Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
10. søndag efter trinitatis , 31.07.2016
Predigt zu Mattæus 11:16-24, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen
Det må da have en konsekvens?
Sjældent og sent kommer vi til kirke og når vi kommer, enten sover eller snakker vi og er vi vågne er vore tanker ved vores penge, handel og bedrift. Vi ladet Ordet gå ind af det ene øre og ud af det andet, så de færreste hører det i alvor og forbedrer sig. Vi tjener i stedet vores afguder legemet med overflødige klæder, bugen med fråseri, mammon med åger og gerrighed, mens Kristi salige Ord slår vi hen i vejret og lader det ikke gå os til hjertet. Dette straffer Gud med timelig straf og legemlig plage, så han som med et faderligt ris sørger for, at vi ikke skal antage Guds nåde forgæves. Ordene er ikke mine, men fra en af de danske reformatorer, der ud fra tidens tegn konkluderede:
Det må da have en konsekvens?
Jesus prædiker dom, når de hverken vil tager imod Johannes, som de kalder besat, eller Jesus som de kalder frådser og dranker. Da vil det få konsekvenser og det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig. Både Jesus og reformatoren revser menigheden og vil have dem til at omvende sig. Har de ret, er vi på vej det forkerte sted hen? Med tiden er der kommet færre dommedagsprædikanter. Luthers medarbejdere delte hans budskab op i lov og evangelium, og præsterne valgte den gode del. De satte deres lid til, at Kristus alene kunne få Guds vrede og straf til at gå bort.
Det må da have en konsekvens?
Den klassiske V prædiken, blev med tiden næsten afskaffet. Nogen glemte derfor helt den endelige dom, i stedet koncentrerede de sig om egne domme og andres domme over livet. Loven blev til love som vi alle var enige om og alle kunne se, at det var godt. Hvor generationen før var skabt af Gud, havde menneskene pludselig mulighed for at skabe dem selv. Det gav frihed og mod på livet, den sidste autoritetsgeneration fik blomsterbørn, hvor freden og friheden fik lov at få en chance.
Det må da have en konsekvens?
At blomsterne stod i drivhus var der ingen der vidste, varmen var til for at tøjet skulle smides, men den individuelle frihed begyndte, at gøre ondt på de gamle fællesskaber. Den kernefamilie urbaniseringen havde efterladt sprængte blomsterbørnene uden tanke for deres hårdhjertethed. Opdragelsen blev næsten afskaffet, for der var intet sted at drage op, for man mente Gud havde forladt sit bjerg for længe siden. Det faderløse samfund tog form og gav rettigheder og ingen bekymrede sig om de ville træffe de rigtige valg.
Det må da have en konsekvens?
En dag stod det i avisen, at de levede i et drivhus, at alt varmen fra de mange rejser, bilturene og paradisfrugterne, der var blevet kørt ind, var blevet i drivhuset. Kikkede individet mod himlen var der ingen hjælp at hente, selv astronauternes pis kredsede om jorden, hvor de havde efterladt det. De kunne ikke slippe væk og verden havde fået hedeslag af alle de individuelle valg. Måske havde reformatorerne alligevel haft ret, da de prædikede, at vi tjener vores afguder legemet med overflødige klæder, guld og perler, bugen med fråseri, mammon med åger og gerrighed. Nogen sagde det var Guds straf, for det måtte jo have en konsekvens, men de fleste vidste godt, at det var deres egen skyld. Der stod de skyldige og faderløse, med en moders stemme i ørene: I var lige gode om det. Dommedag var tilbage, nu begyndte folk at se det, vejret blev voldsomt og Grønland begyndte at smelte.
Det må da have en konsekvens?
Verden skulle omvendes, varme glødepærer blev skiftet ud med blåt sparelys. Det individuelle valg samfundet byggede på fik pludselig dødelige konsekvenser for fælleskabet. For ethvert valg bragte os alle tættere på den magiske temperaturgrænse, hvor det ville blive så varmt, at det var for sent. Nogen købte klimabilletter til flyet, andre fik CO2 i julegave, de fleste gjorde intet, og på den måde gjorde de dog noget. Verden havde længe kunne tænkes uden Gud, men at Gud kunne tænke den uden menneskene var ingen kommet i tanke om.
Det må da have en konsekvens?
Hvem kan overskue konsekvensen af sine valg? Lige meget hvor uansvarligt det ansvarlige menneske handlede, havde det dog fået ret ved sine gerninger. Hvis det så havde været Guds straf som det var for 500 år siden, så var der da håbet om at riget måtte komme. Det var det ikke, men at mange små valg, var blevet til et stort forkert valg.
Det må da have en konsekvens?
Den faderløse rundkreds pegede på hinanden for så at pege på sig selv, mens de sad og pegede kom de i tanke om noget. Det var ikke dommedag, der var tilbage, det var Loven, de kunne nå at vende om. De kunne nå at følges med Jesus og give afkald på alt det, de troede, der var dem. Uden noget var de måske pludselig nogen, i hvert fald var de i godt selskab med en frådser og dranker. Det var jo ikke deres valg. Mennesket var stadig Guds, syndigt og skyldigt som altid, men med håbet om at Jesus kunne gøre noget for dem. På den måde fik han lukket op for de menneskelige drivhuse, så varmen kunne slippe ud og Helligånden ind. Gudsriget fandt en ny vej ind i de varme kroppe og troen på, at det liv de levede med hinanden, kunne blive godt igen.
Det må da have en konsekvens?
Pudselig pegede ingen på dem selv eller hinanden, men på Kristus. Han havde lidt som de havde lidt, følt sig helt forladt, men i den sjette time havde Gud gjort himlen mørk for at rejse ham op påskemorgen. Hvis det var ude med menneskene var det også ude med Jesus, men der havde Gud sat en grænse. De følte det, som om de pludselig fik øje på en regnbue af håb. Verden kunne ikke gå under for Kristus var stadig tilstede i den. Angsten for i morgen begyndte at tage af og håbet om, at fremtiden også var Guds begyndte så småt, at komme tilbage.
Det må da have en konsekvens?
Verden var pludselig Guds igen, måske mest fordi mennesket ikke kunne tage ansvaret for det hele. Men det halvt ansvarlige menneske begyndte faktisk også at gøre noget. Nogen lovede at de ville begrænse sig i fremtiden, andre fik allerede stoppet dem selv i dag. Kristus havde været alene om det, men det nye mennesker var ikke længere alene, det troede på at Gud var med. Verden var Guds igen og mennesket gik ud i hans have og plantede et træ.
Det må da have en konsekvens?
Amen