Göttinger Predigten

Choose your language:
deutsch English español
português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

Juleaften (Heiligabend), 24.12.2007

Predigt zu Lukas 2:1-14, verfasst von Hanne Drejer

 

På et punkt kan jeg godt af og til misunde muslimerne - ja, jeg mener misunde - selvom muslimerne i øvrigt ikke er spor misundelsesværdige.

Efter 11. september 2001 er kritikken af islam blevet stadig mere rå og skinger og det er som om det er tilladt at generalisere og skære alle muslimer over en kam.

Den situation misunder jeg naturligvis ikke muslimerne - og bestemt heller ikke deres lov-religion.

Men på et punkt kan jeg godt gribe mig selv i at være lidt misundelig. Nemlig når den ene muslimske præst efter den anden, imamerne, formår at komme på avisernes forsider eller i TV, med deres fredagsbøn.

Tænk, om medierne interesserede sig ligeså meget for præsternes prædikener, tænker jeg så lidt misundeligt i et forfængeligt øjeblik!

Jeg ved dog godt at det aldrig vil ske! Og godt det samme!

Det, der nemlig interesserer aviser og TV, er jo  ikke hvad der bliver sagt om Gud og tro og den slags, men den politiske kommentar og kritik, som imamens tale ofte indeholder.

For i islam hænger tro og politik uløseligt sammen, i modsætning til i kristendommen, hvor vi forsøger at holde tro og politik adskilt.

Den tale der holdes i moskeen om fredagen, skal derfor helst også være politisk, mens en prædiken i kirken helst ikke må være det - i al flad ikke partipolitisk!

For en muslim skal troen have direkte politiske konsekvenser - deres tro er simpelthen også politik. Den rigtige politik er kun den, der passer til koranen - og derfor vil en imam her i landet gribe enhver lejlighed til at kommentere det danske samfund og dets politik - især indvandrerpolitik, selvfølgelig. Og da indvandrere og integration jo er et varmt emne hos os for tiden, er imamernes politiske kommentarerer ved fredagsbønnen ofte ligeså varmt stof for medierne.

Præsternes prædikener vil aldrig kunne blive ligeså interessante for medierne. For i en kristen kirke skal der skelnes mellem religion og politik.

For se, jeg forkynder jer en stor glæde som skal være for hele folket , forkyndte englen julenat. I dag er der født jer alle en frelser! Alle!

Sådan er kristendom ikke et politisk program til forbedring af samfundet, men et tilsagn - et ord fra Gud til alle - uanset hvor uenige vi må være når det gælder alt muligt andet i livet, bl.a. politik og samfundsforhold. Vi skal alligevel kunne gå i kirke sammen.

Nu kunne man jo så mene, at det faktisk ville være en rigtig god ide, at den kristne kirke tog til genmæle mod muslimerne og også  begyndte at holde politiske prædikener med et gedigent  kristent modspil.

Ja! Men ikke i kirken! Den kamp og det modspil til islam som bestemt må og skal til -  skal gerne foregå fra enhver talerstol i samfundet, men ikke fra prædikestolen.

Der var engang hvor den kristne kirke også blandede tro og politik godt og grundigt sammen. Det var i middelalderen, før Martin Luther. Siden har enhver luthersk kirke gjort alt for at skelne mellem evangelium og politik.

Ikke for at tage brodden ud af evangeliet, men for at understrege, at både dommen og frelsen er et budskab til os alle!

Det, der nemlig altid sker, når ens tro bliver til den såkaldt rigtige politik, er, at vi begynder at tale om os og de andre - os der har den rigtige politik og dem med den forkerte.

Der findes godt nok et skel  - men det er ikke et skel der går mellem de rigtige og de forkerte mennesker - dem med den korrekte politiske opfattelse og dem med den forkerte. Skellet går ikke mellem mennesker, men mellem Gud og mennesker.

Når det gælder at leve Guds vilje ud på jorden står vi alle på samme sted - det forkerte sted, fordi vi ikke kan eller vil leve efter Guds vilje. Vi kan ikke skabe paradiset ved egne kræfter. Det vil altid være præget af egoisme, selvhævdelse, magtbegær eller en anden af frugterne af syndefaldet.

Er man overbevist om at ens politik er den eneste rigtige kristne politik, er man jo nemlig nødt til at tvinge den igennem - om nødvendigt tvinge dem der har en anden opfattelse.

Og tvang og magt hører ikke hjemme sammen med evangeliet. Her er det kun kærligheden og barmhjertigheden og tilgivelsen, der må herske.

Og kærligheden og barmhjertigheden vil altid bukke under og blive den lille, hvor et samfund skal styres.

Derfor har vi i den lutherske kirke og i ethvert luthersk land siden Martin Luther søgt at efterleve hans opfattelse, at der findes to områder - det verdslige og det åndelige område - og de må ikke blandes sammen.

Gud den almægtige hersker begribeligvis over både det verdslige og det åndelige områder, men vi gør klogt i at forsøge at skelne.

I det verdslige område - i samfundet - har kirken og troen intet officielt at skulle have sagt.

Kirken har altså ingen magt. Det er derfor ikke en fejltagelse at medierne ikke interesserer sig for præsternes prædiken, eller typisk kun gør det, når en præst bliver for politisk kontroversiel i sin prædiken.

Kirken som kirke har heller ingen mening om samfundsforhold. Eller rettere: der er ligeså mange meninger, som der er kristne!  For naturligvis har evangeliet konsekvenser for vores liv,  men den konsekvens må jeg selv tage ansvar for. Hver især må vi gå fra kirke og gøre det, evangeliet tilsiger mig at gøre.

Regering og folketing og kommunalbestyrelse skal derfor ikke læse i Bibelen hvad de skal gøre, men lave så godt et samfund for flest muligt. Og for at beskytte de svage mod de stærke og frække, kan det også være nødvendigt med vold og magt og fængsler og politi. Et samfund skal styres med lov og ret. Og det er øvrighedens opgave.

Øvrigheden: statsminister - regering - borgmester - har til gengæld ikke har spor at skulle have sagt i kirken - eller på det åndelige område i vores liv. Her råder alene Guds ord, kærligheden og barmhjertigheden og tilgivelsen, og Guds ord tvinger aldrig. Guds ord er til hver eneste af os - det dømmer os og sætter os fri når vi får lov at spejle vores liv i evangeliets nådige lys.

For se, jeg forkynder jer en stor glæde som skal være for hele folket , sang  englen julenat. I dag er der født jer alle en frelser!

Den frihed og glæde er juleevangeliet, og det er til alle. Amen

 

 



Sognepræst Hanne Drejer
Kirkestræde 1
DK-5466 Asperup

E-Mail: : hdr(a)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)