Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
13. søndag efter trinitatis , 21.08.2016
Det er tid
Predigt zu Mattæus-evangeliet 20:20-28, verfasst von Rasmus Nøjgaard
Det er tid til at beslutte sig, førend det er for sent, og det er måske hurtigt for sent. Jakob og Johannes’ mor aner at det er tid, og forstår at Jesu død og opstandelse er nært forestående. Disciplene har hørt Jesu gentagende forudsigelse, men forstår intet. De er passive, også tordensønnerne tier. Alene deres mor bekymrer sig, og hun spørger Jesus om det, som enhver mor må ønske for sine sønner: At de skal opstå og få plads i Himmeriget ved Jesu højre og venstre side.
De andre ti disciple har ikke mødre til at gå i forbøn for deres sønners opstandelse og himmelske værdighed, og de vækkes af harme over de to brødres held. Måske frygter de ikke selv at få plads hverken til højre eller til venstre for Jesus. Måske forarges de over den moderlige ambition, og over at tvillingebrødrene ikke stopper deres mor, men ligefrem bekræfter at de er parate til at drikke samme bæger som det Jesus skal. Vi aner ærgerrigheden blandt disciplene. Vi mærker at ærgerrigheden endog deles af de tolvs familier, som må have nydt disciplenes status og forrang blandt skarerne af Jesu følgere.
Men vi genkender også ironien fra Simon Peter da Jesus betroede ham nøglemagten til Himmeriget, han som tre gange i træk fornægter sit kendskab til Jesus, som han ellers havde svoret sin troskab og kærlighed til. Jakob og Johannes tror de kan drikke Jesu bæger uden at ane hvad de dermed giver deres pant på. Jesus har ellers tre gange forudsagt sin død, men de forstår det ikke. Jesus fordømmer ikke tvillingernes skæbnesvangre løfte, men bekræfter derimod at det vil gå sådan: De skal lide døden i Kristi navn. Hvilket vi siden skal høre om i Apostlenes Gerninger, hvor Jakob, og muligvis også Johannes, virkelig drikker bægeret og bliver Kristus tro i martyrdøden, - ikke det krigeriske martyrium der tager andre med i døden, men det kristne martyrium der modstandsløst og ydmygt tager døden på sig som det yderste vidnesbyrd. Der er med andre ord indlejret en forudsigelse af den tid der venter, men det ved kun vi, ikke Jakob og Johannes, og slet ikke de andre ti, endsige deres mødre.
Døden vil siden tematiseres på flere måder, tydeligst i dåben som allerede hos Paulus bliver billedet på at enhver kristen er død for verden og gjort levende i Kristus. En genfødsel og opstandelse i denne verden, som udtryk for at den kristne skal leve sit nye liv som en del af Kristi legeme med samme ideal om tjeneste som han lærer os. Som Matthæusevangeliet er så omhyggelig med at præcisere.
Det er ikke nogen uvæsentlig pointe at Jesus anerkender tordensønnernes tunge skæbne. Tvært imod sætter det Jesu efterfølgende belæring i relief. For han er ikke kommet for at belønne folkeslagene med en forrang i magt og ære, men hans liv er et eksempel på efterfølgelse i ydmyg tjeneste for andre. Her står ikke opregnet hvem han er kommet for at tjene, men Jesus har så hyppigt gjort klart at han ikke er kommet for sin familie og sit folks skyld, heller ikke de allerede omvendtes skyld, men han er kommet til alle dem der endnu ikke er kaldede, folkeslagene.
For at vi ikke skal misforstå budskabet bruger Jesus som modbillede fyrstens og stormændenes magtmisbrug. Jesus skærper således den tjeneste som den kristne må udøve, hvad enten han er magtfuld eller ej. Måske skal det ligefrem tolkes som at intet menneske kan se sig fri for at udøve magt over et andet. Intet menneske er i den forstand fri, men bundet til Jesu strengeste bud om at give afkald på sin særlige fødselsret for i stedet at tjene. Om vi så må miste vores ydre sikkerhed og økonomiske velstand.
