plage, fordi det nytter. Har de ikke lært det hjemme, lærer de det af andre børn, der har lært det hjemme af voksne, der ikke har ladet ”ja” og ”nej” gælde for det, de er. Hvad de andre gør, og hvad de andre må, bliver et led i plageriet, - gruppepres.
Går man lidt i dybden, handler plageri mest om noget helt andet, nemlig om et behov for nærhed, opmærksomhed, kontakt og anerkendelse, der ikke er blevet set og dækket. Så går vi efter en erstatning, - også voksne gør det: Går efter sidegevinster og erstatninger. Tænk bare på martyriet, – altså det hjemlige, hvor husets tyran (mand eller kvinde) konstant skal ”ofre” sig, for så at koge i selvretfærdighed, når ”gaven” ikke bliver tusindfold anerkendt med tilbedelse, tak og påskønnelse.
Plagsomme voksne er vi alle, tror jeg, en gang i mellem. Når vi savner og længes efter at blive set og mødt og elsket for dem, vi er, og godt ved, at det bliver vi ikke. Eller, når vi ikke tør tro på, at vi er det. Så udvikles talentet for at plage og være irriterende, for at opnå sidegevinster og erstatninger i stedet for det, vi egentligt higer efter. Et konkret eksempel er tryghed. Når mennesker føler sig utrygge og usikre sammen med andre, bliver vi enten behagesyge eller distancerende, – lidt efter temperament og situation, men mest efter, hvad vi har lært nytter.
Det er psykologi, - og åbenbart vidste Jesus en del om menneskers psykologi længe før Freud og Jung og andre kloge fortalte os om det. Plager du længe nok, giver andre som regel efter – bare for at få fred. Sommetider siger vi så til den, der plager og irriterer og insisterer: ”Du får ret, og jeg får fred.” Det er en falliterklæring for besindigheden og kærligheden, når vi vælger at få fred for hinanden, fremfor at tage bønnen hos det andet menneske seriøst og svare et ”ja” eller ”nej”.
Den uretfærdige og korrupte dommer i lignelsen giver efter for enken, fordi han vil have fred for plageriet. Altså af hensyn til sig selv, og ikke hverken for retfærdighedens eller enkens skyld. Sådan, siger Jesus, er Gud ikke, når han giver sine udvalgte ret og sørger for dem, når de råber dag og nat!
Menneskebørnene råber. Hjertet råber efter fred, kærlighed, tryghed og den retfærdighed, der ikke har en pind at gøre med, at hver får sit i afmålt og afvejet mængde, så ingen er snydt. Den retfærdighed, vi længes efter, er nemlig at kunne hvile i hinandens ansvarlighed, omtanke, skønsomhed, overbærenhed, tålmodighed, tilgivelse og konsekvent kærlighed, der også kan sige fra, når det skal til. Der kan lade ”ja” og ”nej” gælde for det, de er – fordi de er sagt med hjertet og med vilje til at gennemføre.
Vi tager skade på sjælen, når andre ikke tager deres ansvar og opgaver på sig. Når vi mødes af valne: ”ja, jeg skal nok, hvis jeg ikke kan slippe, – og derfor får du en discountløsning” og slatne: ”Nej, - men kun til jeg ikke orker at stå imod længere, og altså kan du bare plage løs”.
Vores relationer strander, når vi ikke holder ud med hinanden, og ikke står ved vores ”ja” og vores ”nej” – og dermed ikke får handlet på vores smukke udsagn om, at ”jeg elsker dig”, mens vi kalder hinanden for ”Skat”, ”Udvalgte” og ”Elskede”! Det gælder langt ud over parforholdet, ind i hjertet af familien og dybt ind i venskab og naboskab.
Gud ved det, og Gud ved bedre. Han lader ”ja” og ”nej” gælde, og står inde for os igennem det hele. Også når vi piber og plager som klynkende hunde, fordi vi synes ”det er uretfærdigt!” og ikke kan se eller forstå. Også når vi holder op med at plage, og bare bliver stille, ydmyget af tilværelsens vilkår. Også når vi glemmer alt om bøn og piv og danser jublende rundt, fordi alt i os er glæde og tak.
Tror vi det? Har vi så meget tillid og tiltro til Gud, at vi lader os bære af ham og falde, når det gælder? Det er et godt spørgsmål!
Det er også et meget stort spørgsmål, og som de ret beskedne og blufærdige mennesker, vi er, må vi ty til den lidt mindre udgave af spørgsmålet: Tror du og jeg nok om kærligheden? Stoler vi nok på den, til at lade os bære af den, – også når vi er ganske utålelige i vores plageri og jagt efter anerkendelse og opmærksomhed?
Når kærligheden mellem os lykkes, skaber den alt ud af intet og rejser en fremtid af ruiner.
Guds kærlighed anerkender os ved at tage os alvorligt, ved at regne os som kloge lysets børn, der kan stå til ansvar. Børn, hvis gerninger har betydning for andre børn.
Børn, som forstår, at kærlighed ikke kan deles i stykker, store og små stykker, som var det en kage, men at den altid er hel og fuldkommen, og at den er, uden at være fortjent. Det er retfærdighed!
At stole på det, og at hvile i tilliden til Gud, gør en verden til forskel i vores liv med hinanden. Først og fremmest sætter det os fri af den plagsomme jagt på anerkendelse. Det sætter os fri til at møde hinanden med kærlighed og besindighed, der lade ”ja” og ”nej” gælde. Vi kan roligt lade os bevæge af andres bøn til os om dette eller hint, give dem vores fulde opmærksomhed og hengivenhed. Lykkelig selvforglemmende kan vi være, fordi der er taget godt vare på os i Guds kærlighed. Dér er der fred og lys til at vokse i, og folde os ud som kærligere, besindige mennesker, der ikke først skal hytte vores eget skind. Der skal vi ikke først afveje og opmåle retfærdighed, og behøver ikke søge fred for hinanden, men kan roligt være generøse og give los.
Tilliden!, – dér er skatten gemt, på det sværeste sted. Øvelsen er at leve tillidsfuldt og stole på, at Guds kærlighed bærer os igennem, at den ikke lader sig korrumpere, bestikke, slide eller afkræves, skønt Gud i sin kærlighed til os evigt lader sig bevæge af vores råb dag og nat. Amen!