Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
11. søndag efter trinitatis , 07.08.2016
Predigt zu Lucas 7:36-50, verfasst von Christian Grund Sørensen
I de seneste måneder har der været en storm over Europa. En storm, som har sit udspring i den bølge af terror, som har ramt tilfældige individer i Tyskland og Frankrig.
Vi kan mærke jorden skælve svagt under os. Terroren rammer jo kun de få, men fordi den rammer så bestialsk og så vikårligt skaber den jo netop terror, utryghed og berøvelse af optimisme og livsmod. Den kan ramme os – og endnu værre vore kære.
Det bliver med eet afsløret, hvor skrøbeligt vore åbne, vestlige, kristent inspirerede samfund er. For de bygger nemlig på to grundsten: For det første en vis tillid til medmennesket, og for det andet en anerkendelse af, at vi kan acceptere medmennesket, selvom han/hun har andre holdninger eller lever anderledes.
For nylig oplevede vi også martyriet i Europa. En præst fik skåret halsen over foran alteret i sin kirke. Ifølge et tilstedeværende vidne talte ugerningsmændene om religion imens. Så meget for religionsdialog.
Præsten mistede livet ved en ganske almindelig morgenmesse, hvor han ikke var forberedt på martyriet. Det opsøgte ham, og egentlig havde han ikke andre muligheder end at miste sit liv for Jesu Kristi skyld. Som et led i en perlerække af de sande vidner. Dietrich Bonhoeffer, Kaj Munk, blot for at nævne nogle få. Og de, som var knapt så kendte og blev knapt så kendte.
Hvad har den snak om martyriet nu at gøre med kvinden med alabasterkrukken?
Jo, først og fremmest har den at gøre med Jesus. Der ligger i vor (post)moderne tid en tendens til, at vi holder os sammen med dem, vi er enige med. Veganere omgås veganere. Pokemonspillere med pokemonspillere. De stærkt venstreorienterede kender andre venstreorienterede, som bekræfter hinanden i, hvad der er den fulde sandhed. De stærkt højreorienterede gør det samme. Flygtningevenner omgås hinanden – og sjældent kritikere af migrationen. Arbejdere omgås arbejdere og akademikere akademikere.
Tilmed bosætter vi os som oftest sammen med andre, hvis liv vi forstår og er enige i. Vi færdes i det, som den tyske sociolog Niklas Luhmann betegnede som et subsystem, hvor vi alle er enige om de værdier, de spilleregler og den sprogbrug, som vi går ud fra. Selv når vi er uenige, så er vi det på en fælles platform.
Kristne omgås så ofte andre kristne – og helst nogle vi er enige med. En præstekollega sagde til et præstekonvent: ”Giver det overhovedet mening at have fællesskab med kolleger, man er uenig med?” – Jeg tænker, at alene det, at hun kunne stille et sådant spørgsmål, afslører en usund forkælelse.
Jesus, derimod, vovede sig ud blandt dem, som ikke forstod ham, ikke var enige, og ikke var som ham.
Jesus var til middag. God mad og vin. Intet Johannes Døber-agtig puritanisme her. Og så alligevel. Det var ordentlige folk. Moralske folk. Folk, som skænkede Gud mere end én tanke.
Jesus valgte ikke at sidde sammen med sine venner. Jo, det gjorde han jo til brylluppet i Kana og mange andre lejligheder, som vi hører om i evangelierne.
Men her, lige her, havde Jesus forladt sin comfort zone og vovet sig ind på øretævernes holdeplads. Ligesom han gjorde senere fra Herodes til Pilatus.
Jesus valgte at sidde til bords med dem, han ikke var enig med.
Han valgte også at vende sit hjerte til den kvinde, som man formoder havde tjent sine penge på at sælge sin krop. Et menneske, som i en anden forstand var så helt anderledes.
Og dg havde hun, i modsætning til værterne, et hjerte for Jesus. Et blødende, hengivent hjerte. Desperat efter at få den kærlighed og accept, hun måske i hele sit liv havde anglet efter
Det var Guds Søn. Der var manden fra Nazaret.
Og så må vi standse op og spørge: Hvornår talte vi sidst med nogen, vi ikke havde noget til fælles med?
Hvornår talte vi sidste med en ateist eller en muslim – altså om livets dybe spørgsmål? Hvornår talte vi sidst med en kristen, hvis holdninger vi er uenige med?
Martyriet ligger ikke i at hyle med de ulve, man er iblandt. Martyriet ligger i at være lys og salt i en verden, hvor Jesus er en fremmed fugl. Martyriet ligger i at turde at stå helt og fuldt ved vores tro – samtidig med at vi er sammen med dem, vi er politisk, religiøst eller livsstilsmæssigt helt uenige med.
For kvinden med alabasterkrukken var et Guds barn. Det var farisæeren Simon, der indbød til middag, også.
Måske børn, der som den fortabte søn var kommet på afveje. Eller som sønnen, der blev hjemme. Men skabt til noget særligt.
Martyriet rammer os sjældent, hvis vi som Kirke holder os for os selv. Hvis vi har kirkelige møder med kirkelige folk og dyrker den særlige form for laissez faire-politik, som i de senere år er blevet de nationale kirkers kendetegn.
Martyriet rammer os – måske – hvis vi åbner hjertet for de andre. Men det var det, som Jesus gjorde.
Kvinden med alabasterkrukken var set af Gud. Hun var kendt af Gud. Og det er du også, når dit liv er noget værre rod, og du ikke kan se nogen vej frem eller tilbage. Og Gud var ikke ligeglad.
Stormen over Europa bør ikke få os til at lukke os om os selv. Livet indebærer en risiko. ”Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør i da?”
Vi kan ikke lade som om, at stormen over Europa ikke er her. Den rammer os på de ømmeste punkter, tilliden og rummeligheden over for næsten. Og vi må ikke være naive og gøre som strudsen, der stikker hovedet i busken når faren nærmer sig.
Lad os se os omkring med Jesu øjne: Farisæeren Simon og den unavngivne kvinde med alabasterkrukken. Mon ikke deres liv blev ændret af at møde Jesus?
Amen