Hvordan magtforholdet er vendt på hovedet i forhold til det omgivende samfunds hierarkiske ideal om stærk ledelse, spidder Jesus selv i hele hans evangeliums akilleshæl: Dommen er ikke menneskesønnens, men faderens. Dommersædet er ikke tomt, Gudfader den almægtige sidder stadig på sin himmelske tronstol, og uden ham er sønnen intet. Dommen er ikke spillet Gud af hænde, han er ikke blevet impotent i skikkelse af sin søn, men sønnen har alene sin magt i kraft af sin far, og kan intet uden ham. Al ære tilfalder faderen, ikke sønnen. Det gør ikke sønnen svag, som vi med forbavsende præcision læser om umiddelbart efter (Matt 20,29-34), hvor Jesus magtfuldt helbreder to blinde. Det sker umiddelbart inden han rejser op til Jerusalem. Han skal ikke lide døden fordi han er svag, men fordi det er nødvendigt for menneskets frelse. Måske får vi her et indblik i Guds væsen som en nådig Gud, der lader sig berøre af den verden han møder.
Der er konsekvens i denne retoriske demonstration af evangeliets fordring, her umiddelbart inden at påskeugens dramatik skal ryste os. Intet menneske kan følge Jesu budskab uden ved ydmygt at tjene folkeslagene, og ved at overlade dommen til Gud Fader. Den kristne kan hverken skabe sig selv fortrin eller dømme andre ude. Af den kristne fordres tillid til den endelig dom, og den der vil følge Kristus synes med andre ord at skulle kere sig mindre om sin egen bekvemmelighed end dette ydmygt at tjene det menneske der viser sig at have brug for det.
Hvordan dommen vil falde ud, kan vi kun gisne om ud fra de mange lignelser Jesus omtaler gudsriget med. For dommen er alene Guds. Umiddelbart inden Zebedæussønnernes mor melder sig på banen, lignes Gudsriget dog med vingårdsejeren der udbetaler samme løn til alle daglejerne uanset flid og tid. Vi må igen forbavses over den overraskende sammenhæng og præcision. Belønningen skal vi ikke dømme om, alene fordre den indsats vi hver især kan give, når vi får chancen, eller at give enhver hvad der skal til for at leve. Måske tvillingernes mor skulle have lyttet bedre efter her? Eller måske tjener hun og de to drenge som endnu et billede på hvor svært det er at følge budskabet og afstå fra magten og selvretfærdigheden. Måske er de tre et afslørende billede på vores eget stræbsomme liv?
I dag kender vi Jesu skæbne, Kristi død og opstandelse. Vi ved at dommen vil lyde, men at der på dommersædet stadig sidder en far og søn, hvis ånd er er båret af barmhjertighedens tilgivende blik over Peter såvel som over tordensønnerne og deres mor. Det må inspirere os til ikke blindt at gentage deres selvretfærdighed og trang til kun at sørge for sine egne, men med viden om Jesu liv forsøge ydmygt at hjælpe dem der stadig ikke har hørt og oplevet Guds skelsættende ord.
Ønsker budskabets ånd ikke at minde os om at dommersædet ikke er menneskers, men Guds? At magten til at løse og binde tilhører Gudfader den almægtige, himlens og jordens skaber, mens vi må nøjes med at tjene - ikke verdens afguder, men ligesom hans enbårne søn, Vorherre, den verden der har brug for hjælp?
Evangeliet herom skal forkyndes også for dem, som i al for lang tid har lidt under fyrsters og stormænds åg, og for dem som kun kender afguder eller endnu ikke har hørt om Kristus, og dem af os som endnu ikke har kender ydmyghed, lydhørhed og kærlighed som Jesu vej.
Betyder det at vi må opgive vores egen sikkerhed, som vi kender den, for at tage den tilsyneladende umulige opgave på os at forkynde evangeliet for de fremmede og ikke-troende? Jeg tror det. Jeg tror det er tid til at opgive selvtilfredsheden og række evangeliet ud til dem der ikke kender det. Hvad der var svært engang, vil blive svært igen, men hvad der viste sig som en mulighed dengang, vil også være det igen. For det er ikke vores opgave at dømme mennesker ude og møde dem med lukkethed og ufred. Vi skal møde dem i evangeliets tjeneste.
Det er tid.